Parasport Danmark logo hvid.png

Tumbling Stars

Parasport Danmarks projekt, Tumbling Stars, er et idrætstilbud for børn med forskellige fysiske handicap i alderen 3-6 år. Vi udvikler børnenes motorik og koordination ved at tumle, kaste, gribe, løbe og lege.

Tumbling Stars


I Tumbling Stars tumler børn med et fysisk handicap i alderen 3-6 år sig til idrætsglæde og sociale relationer i et trygt fællesskab med ligesindede. Fokus er på idrætten – ikke handicappet – og der er højt humør, omsorg samt en ambition om udvikling af hvert eneste barn til træningerne. Gennem leg og sportslig kreativitet arbejdes der med koordination og motorik for at sikre en god og solid forberedende træning til et aktivt idrætsliv. Tumbling Stars er en unik base, hvor børn med et fysisk handicap udvikler sig sportsligt og menneskeligt og dermed øger sandsynligheden for, at de står bedre rustet til at fortsætte med at være sportsligt aktive i para- såvel som almenidrætten.

Aldersgruppen er fra 3-6 år, og derefter vil alle blive tilbudt forskellige mulige idrætter i pararegi. Alt afhængigt af ønsker og bopæl vil vi, sammen med Parasport Danmarks idrætsansvarlige, hjælpe og guide hvert barn videre til Rising Stars-idrætterne (svømning, bordtennis, skydning) eller til nogle af de mange øvrige idrætter i Parasport Danmark.

Hvorfor Tumbling Stars
I almenregi er der mange børnegymnastikhold i alle aldre, så det skal der naturligvis også være i para-regi. 

Foto: Parasport Danmark
Foto: Parasport Danmark

Med Tumbling Stars håber og arbejder vi på, at børnene får mulighed for at udvikle deres motoriske og sociale kompetencer i et trygt miljø, hvor de er sammen med ligesindede. Et miljø, hvor øvelser og lege bliver tilpasset til dem, og hvor der er høj trænerbemanding for at sikre, at alle får en så god oplevelse som muligt.

Hvor og hvornår
Tumbling Stars har afdelinger i seks byer rundt om i landet: Aalborg, Aarhus, Herning (Ilskov), Odense, Lyngby og Roskilde. Der trænes hver anden weekend. Datoer og tidspunkt varierer alt efter afdeling.

Trænerne hjælper børnene til en sjov og kreativ leg.
Trænerne hjælper børnene til en sjov og kreativ leg.
Foto: Parasport Danmark
Foto: Parasport Danmark

Organisationen
Tumbling Stars har en sportsansvarlig, der har ansvaret for at drive den løbende udvikling af træningen i projektet samt koordinering med de seks afdelinger. Hver afdeling har en hovedtræner og 2-4 hjælpetrænere. Det er hovedtræneren i den enkelte afdeling, der har ansvaret for og planlægger træningen, og der bliver sat hjælpetrænere på alt efter behov og antal deltagende børn.

Hvis man er interesseret i at høre mere om Tumbling Stars, så er man velkommen til at kontakte Peter Rosenmeier – se kontaktinformation nedenfor.

Kontaktinformation
Peter Rosenmeier, Rekrutteringsansvarlig i Tumbling Stars
Tlf. 24 48 83 18
E-mail: pro@parasport.dk

Marielle Nielsen, Sportsansvarlig i Tumbling Stars
Tlf. 30 22 20 33
E-mail: mar@parasport.dk

Christoffer Petersen, Projektleder for Tumbling Stars
E-mail: cpe@parasport.dk