Talent- og Elitestrategi for paralympiske idrætter 2025-2032
Parasport Danmark vil med en ambitiøs strategi for talent- og elitearbejdet sikre, at Danmark er førende blandt mindre nationer ved de Paralympiske Lege i Los Angeles og Brisbane.
Paris 2024 blev på mange parametre det bedste danske PL i 20 år. Danmark sendte Nordens største delegation til de Paralympiske Lege og vendte hjem med 10 medaljer – den største medaljehøst siden legene i Athen i 2004. Resultatmæssigt var Danmark bedst i Norden og nummer tre blandt alle nationer med under 10 mio. indbyggere. Det var samtidig første gang siden 2008, at de danske PL-atleter vandt flere medaljer end OL-holdet.
De flotte resultater afspejler, at et tættere samarbejde mellem Parasport Danmark, DIF og Team Danmark begynder at give pote. De paralympiske forberedelser har fået en økonomisk indsprøjtning via midler fra KIRKBI, og ekspertbistanden fra Team Danmark er øget markant, fortæller Parasport Danmarks nye sportschef Teis Bro.
- Det har været ganske afgørende for resultaterne, at vi har forbedret rammevilkårene for atleter og trænere i de paralympiske idrætter. Det er også helt afgørende for den videre udvikling, at det optimeres yderligere, siger han.
Med en ny talent- og elitestrategi for de paralympiske idrætter, tager Parasport Danmark selv et større ansvar for, at den positive udvikling fortsætter, og at Danmark i 2028 og 2032 er i verdenstoppen blandt mindre nationer.
Du kan læse hele Parasport Danmarks Talent- og Elitestrategi for paralympiske idrætter 2025-2032 her.