Suveræne Tobias Thorning Jørgensen vinder sin anden EM-guldmedalje
Paradressurrytter Tobias Thorning Jørgensen og Jolene Hill sikrede sig lørdag morgen deres anden guldmedalje ved EM i paradressur i Riesenbeck, da de sejrede suverænt i freestyle i grad III.
Tobias og Jolene, der tidligere på ugen vandt EM-guld i den individuelle konkurrence, plejer at være helt flyvende i freestyle – også kaldet kür – og i dag var ingen undtagelse. De fik det teknisk svære program til musik til at se legende let ud, og deres præstation blev bedømt til imponerende 83,833 procent. Sølvet gik til Chiara Zenati og Swing Royal fra Frankrig med 77,773 procent, mens bronzen gik til hollandske Lotte Krijnsen og Rosenstolz med en bedømmelse på 75,680 procent.
– Det føltes så godt! Vi havde en supergod og flydende tur, det er jeg virkelig glad for, lød det fra den dobbelte danske europamester efter dagens ridt.
Dobbelt op
Give-rytteren gentog dermed sin bedrift fra EM i 2019 i Rotterdam, hvor det også blev til dobbelt EM-guld, og der er lige nu ikke mange, der kan hamle op med den suveræne dansker. I 2021 vandt han således dobbelt guld ved de Paralympiske Lege i Tokyo i 2021, og i 2022 gjorde han det samme ved VM i Herning.
Se hele klassens resultat her.
Sjetteplads i holdkonkurrencen
Fredag blev holdkonkurrencen afgjort, og her endte det danske hold på en samlet sjetteplads med 218,501 procent, mens guldet gik til Holland med flotte 232,637 procent.
I den individuelle konkurrence vandt Tobias Thorning Jørgensen guld i grad III, mens de tre øvrige danskere, Renee Igelski, Line Thorning Jørgensen og Nicole Johnsen, blev hhv. nummer seks, elleve og tolv i deres respektive grader.
Nicole Johnsen valgte efter den individuelle konkurrence for en sikkerheds skyld at trække Moromax fra resten af konkurrencen, da hesten ikke føltes helt, som den plejer.
Senere lørdag er den sidste dansker i konkurrence, når det gælder freestylekonkurrencen for Renee Igelski og Beyond Dreams i grad IV.