To paraklatrere modtager årets første Bring Dedication-legat
JYSK tildeler Peter Tramm og Mads Hvid årets første Bring Dedication-legat på 50.000 kroner. Legatet skal understøtte klatrerne mod De Paralympiske Lege i 2028, hvor disciplinen Lead får sin debut.
I klatring findes der sjældent kun én rigtig vej til toppen. Hver eneste rute er et puslespil, der skal løses, hvor teknik og kreativ tænkning er mindst lige så vigtigt som styrke.
Det er netop de egenskaber, der fylder i hverdagen for to af Danmarks bedste paraklatrere, Peter Tramm og Mads Hvid. Uge efter uge træner de for at finpudse deres bevægelser, afprøve nye løsninger og justere de små detaljer.
Og for hvert greb bringer de sig tættere på den største drøm af dem alle: De Paralympiske Lege 2028 i Los Angeles, hvor paraklatring for første gang er med på programmet.
En international elitesatsning kræver dog mere end blot timer i klatrehallen. Den kræver også økonomisk opbakning til rejser, konkurrencer og udstyr. Derfor har JYSK netop tildelt de to atleter årets første Bring Dedication-legat på samlet 50.000 kroner som en anerkendelse af deres dedikation og målrettede arbejde.
- Peter og Mads viser hver dag, hvad dedikation betyder i praksis. Efter disciplinen paraklatring blev offentliggjort som en del af det Paralympiske program i 2028, er de gået all in på deres træning og udvikling. De er med til at inspirere og skabe opmærksomhed omkring paraklatring, og det er netop den slags målrettethed, som vi med Bring Dedication-legatet gerne vil anerkende, fortæller Søren Brunsborg, Commercial Sales Coordinator i JYSK og barnebarn af JYSK-grundlægger Lars Larsen.
Forskellige forudsætninger, samme passion
Selvom Peter Tramm og Mads Hvid begge konkurrerer i paraklatring, er deres vej op ad væggen vidt forskellige.
Peter Tramm er født uden det meste af højre underarm. Derfor kan han ikke altid bruge ruternes greb på samme måde, som de er tænkt af rutebyggeren.
- Alle ruter har en beta, som er en opskrift på, hvordan ruten kan løses. Men ofte er jeg nødt til at lave et beta-break og finde min egen kreative løsning, fordi jeg ikke har to hænder. Det er faktisk noget af det, jeg holder allermest af ved klatring. Man skal løse problemer og tænke kreativt, og der findes sjældent kun én rigtig vej op ad væggen, fortæller Peter Tramm.
For Mads Hvid er udfordringen helt anderledes. Han er født med et synshandicap, som gradvist er blevet værre i takt med, at han er blevet ældre. I dag kan han kun registrere lys.
Mads konkurrerer derfor altid sammen med en guide. De bærer begge et headset, så de kan kommunikere med hinanden hele vejen op ad den 15 meter høje væg. Guiden beskriver præcist, hvor næste greb sidder, og Mads omsætter instruktionerne til bevægelser.
- Min guide er mine øjne på væggen. Han fortæller mig hele tiden, hvor jeg skal placere hænder og fødder, og derfor arbejder vi utrolig meget med vores kommunikation. Jo bedre vores kommunikation er, desto hurtigere og mere præcist kan vi arbejde sammen, og det kan være afgørende i en konkurrence, siger Mads Hvid.
”Min dedikation bunder i, at det altid er sjovt”
Selv på de dage, hvor motivationen til at tage af sted kan være svær at finde, er der én ting, som altid trækker Mads tilbage til klatrehallen.
- Det er jo altid sjovt, når man først står der. Klatring handler om at løse problemer, og det er det, der gør sporten så fascinerende. Nogle dage kræver det lidt ekstra at komme afsted, men når først jeg er i hallen, er det aldrig kedeligt.
For Peter Tramm er det også fællesskabet, der gør sporten særlig.
- Klatring er en individuel sport, men fællesskabet er noget helt særligt. Du er afhængig af den person, der står for enden af rebet og sikrer dig. Det kræver en enorm tillid, og det skaber et helt særligt sammenhold. Derfor er det altid fedt at komme ned i hallen, også på de grå regnvejrsdage.
Se overrækkelsen af legatet her (link til video)
Om paraklatring
På internationalt niveau dyrkes paraklatring primært i disciplinen Lead, hvor atleterne klatrer på høje vægge med reb og sele. Det er også denne disciplin, som Mads Hvid og Peter Tramm dyrker. Derudover findes to uofficielle discipliner; Bouldering, som foregår på lave vægge med madras som faldunderlag, og Speed, hvor to klatrere konkurrerer mod hinanden på tid. Det forventes, at Bouldering bliver en officiel del af para-scenen efter 2028.
Ved internationale mesterskaber konkurreres der i 20 klasser fordelt på atleter med synshandicap (B1-B3), arm eller benamputationer (AU2, AU3 samt AL1 og AL2) samt atleter med nedsat rækkevidde, styrke eller stabilitet (RP1-RP3). Der er omkring 300 aktive paraklatrere på internationalt eliteniveau, og ved PL i Los Angeles 2028 vil de 10 bedste atleter konkurrere i hver deres klasse.
Om JYSK’s Bring Dedication-legat
JYSK er toppartner for Parasport Danmark og uddeler hvert år Bring Dedication-legatet til en eller flere paraatleter, der udviser særlig dedikation og målrettethed i jagten på deres sportslige mål. Den samlede legatpulje udgør 200.000 kroner årligt. Peter Tramm og Mads Hvid er de første modtagere i 2026 og deler et legat på 50.000 kroner. De resterende legater uddeles senere på året.