Parasport Danmark logo hvid.png

Kort Sport

Korte parasport-nyheder

Surfing: Fjerde VM-guld til Bruno Hansen

Det blev til det fjerde verdensmesterskab på stribe, da Bruno Hansen midt i december vandt VM i parasurfing i Californien.

Guldet kom i hus efter et spændende og tight finaleheat i AS-4 klassen, hvor Bruno Hansen slog sin største konkurrent, amerikaneren Christian Bailey. Dermed blev Bruno Hansen den første para-atlet i verden, der har vundet et surf-VM fire gange.

- Det er utroligt at vinde for fjerde gang i træk. Jeg vidste, at jeg havde det i mig, men jeg vidste også at konkurrenterne var sultne, sagde Bruno Hansen efter sejren.  

Den danske parasurfer har gjort det til sin mission at hæve niveauet i parasurfing og skabe mere opmærksomhed om sporten.

- Jeg er beæret over at være nået til et punkt, hvor de yngre generationer ser op til mig. Forhåbentlig kan jeg være et forbillede for de lovende, unge atleter.

Taekwondo: Skade spolerede Lisa Kjær Gjessings VM

Lisa Kjær Gjessing måtte opgive at forsvare VM-titlen i parataekwondo i februar, da hun i kvartfinalesejren over Dosmalova fra Kazakhstan kom til skade med armen. Adam Juel Carton gjorde en god figur, men måtte se sig slået i 2. runde.

For første gang siden 2013 er Lisa Kjær Gjessing ikke verdensmester i kvindernes klasse K44 (under 58 kg). Danskeren, der fortsat er ubesejret, kom ellers på papiret godt fra start med en 12-3 sejr i kvartfinalen ved VM i Antalya, men modstanderens sidste spark blev dyrt. Gjessing blev ramt hårdt på højre arm, som hun brækkede i EM-finalen sidste år, og efter kampen blev smerterne kun værre.

- Min arm gjorde og gør ondt, som da jeg brækkede den i sommers. Stævnelægen sendte mig på hospitalet. Heldigvis siger røntgen, at den ikke er brækket. Jeg turde dog ikke risikere yderligere skade, og vi traf en fælles beslutning om at jeg skulle trække mig fra semifinalen, siger Lisa Kjær Gjessing, der trods alt kan glæde sig over en VM-bronzemedalje og vigtige point til verdensranglisten.

For 17-årige Adam Juel Carton blev VM en anderledes opløftende oplevelse. I sin VM-debut fik den talentfulde dansker sin første sejr på landsholdet, da Thailands Punkaew blev slået 10-6. I 2. runde var verdensranglistens nr. 13, iranske Javanbakht, dog for stor en mundfuld, og den heroisk kæmpende dansker måtte se sig slået 1

Atletik: RaceRunning på VM-programmet

Den danskopfundne atletikdisciplin RaceRunning fik en flot EM-debut i Berlin i 2018, hvor det blev til fire danske medaljer.

Nu er disciplinen også kommet på programmet ved VM i 2019 i Dubai. Inden VM vil der blive tilbudt klassifikation i RaceRunning til to af World Para Athletics’ (IPC) Grand Prix-stævner.

Svømning: Dansk succes ved kortbane-NM

De danske parasvømmere leverede flotte resultater ved december måneds nordiske kortbane-mesterskaber i finske Oulu. Der blev hængt guldmedaljer om halsen på både Niels Mortensen i 100 ryg og Amalie Vinther i 400 fri, og i alt blev det til ni gange ædelmetal til de danske svømmere.

- Der var mange positive resultater og udviklinger for truppen. Resultaterne gav også god viden om, hvor svømmerne nu skal hjem på træningen og udvikle sig frem mod nogle vigtige stævner næste år, siger landstræner Bjarne Kragh.

For første gang blev der afholdt et samlet NM for svømmere med og uden handicap, og fra Danmark var landsholdssvømmere fra Parasport Danmark og Dansk Svømmeunion med som ét samlet hold. Det setup var ifølge Bjarne Kragh en stor succes.

- De danske parasvømmere og de danske junior- og seniorsvømmere optrådte som et hold med heppekor før hver afsnit og støtte under konkurrencerne. Jeg er overbevist om, at alle nationer, svømmere og trænere vil bakke op om det format i årene fremover, siger han.

Paralympisk ligestilling

82 medaljesæt vil blive uddelt ved de kommende Paralympiske Vinterlege i Beijing 2022 – og for første gang nogensinde vil der være kønsligestilling i antallet af uddelte medaljer. Af de medaljegivende 82 konkurrencer er der nemlig 39 for kvinder og 39 for mænd, samt fire konkurrencer hvor begge køn deltager sammen.

Optur

Prisregn. Det har regnet med priser til parasportens atleter og frivillige i årets første måneder. Stort velfortjent tillykke til alle herfra.

Megastort. Mens Parasport-bladet kom fra trykken tog det største danske hold nogensinde til megastævnet Special Olympic World Summer Games i Dubai. Held & lykke i varmen! 

Små bordtennis-stjerner. Med projektet Rising Stars går parabordtennis nye spændende veje inden for talentudvikling. Vi glæder os til at høste paralympiske medaljer – om mange år!