Forundersøgelse skal indlede kortlægning af, hvordan mennesker med handicap dyrker idræt i foreningslivet
Der er brug for mere viden om, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser deltager i foreningslivet, samt hvilke muligheder og barrierer de oplever i forbindelse med at dyrke idræt. Derfor har Idrættens Analyseinstitut (Idan) og Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) indgået samarbejde med Parasport Danmark om at få taget første spadestik til at få landskabet yderligere kortlagt.
Parasport Danmark kan i år fejre 50-års jubilæum, og forbundet arbejder ud fra en overordnet vision om "at give alle mennesker med et handicap eller et særligt behov mulighed for at dyrke idræt, bevæge sig, motionere og konkurrere i et berigende og attraktivt, socialt fællesskab."
- Hvis vi skal tættere på at kunne indfri vores overordnede vision, så er det afgørende vigtigt, at vi ved hvilke barrierer, mennesker med handicap eller særlige behov skal overvinde for at kunne dyrke idræt i foreningslivet, siger Ivan Løvstrup, der er direktør i Parasport Danmark.
Idan og Vifo skal skabe vidensgrundlag for fremtidigt parasport-arbejde
Parasport Danmark vil med en ny strategi, der løber fra 2020-2025, blandt andet arbejde for at være et kompetencecenter, som omsætter og koordinerer viden om handicapidræt til brugbar viden for mennesker med et handicap, deres familier, klubber, kommuner med flere.
- Vi vil gerne være mere datadrevne og vidensbaserede, så vi i højere grad bevæger os fra at tro til at vide, siger Ivan Løvstrup.
Derfor går opgaven nu på at få skabt et systematisk vidensgrundlag, der skal samle og vurdere eksisterende litteratur og data på området. Aktørerne samarbejder desuden med Syddansk Universitet og kommer til at inddrage data fra den landsdækkende undersøgelse 'Danmark i bevægelse', der blandt andet ser nærmere på bevægelsesvaner for mennesker med funktionsnedsættelser og særlige behov.
Hensigten med forundersøgelsen er, at den på et senere tidspunkt skal danne grundlag for en større undersøgelse af de generelle vilkår for parasportsudøvere i Danmark.
Forundersøgelsen er støttet og finansieret af Elsass Fonden, Bevica Fonden, Vanførefonden og Parasport Danmark.
Yderligere information
Læs mere om Idan og Vifo
Læs mere om forskningsprojektet Danmark i Bevægelse