Parasport Danmark logo hvid.png

Daniel Wagner vinder VM-guld på 100 meter

Daniel Wagner fuldendte VM i para-atletik i Dubai på fornemste vis, da han for første gang i karrieren blev verdensmester på 100 meter-distancen. Andrea Stokholm Overgaard leverede også en fornem præstation, da hun tog bronze i RaceRunning, og dermed nåede Danmark op på tre VM-medaljer i alt.

Daniel Wagner vinder VM-guld på 100 meter
Daniel vandt med minimale to hundrededele af et sekund ned til nummer to, tyske Leon Schäfer. Foto: Helene Wiesenhaan.

- Fuck, mand, det er vanvittigt, det her! Jeg vidste, at det ville blive et spændende løb og et tæt løb, men altså... Jeg havde håbet på, at hvis alt gik godt, at jeg måske lå til en medalje, men en guldmedalje - den troede jeg var tabt på forhånd. Jeg troede ikke engang på det, da jeg kom ind. Det var sindssygt!

Daniel Wagner var både overrasket og stolt, da VM-guldet på den legendariske sprintdistance var en realitet. En skade var tæt på at afholde ham fra at stille op på 100 meteren (i klasse T63 for benamputerede over knæet), men det var ikke til at se i fredagens finale, hvor han efter en perfekt start vandt en vanvittigt tæt finale i tiden 12,32 sekunder - bare 0,02 sekunder foran den tyske rival Leon Schäfer, der i længdespringskonkurrencen i søndags nappede guldet 6 cm foran Daniel.

En helt enestående præstation ifølge Parasport Danmarks landstræner i atletik, Anders Dehlholm.
- Daniel har en vanvittig vindermentalitet - at gå fra at være i tvivl om han skulle løbe til at blive verdensmeter. Endda efter at vi tidligere på dagen fandt ud af, at han var flyttet fra bane 5 til den mindre gode bane 8, formår han at sætte op til et fantastisk løb, hvor hans hurtige start satte alle på plads.

Bronze i RaceRunning
Daniels landsholdskollega Andrea Stokholm Overgaard ville også være med i festlighederne, da hun leverede en imponerende indsats på 100 m i RaceRunning-kategorien RR3 - en disicplin, der var med på VM-programmet for første gang. Hun hentede landsmanden Karla Risum på den sidste del og vandt karrierens første VM-medalje i tiden 21,12 sekunder, der også var ny personlig rekord. Karla Risum kom ind i 21,66 sek., mens guldet gik til Kayleigh Haggo fra Storbritannien i tiden 18,32 sekunder.

- Jeg er meget glad for mit løb. I starten var jeg lidt bekymret for, om jeg kunne holde min bane, men det var superdejligt at mærke opbakningen fra alle danskerne på tribunen, løb det fra den danske medaljetager efter løbet.

Bronzemedaljen udløste desværre ikke en billet til de Paralympiske Lege i Tokyo, da RaceRunning endnu ikke er på det paralympiske program.
Den sidste danske deltager i RaceRunning, Lasse Kromann, endte på femte- og sidstepladsen på sin 100 meter.

Cheftræner for RaceRunning, Mansoor Siddiqi, var glad og stolt oven på de flotte resultater i løbedisciplinens debut ved VM.
- Det har været en helt vidunderlig aften med en bronzemedalje, to personlige rekorder og en fjerdeplads. Det viser, hvad målrettet træning kan gøre, og vi er slet ikke færdige endnu. Det her er bare begyndelsen, både for den danske og internationale RaceRunning. Løbene var gode, niveauet var højt, og det viser alt sammen, at RaceRunning har en plads inden for World Para Ahletics (under Den Internationale Paralympiske Komité, red.) som en disciplin for atleter med de sværeste handicap.

Tre danske medaljer og paralympisk kvalifikation
Tidligere på ugen vandt Daniel Wagner sølv i længdespring, mens Kristel Walther med en fjerdeplads i diskoskast også sikrede sig kvalifikation til de Paralympiske Lege i Tokyo næste år.

I alt har ti danske atleter været i aktion ved VM i para-atletik i Dubai, og efter den fantastiske afslutning kan en tilfreds landstræner Anders Dehlholm gøre status:
- VM har været kulminationen på en lang sæson. Resultaterne har været lidt blandede - nogle atleter er gode til at håndtere presset, mens andre har sværere ved det. Men vi har haft nogle store præstationer, bl.a. Kristel Walthers fjerdeplads i diskos, der var hendes bedste resultat til et mesterskab til dato, samt Daniel Wagners sølvmedalje i længdespring, der kom i hus efter tre personlige rekorder - og så selvfølgelig den fantastiske afslutning i dag med guld og bronze.

Han glæder sig over, at Danmark nu er sikret to pladser ved de Paralympiske Lege i Tokyo:
- Både Daniel og Kristel har nu kvalificeret sig til PL i Tokyo, hvilket giver ro på og et naturligt fokus gennem vinteren og foråret. Nu ser vi frem mod 2020, og vi har et par nye, spændende atleter på vej, som vi ser frem til at introducere på den internationale scene. Vi kommer til at stille med det største hold hidtil ved EM i 2020.

Alle de danske resultater ved VM i Dubai kan findes ved at klikke her.


Den danske VM-trup

Daniel Wagner
Alder: 26 år
Klub: Vejle IF
Discipliner: 100 m, længdespring
Klasse: T63
Handicap: Overbensamputeret
SoMe: https://www.facebook.com/daniel1leg/

Anders Lagergren
Navn: 27 år
Klub: Parasport Frederiksberg
Disciplin: 1500 m
Klasse: T38
Handicap: Cerebral parese

Kasper Filsøe
Alder: 29 år
Klub: Vejle IF
Disciplin: 100 m
Klasse: T47
Handicap: Mangler højre underarm
SoMe: https://www.facebook.com/kasperfilsoe/

Mohamed Hersi
Alder: 24 år
Klub: FIF Atletik
Disciplin: 1500 m
Klasse: T20
Handicap: Udviklingshandicap

Noa Bak-Pedersen
Alder: 23 år
Klub: FIF Atletik
Discipliner: 100 m, 200 m
Klasse: T37
Handicap: Cerebral parese
SoMe: https://www.facebook.com/sportsudover/

Ronni Jensen
Alder: 39 år
Klub: Aarhus 1900
Disciplin: diskoskast
Klasse: T37
Handicap: Cerebral parese
SoMe: https://www.facebook.com/Big-Ron-610061345797660/

Kristel Høj Walther
Alder: 31 år
Klub: Odense Atletik
Disciplin: diskoskast, kuglestød
Klasse: F64
Handicap: Underbensamputeret
SoMe: https://www.facebook.com/kristelwaltheratlet/

Andrea Stokholm Overgaard
Alder: 22 år
Klub: Parasport Frederiksberg
Disciplin: 100 m
Klasse: RR2/RR3
Handicap: Senhjerneskadet

Karla Risum
Alder: 18 år
Klub: Randers
Disciplin: 100 m
Klasse: RR2/RR3
Handicap: Cerebral parese

Lasse Kromann
Alder: 23 år
Klub: Odense
Disciplin: 100 m
Klasse: RR2/RR3
Handicap: Cerebral parese


Fakta om RaceRunning
RaceRunning er en danskopfundet sport, der er udviklet af den tidligere danske para-atlet Connie Hansen og nuværende landstræner, Mansoor Siddiqi, i 1991. Sporten henvender sig til atleter med svære balanceproblemer, bl.a. spastisk lammede. Man løber på en specialbygget trehjulet cykel uden pedaler, der kompenserer for den svage balance. Læs mere på racerunning.dk