Parasport Danmark logo hvid.png

Landsholdet er udtaget til VM i kørestolsrugby

Der er sat navne på de 12 spillere, der skal repræsentere Danmark til VM i kørestolsrugby i Vejle fra den 10. til 16. oktober.

Landsholdets anfører Leon Jørgensen glæder sig til igen at optræde foran et hjemmepublikum. Foto: Lars Emil Egeberg Simonsen.
Landsholdets anfører Leon Jørgensen glæder sig til igen at optræde foran et hjemmepublikum. Foto: Lars Emil Egeberg Simonsen.

Det bliver et rutineret dansk landshold, der mandag den 10. oktober kl. 17 tager imod Brasilien i åbningskampen ved VM i kørestolsrugby. Samtlige 12 spillere var en del af den trup, der i 2019 vandt EM-sølv i Vejle og sidste år opnåede en 7. plads ved de Paralympiske Lege i Tokyo. Den indledende danske målsætning er denne gang en plads i kvartfinalen, når verdens 12 bedste kørestolsrugbynationer samles i DGI Huset Vejle til 46 højintense kampe.

- Konkurrencen bliver rigtig hård til dette VM, og vores spillere har en unik mulighed for at vise deres højeste niveau. Først og fremmest vil vi gerne spille os i kvartfinalen, og derfra er alt muligt. Men der bliver virkelig ingen lette kampe i denne turnering, og alle vil slås for at gå videre fra gruppespillet, lyder det fra Danmarks landstræner, amerikanske Jason Regier.

Værtskabet for VM i kørestolsrugby er et samarbejde mellem Parasport Danmark, Vejle Kommune og Sport Event Denmark, og Jason Regier forventer, at hjemmebanen i DGI Huset Vejle bliver en mærkbar fordel for det danske landshold.

- Vi elsker at spille i Vejle. Til EM i 2019 var det tydeligt, at hele byen omfavnede sporten og vores hold. Den energi og opbakning, vi mærkede fra tilskuerpladserne, var en medvirkende årsag til, at vi kvalificerede Danmark til de Paralympiske Lege for første gang. Vi glæder os rigtig meget til at spille foran vores familie, venner og fans igen, siger landstræneren.

Landsholdsanfører Leon Jørgensen, der spiller sit fjerde internationale mesterskab på dansk grund, glæder sig til opgaven.

- Vi elsker at spille i Vejle. Til EM i 2019 var det tydeligt, at hele byen omfavnede sporten og vores hold.
- Landstræner Jason Regier

- Vi er helt klar til at give den fuld smadder foran alle dem, der kommer og bakker os op. Det er en stor motivation for os, at vi får lov til at spille foran danskerne igen. Spiller for spiller føler jeg efterhånden, at vi matcher de bedste, men vi har manglet lidt is i maven. Vi har arbejdet rigtig hårdt for, at det sidste skal falde på plads nu, siger han.

- Vi er helt klar til at give den fuld smadder foran alle dem, der kommer og bakker os op.
- Anfører Leon Jørgensen

Efter VM-åbningskampen mod Brasilien møder Danmark Japan, Australien, Canada og Colombia i de fire resterende puljekampe. De fire bedste hold fra puljen går videre til kvartfinalen, der spilles fredag den 14. oktober. VM-finalen afvikles søndag den 16. oktober kl. 16.

Danmarks hidtil bedste VM-resultat er en 6. plads i 2014.

DEN DANSKE VM-TRUP

KRISTIAN BAK ERIKSEN
Klasse: 2.0
By: København
Klub: Parasport Frederiksberg Falcons

KURT BUSK
Klasse: 0.5
By: København
Klub: Parasport Frederiksberg Falcons

MARK PETERS
Klasse: 3.5
By: Lille Skensved
Klub: Parasport Frederiksberg Falcons

MORTEN ELMHOLT
Klasse: 3.0
By: Herning
Klub: Århus Burnouts

JESPER KRÜGER
Klasse: 1.0
By: Harlev
Klub: Århus Burnouts

JAKOB MORTENSEN
Klasse: 2.5
By: Aarhus
Klub: Århus Burnouts

SEBASTIAN FREDERIKSEN
Klasse: 3.5
By: Hillerød
Klub: Parasport Frederiksberg Falcons

SOFIE SKOUBO
Klasse: 0.5
By: Åbyhøj
Klub: Aarhus Burnouts

LEON JØRGENSEN (anfører)
Klasse: 3.0
By: Jyllinge
Klub: Parasport Frederiksberg Falcons

THOMAS PAGH
Klasse: 0.5
By: Smørum
Klub: Parasport Frederiksberg Falcons

KAARE MOMME NIELSEN
Klasse: 1.5
By: Skanderborg
Klub: Århus Burnouts

MIKKEL SCHÖTTEL
Klasse: 2.0
By: Odense
Klub: Århus Burnouts

VM i kørestolsrugby

Verdensmesterskabet i kørestolsrugby afvikles i DGI Huset Vejle fra den 10.-16. oktober 2022 og samler de 12 bedste lande i verden i kampen om VM-trofæet. Læs mere og følg VM på 2022wrwc.com

VM skal afgøres over 46 kampe. De 12 hold er indledningsvis inddelt i to puljer, hvorfra de bedste fire går videre til kvartfinalen.

Der er plads til ca. 1.500 tilskuere i Spektrum, og der er tæt på udsolgt til weekendens slutspil.

Bag VM står Parasport Danmark, Sport Event Denmark og Vejle Kommune med støtte fra JYSK, Pressalit, Elsass Fonden og Musholm, der er hovedsponsor for kørestolsrugby i Danmark og nationalt træningscenter for det danske landshold.

Verdensranglisten i kørestolsrugby toppes af de forsvarende verdensmestre Japan foran Storbritannien og USA. Danmark er pt. nr. 7 i verden og vandt i foråret 2022 bronze ved EM i Paris.

Om kørestolsrugby

Kørestolsrugby er en holdsport for både kvindelige- og mandlige para-atleter, hvor syngende tacklinger er en vigtig del af spillet. Kropskontakt mellem spillerne er dog ikke tilladt.

Alle spillere er tildelt en klasse mellem 0.5 og 3.5 alt efter graden af funktion. Hvert hold har fire spillere på banen ad gangen, og summen af spillernes klassifikation må aldrig overstige 8 point. For hver kvindelig spiller et hold har på banen, tillades dog et ekstra halvt point.

Der spilles i fire perioder af 8 minutters effektiv spilletid. En kamp varer typisk mellem 70 og 90 minutter.

I Danmark er der seks klubber med i omegnen af 100 aktive spillere.

Læs mere om kørestolsrugby her.