Parasport Danmark logo hvid.png

Special Olympics World Games skudt i gang i Abu Dhabi

Zayed Sports City Stadium i Abu Dhabi dannede torsdag aften rammen om åbningsceremonien for de største Special Olympics World Games nogensinde med 7.500 deltagende atleter fra 195 lande.

Special Olympics World Games skudt i gang i Abu Dhabi
Festlighederne på det imponerende Zayed Sports City Stadium i Abu Dhabi blev afsluttet med fyrværkeri og musik af blandt andre Avril Lavigne.

At gå indmarch for sit land på stadion foran titusindvis af mennesker var en oplevelse af de helt store for de 86 danske atleter og resten af den danske delegation, og værterne fra de Forenede Arabiske Emirater gjorde deres ypperste for at skabe en fantastisk åbningsfest. Den olympiske ild - the flame of hope - blev tændt, Special Olympics-flaget blev hejst, og der blev sat fokus på tolerance og ligeværd i fejringen af verdens største idrætsbegivenhed for mennesker med udviklingshandicap. Som ved de Olympiske og Paralympiske Lege ankom den olympiske ild fra Grækenland og skal brænde, indtil World Games slutter den 21. marts. Festlighederne på det imponerende stadion i Abu Dhabi blev afsluttet med fyrværkeri og musik af blandt andre Avril Lavigne.

For de danske fodboldspillere var der ingen tvivl om, at det var en stor oplevelse.

- Det var megafedt! Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er bare et rigtigt sug i maven, man får, lød det begejstret fra Casper Lykke Tastesen Quistgaard (Lille Skensved), og Andreas Stougaard Nielsen (Jerslev) supplerede:

- Det var fandeme en fed oplevelse at få lov til at gå med ind og opleve det hele. Jeg havde slet ikke regnet med, at det var så stort.

 

Første gang i Mellemøsten

Det er første gang nogensinde, at Special Olympics World Games afvikles i Mellemøsten, og de Forende Arabiske Emirater har udnævnt 2019 til "Year of Tolerance". Netop tolerance, respekt og en hyldest af de dedikerede atleter, der viser vejen, var det gennemgående budskab. For delegationsleder fra Parasport Danmark, Anette Svejstrup, markerer åbningsceremonien kulminationen på flere års forberedelse, og hun glæder sig til at se atleterne i aktion i de kommende dage.

- Det var helt sikkert en stor oplevelse for atleterne at være med til sådan en åbningsceremoni, og jeg tror, det motiverer dem endnu mere til at komme i gang med konkurrencerne. Vi har været her i en lille uges tid allerede, og nu bliver det godt at komme rigtigt i gang.

Konkurrencerne indledes fredag den 15. marts og løber frem til den 21. marts.

Fredag den 15. marts er der danske atleter i aktion i badminton (single), fodbold (både dame- og herreholdet) og håndbold (damer). Derudover er der divisionering (indledende testkampe, der skal afgøre turneringens puljer, red.) med dansk deltagelse i bowling og ridning.

 

Den danske trup

Parasport Danmark har en trup på 86 atleter, 27 trænere og hjælpere samt fire ledere i Abu Dhabi. Derudover indgår fire mediefolk fra TV Glad i den danske delegation.

Danmark er repræsenteret i ti idrætter: atletik, badminton, boccia, bowling, fodbold, golf, gymnastik, håndbold, ridning og svømning. I håndbold og fodbold deltager både et dansk herre- og damehold.

De danske SOWG-deltagere kommer fra Special Olympics-hold i idrætsforeninger over hele landet. Region Midtjylland er topscorer med 28 deltagere, mens Region Nordjylland har færrest med præcis halvt så mange.

Download oversigt over de danske deltagere inddelt efter region her.

Det er femte gang, at Danmark er ved med SOWG, og det er den største danske trup til dato.

 

Om Special Olympics og den danske deltagelse

Special Olympics er breddeidræt for personer med udviklingshandicap og/eller generelle indlæringsproblemer, der i hverdagen er afhængig af særlige pædagogiske støtteforanstaltninger.

Special Olympics-organisationen blev stiftet af Kennedy-familien i 1968 og tæller i dag over fem millioner udøvere verden over. Parasport Danmark repræsenterer organisationen i Danmark og arbejder for at give personer med udviklingshandicap mulighed for at dyrke idræt i en forening og herigennem udvikle både sociale og sportslige færdigheder.

De danske deltagere ved World Games skal have dyrket deres idræt i minimum et år, og derudover er der en række krav til træningsflid, kammeratskab m.v. Det er vigtige principper i Special Olympics-sammenhæng og skal sikre, at det ikke kun er de sportsligt allerbedste, der udtages i de enkelte idrætter.

I flere sportsgrene deltager Danmark i Unified Sport, hvor atleter med og uden udviklingshandicap spiller på samme hold eller sammen som par. Holdene/parrene består af atleter på samme alder og samme idrætslige niveau, og formålet er at fremme social integration gennem fælles trænings- og konkurrenceoplevelser. Det er inspireret af et simpelt princip: at træne og lege sammen er en hurtig vej til venskab og forståelse.

Parasport Danmark har ikke en medalje-målsætning for deltagelsen i World Games.