Parasport Danmark logo hvid.png

2 år til PL: Vi er halvvejs mod LA28!

Programmet er på plads, og arenaerne er offentliggjort. Allerede nu kan frivillige og tilskuere tage de første skridt mod at blive en del af de Paralympiske Lege i Los Angeles 2028.

2 år til PL: Vi er halvvejs mod LA28!
Den danske PL-delegation til åbningsceremoni ved de Paralympiske Lege i Paris 2024. Foto: Lars Møller.

For knap to år siden sluttede de Paralympiske Lege i Paris med et historisk dansk resultat. De danske paraatleter rejste hjem med 10 medaljer - som var en fordobling af medaljehøsten fra Tokyo - og leverede den bedste danske PL-præstation siden Athen 2004.

Siden da har blikket været rettet mod det næste mål, og i dag (d. 15/8/26) er vi officielt halvvejs i den Paralympiske cyklus. Om 2 år, den 15. august 2028, bliver de Paralympiske Lege i Los Angeles skudt i gang med åbningsceremonien.

Her skal de danske atleter i aktion
Mens det endnu er ukendt, hvilke danske atleter der kvalificerer sig til verdens største parasportsbegivenhed, kender vi allerede nu programmet for LA28. Derudover står det også klart, hvor de 23 sportsgrene skal afvikles.

Blandt de sportsgrene, hvor Danmark formentligt vil være repræsenteret, bliver atletik afviklet på det historiske LA Memorial Coliseum. Her skal den danske atletikdisciplin Frame Running også afvikles for første gang.

Santa Anita Park bliver hjemsted for paradressur, LA Convention Center kommer til at huse både bordtennis og boccia, mens Galen Center skal danne rammen om badminton og kørestolsrugby.

Long Beach bliver centrum for flere sportsgrene med svømning i Long Beach Aquatics Center, skydning i Long Beach Target Shooting Hall og paraklatring i Long Beach Climbing Theater. Banecykling bliver afviklet i Carson Velodrome, bueskydning på Carson Field, mens landevejscykling får start og mål ved LA Zoo.

Foto: Lars Møller.
Foto: Lars Møller.
Foto: Lars Møller.
Foto: Lars Møller.
Foto: Lars Møller.
Foto: Lars Møller.

Registrering er åbnet
Registrering for kommende frivillige samt den første lodtrækning om billetter er åbnet.

Frivilligprogrammet giver mulighed for at blive en del af det internationale hold, som skal være med til at afvikle legene både før og under konkurrencerne. Ønsker man derimod blot at være tilskuer, er billetregistreringen første skridt mod muligheden for at være en del af lodtrækningen, når billetsalget åbner.

Læs mere om frivilligprogrammet her:
https://la28.org/en/volunteer.html

Læs mere om billetregistreringen her:
https://tickets.la28.org/

Læs mere programmet og venues for LA28 her: Paralympic Sports