Parasport Danmark logo hvid.png

Lækker tilgængelighed

Scandic har åbnet dørene til sit nye hotel CPH Strandpark i Kastrup, der har fokus på tilgængelighed og hvor hver detalje tæller. Paradressurrytter og VM-guldvinder Katrine Kristensen har besøgt hotellet og giver her en anmeldelse fra et siddende perspektiv.

FOTO: KATRINE KRISTENSEN
FOTO: KATRINE KRISTENSEN

Ankomst og asfalt 
Det er et superfedt hotel at ankomme til. Der er fire store handicapparkeringspladser lige ude foran hovedindgangen. Hotellet og omgivelserne er nye med meget asfalt, hvilket kun er en fordel, når man sidder i kørestol. Meget nemt og overskueligt at komme hen til indgangen.  

GPS-armbånd giver tryghed  
Når man kommer indenfor på hotellet, er der et lækkert loungemiljø, der er meget handicapvenligt med store rum, fladt terræn og plads mellem møblerne. Personalet i receptionen var meget imødekommende og opmærksomme på, at jeg sidder i kørestol. Derfor tilbød de mig et armbånd, som er et nyt tiltag, jeg kunne trykke på, hvis jeg havde brug for hjælp. Via GPS kunne de spore mig på hotellet og derefter hjælpe. Det er lavet til folk med bevægelseshandicap, folk i kørestol og ældre mennesker. Det er virkelig smart, og en rigtig god ide, der skaber tryghed.

Rummelighed på værelset 
Værelset er stort og nemt at komme rundt i. Jeg sidder i en elektrisk kørestol, som er forholdsvis stor, men jeg kunne sagtens komme op ved siden af og hen i sengen.  

Hvis man bruger lift, er værelset måske lidt snævert, så jeg er i tvivl, om det kunne blive en udfordring. Sengene er elevationssenge, så man kan hæve og sænke både ben og ryg, hvilket er virkelig dejligt og en stor hjælp til at komme ud og i sengen.  

Mad og muligheder på menuen  
Hotellet har en virkelig smuk restaurant med flotte møbler og lækkert design. Vi blev igen mødt af et personale, der var hjælpsomme og som havde fundet et bord, hvor jeg nemt kunne komme omkring i min kørestol. Derudover havde de fjernet stolen for mig, så det var dejligt, og jeg følte, de tog hensyn til mine behov. Jeg synes ikke, at bordene var særlig store, og det var svært at komme ind til bordet, så det kunne man måske overveje at justere.  

Det hele var meget stilet og smukt med store glasvinduer og minimalistisk menukort. Maden var virkelig god, og både smag og udseende var rigtig lækker. 

Højt til loftet i Skybaren 
Som navnet på skybaren antyder, ligger hotellets bar helt oppe på toppen. Der er et par trin op til baren, men der er igen tænkt over tilgængelighed. Elevatoren kan nemlig tage dig helt op til baren, hvilket er virkelig rart og gennemtænkt. Oppe i baren er der også handicaptoiletter, som er generelt for hele hotellet – alle steder med toiletter, er der også handicaptoiletter. Det er et kæmpestort plus, og som kørestolsbruger føler man sig meget velkommen.  

Den gennemtænkte detalje  
Som man kan se på billedet, er der ved min venstre side en lille dør, som fører ind til et mindre værelse. Det er lavet til en hjælper, så der er nem og hurtig adgang til at få hjælp. Det gør også, at hjælperen ikke skal ud på gangen for at komme ind på værelset, og det er en virkelig god og gennemtænkt detalje.  

Opmærksomt personale  
Morgenmadsbuffeten var rigtig stor, og der var virkelig meget plads mellem bordene, så det var nemt at komme omkring. Når man kommer i kørestol, kan man godt være lidt bange for at ramme ind i og vælte ting, så det var et stort plus, at der var god afstand mellem bordene. 

Jeg har den fordel, at jeg kan hæve og sænke min kørestol, så det var nemt at nå og tage maden. Personalet var meget opmærksomme på, at jeg kørte med min tallerken i skødet, og tilbød flere gange deres hjælp. Det var en rigtig positiv oplevelse.  

Bedømmelse 
Det har været et virkelig dejligt ophold på Scandic CPH Strandpark, og det gør mig, der har et bevægelseshandicap, glad at se, at de har taget mange hensyn og designet hotellet, værelserne og restauranten, så alle er velkommen. Der er flere gode initiativer, og jeg føler, at forholdene er ligeværdige for alle. Det er et af de mest handicapvenlige hoteller, jeg nogensinde har været på.

Scandic Hotels arbejder målrettet med tilgængelighed på alle sine hoteller ud fra en tilgængelighedsstandard med 159 punkter. Artiklen er lavet efter aftale med Scandic, der er sponsor hos Parasport Danmark. Scandic har ikke haft indflydelse på artiklens redaktionelle indhold.