Parasport Danmark logo hvid.png

Dansk paradressur sikrer første holdplads ved PL i 2028

Danmark er klar til at stille med et hold i paradressur ved de Paralympiske Lege i Los Angeles 2028. Holdpladsen blev sikret ved verdensmesterskaberne i Aachen og er samtidig den første danske kvalifikation til legene i 2028.

Dansk paradressur sikrer første holdplads ved PL i 2028
Tobias Thorning Jørgensen ved VM i Aachen 2026. Foto: FEI/Leanjo de Koster

En stærk dansk præstation ved verdensmesterskaberne i Aachen fik ikke alene betydning for det aktuelle mesterskab. Med en 4. plads i holdkonkurrencen sikrede de danske ryttere samtidig en af de eftertragtede nationspladser til de Paralympiske Lege i Los Angeles 2028.

Verdensmesterskaberne var den første mulighed for at kvalificere et hold til Los Angeles. Her blev der uddelt syv pladser til de bedst placerede nationer ud over værtsnationen USA, og Danmark var altså blandt dem, der kunne sikre sig en billet til PL allerede ved første mulighed.

Første danske PL-kvalifikation er på plads
For Parasport Danmark er kvalifikationen en markant milepæl i arbejdet frem mod Los Angeles 2028. Holdpladsen i paradressur er den første danske kvalifikation til de Paralympiske Lege i 2028 og markerer dermed begyndelsen på den danske vej mod Los Angeles.

– Dansk paradressur har gennem mange år været med helt fremme internationalt, og det er fantastisk, at den første danske kvalifikation til Los Angeles 2028 nu er på plads. En tidlig kvalifikation giver rytterne og teamet omkring dem noget meget værdifuldt, nemlig tid og ro til at arbejde langsigtet og målrettet frem mod legene. Der ligger utrolig meget arbejde bag en paralympisk satsning, og her spiller det tætte og mangeårige samarbejde mellem Dansk Ride Forbund og Parasport Danmark en vigtig rolle i at skabe de bedst mulige rammer omkring rytterne og landsholdet. Derfor betyder det meget, at en så vigtig brik allerede er faldet på plads, siger John Petersson, formand for Parasport Danmark.

Ved verdensmesterskaberne i Aachen bestod det danske hold af:

  • Katrine Kristensen og Gørklintgårds Quarter, grad II
  • Sandra Lynge Eriksen og Inzurgenzy Firfod, grad III
  • Tobias Thorning Jørgensen og Blue Hors Zackorad, grad III
  • Line Thorning Jørgensen og Suarez, grad IV

Selvom holdpladsen nu er sikret, er det endnu ikke afgjort, hvilke ryttere og heste der skal repræsentere Danmark i Los Angeles. Kvalifikationen tilhører Danmark og er derfor ikke en personlig udtagelse af de ryttere, der deltog ved verdensmesterskaberne.

- Vi er utroligt glade for kvalifikationen til PL som giver os arbejdsro de næste 2 år. Vi har heldigvis fået opbygget en bred bruttotrup med mange dygtige ekvipager. At vi allerede nu ved, at vi har 4 pladser i Los Angeles, er enormt motiverende for det fremadrettede arbejde, siger Astrid Gemal, landstræner for paradressur.

Katrine Bjelke Kristensen vandt sølv i den individuelle grad II ved VM i Aachen. Foto: FEI/Leanjo de Koster
Katrine Bjelke Kristensen vandt sølv i den individuelle grad II ved VM i Aachen. Foto: FEI/Leanjo de Koster

Fakta: Dansk paradressur, VM og PL i LA28

  • Danmark har sikret en nationsplads i paradressur ved de Paralympiske Lege i Los Angeles 2028. Holdpladsen blev sikret ved verdensmesterskaberne i Aachen.
  • De Paralympiske Lege 2028 i Los Angeles afholdes d. 15.-27. august.
  • Danmark sluttede på en 4. plads i holdkonkurrencen.
  • Andre danske resultater ved VM 2026:
    • VM-sølv til Tobias Thorning Jørgensen i individuel (grad III)
    • VM-sølv til Katrine Bjelke Kristensen i individuel (grad II)
  • Nationspladsen betyder ikke, at de ryttere, der sikrede kvalifikationen, automatisk er udtaget til de Paralympiske Lege.
  • Det endelige danske PL-hold udtages på et senere tidspunkt.