Tilgængelighed  |  RSS | Print side |

Forside | Idrætter | Klubber | Aktiviteter | Børn & Unge | Kalender | Sponsor | Parasport Danmark | Kontakt

Foto

Stinna Tange Kaastrup modtager Pressalits Keep Living-pris 2018. Foto: Lone Petersen.
Stinna Tange Kaastrup modtager Pressalits Keep Living-pris 2018. Foto: Lone Petersen.
 

Stinna Tange Kaastrup er Årets Para-atlet 2018

Opdateret d. 23-01-2019

Paradressurrytter Stinna Tange Kaastrup, der i september 2018 blev dobbelt verdensmester i paradressur, modtog onsdag Pressalits Keep Living-pris på kr. 40.000,- ved et pressemøde i DGI Huset i Vejle.

 

Stinna Tange Kaastrup, der er født uden ben, har længe vist højt niveau på den internationale paradressurscene, men 2018 blev året, hvor den 24-årige fynbo for alvor markerede sig som en del af den absolutte verdenselite. Ved VM i Tryon i september formåede hun, trods store udfordringer med varmen, at vinde to individuelle guldmedaljer, og hun leverede tilmed karrierens vel nok bedste ridt i kür-disciplinen, hvor hun sammen med hesten Horsebo Smarties satte personlig rekord med 78,947 procent.

 

Præstationen vakte opsigt over hele verden, og Stinna opnåede i efteråret den store ære at blive nomineret til det internationale rideforbunds (FEI) pris som verdens bedste ridesportsatlet - på tværs af alle discipliner og altså ikke kun i paradressur. Stinnas imponerende resultater er også en væsentlig årsag til, at fynboen, der for nylig er flyttet til Silkeborg, nu også kan kalde sig Årets Para-atlet for første gang.


Prisvinderen selv var stolt og glad over anerkendelsen, som er kulminationen på et helt fantastisk år. 

- Tusind tak, det er en stor ære for mig at få prisen. Det betyder virkelig meget, at Pressalit bakker op om os atleter og parasporten. 2018 har været et fantastisk år og kulminationen på 3,5 fantastiske og succesfulde år med Horsebo Smarties, og det her er en perfekt afslutning på det, sagde en rørt Stinna Tange med henvisning til, at hun netop har måttet indstille samarbejdet med hesten på grund af dens alder.

 

Elitechef i Parasport Danmark, Michael Møllgaard, gav prisvinderen disse ord med på vejen:
- Vi har haft mange fornemme danske parasportspræstationer på den internationale scene i 2018. Stinna Tange Kaastrups præstation ved VM i Tryon, USA stikker dog ud som den allerstørste, så hun er en fuldt fortjent vinder Pressalits Keep Living-pris 2018. Det er en foreløbig kulmination på en enestående karriere - og jeg kan slet ikke forestille mig et PL 2020 uden Stinna som den internationale verdensklasseatlet og inspiration, hun er for andre ryttere og mennesker med en funktionsnedsættelse.

 

Imponeret hovedsponsor

Pressalits Keep Living-pris er siden 2002 er blevet tildelt Årets Para-atlet, og for direktør i Pressalit Dan Boyter var Stinna Tange Kaastrup den rigtige vinder, selv om adskillige atleter kandiderede med verdensklassepræstationer. Dan Boyter var selv til stede ved VM i Tryon, USA, og så på nærmeste hold Stinnas fantastiske præstationer:

- Jeg har fulgt Stinnas udvikling siden hendes start på elitesportsniveau, og hendes helt særlige evne til at fokusere på målet har udviklet sig konstant. En af Stinnas helt særlige kvaliteter er ikke kun at skabe værdi omkring sig selv og hesten, men i høj grad også om det omfattende team, hun har omkring sig, som er en vigtig del af at være paradressurrytter på verdensplan. Alt dette gør hende til en hel unik ambassadør for parasporten.

 

Den næste store udfordring for Stinna Tange Kaastrup bliver at finde en ny makker, da hun desværre ikke kan fortsætte samarbejdet med Horsebo Smarties frem mod de Paralympiske i Tokyo 2020 på grund af hestens alder. Derfor er hun nu på jagt efter en ny hest, der kan hjælpe med at sikre den eftertragtede paralympiske guldmedalje, der mangler i samlingen.

 

Om Stinna Tange Kaastrup

Alder: 24 år

Bopæl: Silkeborg

Klub: Hovgaard Rideklub

Handicap: Født uden ben

Klassifikation: Grad II

SoMe: https://www.facebook.com/stinnatangekaastrup/

 

De nominerede til prisen:

 

Peter Rosenmeier, parabordtennis - IH Aalborg (bor i Malmø)
Rutinerede Rosenmeier fik ved VM i oktober i Slovenien bevist, at han p.t. er verdens bedste i sin klasse. Trods et maveonde fik han sat sin evige rival og den forsvarende verdensmester Alvaro Valera fra Spanien på plads med overbevisende 3-0 i sæt, og han vandt dermed karrierens anden VM-titel - og fik taget revanche for en lidt skuffende 2017-sæson. Dermed er han godt på vej mod sit store mål; nemlig at være verdensmester, paralympisk mester og europamester på én gang.

 

Daniel Wagner, para-atletik - Vejle IF (bor i Aarhus)
Benamputerede Daniel Wagner satte alle konkurrenterne til vægs i længdespringskonkurrencen ved EM i Berlin i august med et spring på 6,72 m, der var både mesterskabsrekord og personlig rekord. Han fuldendte triumfen med endnu en guldmedalje på 100 meter.

 

Stinna Tange Kaastrup, paradressur - Hovgaard Rideklub (bor i Silkeborg)
Stinna Tange Kaastrup er tilsyneladende helt ustoppelig. Formkurven har kun gået én vej siden de to sensationelle bronzemedaljer ved de Paralympiske Lege i Rio i 2016, og ved VM i september i Tryon, North Carolina, blev hun dobbelt verdensmester. Stinna Tange og hendes hest Smarties lagde ud med at vinde guld i det individuelle dressurprogram med 72,735 procent, og nogle dage senere var de om muligt endnu mere overbevisende i küren, hvor guldet kom i hus med en bedømmelse på imponerende 78,947 procent.

 

Sophie Walløe, parabordtennis - Hillerød GI Bordtennis (bor i Søborg)
18-årige Sophie Walløe tog ved VM i oktober endnu et skridt opad på rangstigen i den internationale parabordtennisverden, da hun tog sin første VM-medalje og for første gang formåede at presse verdensetteren Natalia Partyka, der også har deltaget ved OL. Hun førte over flere omgange og tog også et sæt fra polakken, der normalt er i en klasse for sig. Sophies næste mål er at vippe Natalia Partyka af tronen, og det må meget gerne ske ved de Paralympiske Lege i Tokyo 2020.

 

Cathrine Rosengren, parabadminton - Greve Strands Badmintonklub (bor i Solrød Strand)
Cathrine Rosengren beviste igen i år, at hun uden sammenligning er Europas bedste para-damesinglespiller. At hun endnu ikke har tabt et sæt til en europæisk spiller vidner om hendes suveræne niveau, og alene i 2018 har hun vundet tre internationale turneringer: Danisa Denmark Open, Thailand Open og EM, hvor hun forsvarede sin mesterskabstitel. I Cathrine Rosengren har Danmark et meget lovende kort på hånden, når badminton i 2020 får debut ved de Paralympiske Lege.

 

Om Pressalits Keep Living-pris
Pressalit A/S tilbyder fleksible køkken- og badeværelsesløsninger til mennesker med nedsat funktionsevne gennem forretningsområdet Pressalit Care, der arbejder for at fjerne begrænsninger og skabe nye muligheder for personer med handicap. Pressalits Keep Living-pris er essensen af dette arbejde - en måde at honorere para-atleter, som gennem deres sport sætter et eksempel og viser, at der findes muligheder, hvor andre måske ikke ser nogle.

 

Ved nomineringerne er der lagt vægt på årets resultater, men også træningsindsats, indstilling og det, at udøveren vurderes at være en god repræsentant for parasporten, har spillet ind.

 

Prisen er blevet uddelt siden 2002, hvor Pressalit blev hovedsponsor for Parasport Danmark, og de ti seneste vindere er:

 

2017: Daniel Wagner, atletik

2016: Peter Rosenmeier, bordtennis

2015: David Amager, landstræner i ridning

2014: Amalie Vinther, svømning

2013: Landsholdet i kørestolsrugby

2012: Jackie Tony Christiansen, atletik

2011: Kvindelandsholdet i goalball

2010: Landsholdet i ridning

2009: Karina Lauridsen, svømning

2008: Peter Rosenmeier, bordtennis

2007: Annika Lykke Dalskov, ridning


Seneste Nyheder

Tilmeldingen er ÅBEN til Special Olympics Skolefodboldturneringen 2019
Tilmelding til Sportsskolerne er i fuld gang!
Få overblikket: Danskere i konkurrence ved Special Olympics World Games
Special Olympics World Games skudt i gang i Abu Dhabi
De danske pararyttere er klar til årets første internationale stævne
 

Hovedsponsorer

Jysk - Logo
Elsass - Logo
Pressalit - Logo

Paralympisk partner

Toyota - Paralympisk partner

Sponsorer

Team Parasport Virksomhedsklub

Genveje

Ny i Parasport

Sportsskoler 2019 - Genveje

Parasport Webshop

Danmark til PL - Facebook Genvej

Special Olympics Logo

Projekt Superleder – Sammen om sport

Nyt fra IPC
Parasport Danmark - Idrættens Hus - 2605 Brøndby  |  
Kontakt Parasport Danmark
  |  Kontakt Webmaster