Parasport Danmark logo hvid.png

John Petersson valgt ind i den Internationale Paralympiske Komité

Parasport Danmarks formand, der i sin egen aktive svømmekarriere blev kendt som ’Piskeriset’, er søndag valgt til bestyrelsen i den Internationale Paralympiske Komité, IPC.

Parasport Danmarks formand John Petersson til forbundets repræsentantskabsmød i 2018. Foto: Lars Møller
John Petersson er tilbage i IPC's bestyrelse. Foto: Lars Møller

Danmark får igen en vigtig stemme i international parasport. Det står klart, efter at John Petersson på IPC’s virtuelle generalforsamling søndag den 12. december blev valgt ind i bestyrelsen, der i høj grad fastsætter kursen for den internationale parasport.

- Jeg er stolt over, at IPC’s medlemmer har peget på mig, og jeg vil gøre alt for at leve op til deres tillid, samtidig med at jeg naturligvis vil repræsentere Danmark på bedste vis, siger 51-årige Petersson, der har været formand for Parasport Danmark siden 2018.

Den tidligere paralympiske svømmer, der har hele 15 PL-medaljer på sit sportslige CV, har tidligere været formand for den Europæiske Paralympiske Komité, og han sad fra 2013 til 2017 i IPC’s bestyrelse. I 2017 tabte han præsidentvalget til brasilianske Andrew Parsons, der på søndagens generalforsamling blev genvalgt til præsidentposten.

Med de Paralympiske Lege som det store lokomotiv buldrer parasporten frem i hele verden, og John Petersson glæder sig over at kunne være med til at lægge sporene igen.

- Det er spændende. Parasporten rummer et stort potentiale både for det enkelte menneske og som drivkraft for social inklusion og ligestilling i samfundet. Men for mig er det også enormt vigtigt, at vi ikke efterlader nogen idræt, atleter eller verdensdel på perronen i den rivende udvikling, siger John Petersson.

I alt 25 kandidater var på valg til IPC’s bestyrelse. Ti blev valgt som menige medlemmer, mens der ikke var kampvalg om præsident- og vicepræsidentposten i år. Der er valg igen om fire år.

Om John Petersson
Født 1970 i København
Bor i Jyllinge i Roskilde Kommune
Gift med Birgitte og far til to
Uddannet revisorkandidat ved CBS og statsautoriseret revisor siden 2003
Har vundet 15 paralympiske medaljer fra 1984 til 2000
Modtager af Kulturministerens Handicapidrætspris i 2009
Formand for Parasport Danmark siden 2018