Parasport Danmark logo hvid.png

Rising Stars

Parasport Danmark går nye veje i jagten på næste generation af danske bordtennisstjerner.

Landstræner Christoffer Petersen flankeret af to unge Rising Stars, Emma og Aksel. Foto: Thomas Sjørup

Dansk parabordtennis står rigtig stærkt på den internationale scene, og sådan skal det også se ud fremover. Via målrettet, idrætsspecifik rekruttering og faste ugentlige og månedlige træningspas har Parasport Danmark derfor ambitioner om at finde den næste Peter Rosenmeier og Sophie Walløe.

Satsningen startede tilbage i efteråret 2017 i Idrættens Hus i Brøndby og er sidenhen blevet udvidet til en holdsatsning i november 2018. Truppen vokser hele tiden, og ambitionen for 2019 er at samle en trup på 20 børn og unge med handicap, som alle har lyst til at dygtiggøre sig indenfor bordtennis. På sigt er ambitionen at finde den rigtige klub, trænerbemanding og økonomi til at lave samme opsætning i Jylland.

Derfor Rising Stars
Målet er at skabe en gruppe og et miljø omkring unge talentfulde paraspillere, der gør, at mulighederne for udvikling hos den enkelte spiller er de samme som for spillere uden handicap. Struktureret træning og succesfuld inklusion i bordtennisklubberne skal skabe det bordtennismæssige fundament, der skal kunne bære spillerne ind i den nationale turneringsverden, og på sigt sætte dem i stand til at repræsentere landsholdet ved internationale mesterskaber.

I samarbejde med forskellige organisationer vil Parasport Danmark udvide satsningen løbende, og ved kontinuerlig rekruttering er målet at opbygge en så stor og homogen gruppe som muligt. Det sker ud fra en overbevisning om, at hvis unge talentfulde paraspillere får samme muligheder som tilsvarende børn og unge fra friskidrætten, så kan de opnå samme imponerende resultater i fremtiden, som parabordtennis har været garant for de sidste mange år.

Konceptet
Satsningen består af følgende tre stadier:
1) Alle interesserede spillere (og deres forældre) inviteres ind til en snak og en prøvetræning. Det vi kigger efter er primært de motoriske færdigheder, for bordtennis er en kompleks idrætsgren, hvor motorikken og koordinationen betyder rigtig meget. Hvis det viser sig, at bordtennis ikke skulle være den rigtige idrætsgren, så hjælper vi med at skabe muligheden for at prøve en anden idræt.
2) Hvis vi ser, at de motoriske færdigheder er tilstrækkelige, så informerer vi om onsdagstræningen, de månedlige lørdagstræninger samt vores krav om, at man efter en prøveperiode på op til seks træninger skal indmeldes i den lokale klub og træne mindst én gang om ugen. Alt sammen er noget, vi hjælper med. På samme måde står vi for at skaffe det rigtige bat og materiale, så hver enkelt spiller får en så god start på bordtenniskarrieren som mulig.
3) Når trænerteamet føler, at tidspunktet for at deltage ved forskellige turneringer er det rette, så hjælper vi hver enkelt spiller og familie med at komme i gang på en god måde. Oplevelsen med børneidræt på turneringsniveau kan være en stor omvæltning, og alt afhængig af barnets funktionsnedsættelse kan der være behov for at tage enkelte forholdsregler. Processen sker i samarbejde med trænerteamet.

Træningen
Hele Rising Stars-gruppen træner hver onsdag i Idrættens Hus Brøndby fra kl. 15.30 til 17.00 samt én lørdag om måneden fra kl. 9.30 - 15.45. Træningen består af opvarmning, hvor der primært trænes koordination, let bevægelse, kaste/gribe og teamwork. Derfra er det bordtennis i form af kinatræning, som er en træning med en træner, som hele tiden skyder bolde over på den anden side.

Til slut er der forskellige holdopgaver, konkurrencer og lege.

Holdet bag
Teamet omkring Rising Stars vokser i takt med gruppen og tæller lige nu:

  • Christoffer Petersen, initiativtager og landstræner: Tidligere professionel bordtennisspiller og mangeårig landsholdsspiller. Tidligere ungdomslandstræner i DBTU.
  • Nicoline Koefoed, talenttræner: Tidligere ungdoms- og seniorlandsholdsspiller for Danmark.
  • Louise Jakobsen, talenttræner: Tidligere ungdomslandsholdsspiller med flere års trænererfaring.
  • Peter Rosenmeier, initiativtager og administrativ koordinator på projektet.
  • Derudover er talent- og gæstetrænere tilknyttet efter behov.

Følg med på Facebook
www.facebook.com/ParabordtennisDanmark

Kontakt
Projektkoordinator Peter Rosenmeier
Tlf.: 24 48 83 18
Mail: pro@parasport.dk