Grå himmel, grønne baner og masser af fodboldglæde på heden
For 11. gang samlede Sommerbold på Heden børn, unge og voksne til en stor international fodboldfest i Hammerum. Og selv om himlen var grå, var humøret lyst.
Banerne i Hammerum summer af liv. 625 spillere, 65 hold og 40 klubber fra Danmark og flere europæiske lande fylder godt op på anlægget i Hammerum.
Der bliver tacklet, løbet og råbt, mens regnen hænger i luften og jakkerne på sidelinjen bliver lynet lidt længere op. På banen ser spillerne ikke ud til at tage større notits af vejret.
Et mål udløser jubel fra både spillere og tilskuere, og få minutter senere er næste kamp allerede på vej i gang. Det er dansk sommer, når den er mest genkendelig. Men først og fremmest er det Sommerbold på Heden.
For 11. gang inviterede Hammerum IF Specialfodbold lørdag den 29. august til det internationale fodboldstævne for børn, unge og voksne med handicap, indlæringsvanskeligheder og sociale udfordringer.
Omkring 625 spillere fordelt på 65 hold fra 40 forskellige klubber var med. Danske klubber fra hele landet fik selskab af hold fra Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Italien.
– Man bliver jo kun mødt af smil og glade mennesker. Når man går rundt herude, er der hele tiden nogen, der siger hej, fortæller arrangør og primus motor Carsten Sjørvad.
Det begyndte med sønnen
For Carsten Sjørvad begyndte historien længe før, Sommerbold på Heden voksede sig til et stævne med hundredvis af spillere. I 2011 begyndte han som træner i Hammerum, fordi hans søn, der har en alvorlig hjerneskade, elskede at spille fodbold. Problemet var bare, at det dengang var svært at finde et hold til ham.
– Det eneste, han sådan rigtig tændte på, var at spille fodbold. Og vi kunne jo ikke finde noget hold dengang. Heldigvis er der mange flere muligheder i dag, fortæller Carsten.
Nu 15 år senere træner han stadig, og Sommerbold på Heden er undervejs vokset til en international begivenhed, hvor spillere, trænere, familier og frivillige fylder området omkring banerne i Hammerum.
På kampdagen har Carsten ikke mange stille øjeblikke. Der er hele tiden nogen, der skal have fat i ham, noget der skal løses eller nogen, der lige skal hilses på.
– Man ræser rundt, men når man så lige stopper op og går lidt rundt og lytter til de jubelbrøl, der kommer, så er det jo det hele værd.
Et af årets højdepunkter
Også uden for Danmark har rygtet om stævnet spredt sig. Håkan Svensson fra Lunds SK er med for femte år og havde denne gang 31 spillere med i alderen 13 til 56 år.
– Det er et af årets absolutte højdepunkter. Spillerne glæder sig virkelig til at komme her. Vi føler os velkomne, der er en meget åben stemning og så er der god fodbold, siger han.
Ti rækker – ti forskellige vindere
Der blev selvfølgelig også spillet om medaljer og pokaler. Og bredden kunne aflæses direkte på resultatlisten hvor 10 forskellige klubber løb med de 10 sæt guldmedaljer:
U15: #1: VSK Aarhus - #2: KB CP Mix - #3: Glostrup Special Kids
A: #1: Torino - #2: Glostrup - #3: Skalborg
B: #1: Brøndby - #2: Glostrup - #3: Enghaven
C1: #1: Sønderborg – #2: Snekkersten - #3: Hammerum
C2: #1:Esbjerg - #2: Nordhordland BK - #3: Silkeborg IF
D1: #1:Parasport Aalborg - #2: Lunds SK - #3:Nyborg
D2: #1:Lunds SK - #2: TEAM 2010 - #3: Hammerum
D3: #1:Seest B - #2: Silkeborg - #3: Vordingborg
E1: #1:Skalborg - #2: Lemvig - #3: Videbæk
E2: #1:Enghaven - #2:Esbjerg -# 3: TEAM 2010
Årets fighter blev William Barnekov fra VSK Aarhus.
Sommerbold på Heden handler dog om mere end resultater. Deltagelsen er gratis, og arrangørernes motto er, at økonomi ikke må være en hindring for at spille fodbold. Derfor sørges der blandt andet for frokost og erindringsgaver, ligesom hold, der kommer langvejsfra, kan få hjælp til transport og overnatning.
Og midt i de mange kampe, medaljer og jubelbrøl er det nogle gange helt andre øjeblikke, Carsten Sjørvad tager med sig hjem. – Nogle gange ser man forældre, der står og græder. Jeg har oplevet forældre stå og græde, fordi deres niårige dreng endelig fik en succesoplevelse. Det tager jeg med mig.
For måske er det netop dét, Sommerbold på Heden kan: skabe en stor fodboldfest, hvor der bliver kæmpet om sejren, men hvor de største sejre ikke nødvendigvis kan aflæses på resultatlisten.