Parasport Danmark logo hvid.png

Svømmer Alexander Hillhouse kæmper for medaljer og paralympisk kvalifikation

19-årige Alexander Hillhouse er ene om at repræsentere Danmark ved VM i parasvømning i engelske Manchester. Ud over at forsvare sine to bronzemedaljer fra VM i 2022 er der også kvalifikation til de Paralympiske Lege i Paris 2024 på spil for KVIK Kastrup-svømmeren.

Der er både vigtig erfaring, medaljer og PL-kvalifikation på spil for Alexander Hillhouse ved VM i Manchester. Foto: Gregory Picout.
Der er både vigtig erfaring, medaljer og PL-kvalifikation på spil for Alexander Hillhouse ved VM i Manchester. Foto: Gregory Picout.

Alexander Hillhouse overraskede ved VM i 2022 i Madeira, da det blev til en bronzemedalje i både 100 m ryg og 100 m fly ved hans første store internationale stævne. Det store gennembrud blev bemærket og bragte ham blandt andet på listen over kandidater til prisen som Årets Fund i dansk idræt, ligesom det indbragte ham JYSK’s Bring Dedication-legat på 100.000 kr.

I de kommende dage gælder det VM 2023 i Manchester, og her stiller danskeren, der er født med et udviklingshandicap, op i følgende løb i klasse S14:

  • 200 m fri (mandag den 31. juli)
  • 100 m ryg (tirsdag den 1. august)
  • 200 m medley (fredag den 4. august)
  • 100 m fly (søndag den 6. august)

Heats starter 10.00, mens finaler har start 18.30 (dansk tid).

Landstræner Brian Marshall ser frem til at se Alexander i aktion og glæder sig over, at han med VM-deltagelsen får vigtig erfaring i at konkurrere på højeste niveau.
– Det vigtigste for Alexander er at få mere erfaring med at konkurrere mod de bedste svømmere, der også kan vinde medaljer – og at få erfaring med at være af sted og holde fokus og niveau til et stævne, der foregår over mange dage. VM foregår over syv dage, og de paralympiske konkurrencer i Paris vil foregå over ti dage, så det er vigtigt at kunne. Medaljer kommer når alle andre parametre er blevet optimeret, fortæller han.

De største resultatforventninger har landstræneren til favoritdisciplinerne 100 m fly og 100 m ryg:
– Her skal Alexander kæmpe mod de bedste i verden og se, hvor meget han kan presse dem i kampen om topplaceringerne. Hans konkurrenter har udviklet sig meget i denne sæson, lige som ham selv, så der er flere svømmere, inklusive Alexander, der har mulighed for at vinde medaljer.

En placering i top 2 vil sikre en kvoteplads til de Paralympiske Lege i Paris i 2024. Derudover er der mulighed for kvalifikation på baggrund af andre kriterier, bl.a. verdensranglisteplacering.

Om VM i parasvømning 2023