Parasport Danmark logo hvid.png

EM i Powerchair Hockey: Elektrisk atmosfære i vente på Musholm

Onsdag den 23. oktober tørner de danske verdensmestre sammen med Belgien i åbningskampen ved EM i Powerchair Hockey, der spilles over fem dage og har deltagelse af de otte højest rangerede nationer i verden.

EM i Powerchair Hockey: Elektrisk atmosfære i vente på Musholm
Rasmus Larsen og Danni Mogensen er blandt de ti spillere, der er udtaget til det danske EM-landshold.

Musholm i Slagelse er scenen, når der i denne uge skal kæmpes om EM-titlen i Powerchair Hockey for første gang siden 2016. Det bliver højintenst både på banen og tilskuerrækkerne, hvor samtlige billetter er solgt allerede inden onsdagens åbningsceremoni og opgøret mellem Danmark og Belgien, der indleder slutrunden.

Bag EM står Parasport Danmark, Sport Event Denmark, Slagelse Kommune, Musholm – Ferie, Sport & Konference og det internationale forbund IPCH under World Abilitysport. Det er første gang, Danmark er vært for et officielt mesterskab i en el-kørestolsidræt, og Parasport Danmarks formand John Petersson glæder sig over, at de danske VM-guldvindere fra 2022 nu får mulighed for at vise sig frem for et dansk publikum.

- Der venter en stor oplevelse for de danske spillere, der igennem mange år har været blandt de bedste i verden i en sportsgren, hvor konkurrenceniveauet særligt i Europa er i konstant udvikling. Alt tyder på, at kampen om EM-titlen bliver tæt og nervepirrende, og jeg forventer, at både tilskuere på Musholm og seere hjemme bliver svært begejstrede, siger John Petersson.

Også Sport Event Denmarks direktør, Lars Lundov, ser frem til EM i Slagelse.

- Det bliver anden gang indenfor 14 dage, at vi i Danmark lægger hjemmebane til danske verdensmestre. I sidste uge var det verdensmestrene i 4000m holdforfølgelsesløb, der for fyldte tribuner forsvarede deres titel i Ballerup Super Arena, og nu står de danske verdensmestre i Powerchair Hockey overfor samme opgave ved EM-slutrunden på Musholm, siger Lars Lundov.

Stolte værter
Tæt på 200 spillere, trænere og officials er i løbet af weekenden ankommet til Slagelse, der for første gang er vært for et mesterskab i parasporten. Det er en milepæl, der glæder borgmester Knud Vincents.

- Vi er stolte over at være værter for EM i Powerchair Hockey og ser frem til at følge Danmarks rejse gennem turneringen. Mesterskabet er en vigtig begivenhed, der understreger, at vores kommune har plads til alle – også mennesker med fysiske handicap. Jeg er overbevist om, at deltagerne vil få en uforglemmelig oplevelse, siger Knud Vincents (V).

Han bakkes op af formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Brandt, der er blandt talerne under åbningen af EM på onsdag.

- Det er noget helt særligt, at vi kan tilbyde vores eget landshold hjemmebanefordel i jagten på endnu en international titel. Energien og opbakningen er helt unik, når vores atleter får mulighed for at præstere foran deres hjemmepublikum – og så ovenikøbet i de gode rammer på Musholm, et visionært byggeri, der gør idræt muligt for mennesker med forskellige handicap. Det bliver et rigtigt spændende mesterskab, som jeg ser frem til at følge, siger Troels Brandt (B).

Også på Musholm glæder man sig til EM-premieren, og ifølge direktør Henrik Ib Jørgensen er man stolte af at byde Europas bedste Powerchair Hockey nationer inden for.

- At lægge gulv og hus til en international mesterskabsturnering er vel det største flueben, vi kan sætte blandt Musholms målsætninger om at gøre en afgørende forskel inden for parasport og universelt design i moderne byggeri. Musholms tilgængelighed for mennesker med handicap er en stor del af hemmeligheden bag, at Danmark kan begå sig i verdenseliten, siger Henrik Ib Jørgensen, der også er direktør for Muskelsvindfonden. 

Onsdagens åbningsceremoni på Musholm indledes kl. 14 og overværes bl.a. af Parasport Danmarks protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte, der ankommer kl. 13.20. Åbningskampen mellem Danmark og Belgien fløjtes i gang kl. 15.

Har man ikke nået at sikre sig billet til EM, kan samtlige kampe streames og genses live på IPCH's YouTube-kanal.

Om EM i Powerchair Hockey 2024
Fra 23. til 27. oktober 2024 er Danmark for første gang vært for et internationalt mesterskab i en el-kørestolsidræt, når Musholm – Ferie, Sport & Konference er vært for EM i Powerchair Hockey 2024. Bag eventen står desuden Parasport Danmark, Sport Event Denmark, Slagelse Kommune og IPCH under World Abilitysport.

Otte hold deltager i EM, der indledes med en åbningsceremoni og et gruppespil over tre dage. De fire bedste hold går videre til semifinalerne. Gruppe A består af Holland, der er forsvarende europamestre, samt Schweiz, Tyskland og Spanien. I Gruppe B er Danmark, Belgien, Finland og Italien. EM-finalen spilles søndag den 27. oktober kl. 17.

Find mere information på EM-hjemmesiden: ipch2024.com

Mød det danske hold her.

Om Powerchair Hockey
Powerchair Hockey, der i Danmark er kendt som Powerchair Floorball, er en holdsport for mennesker med et fysisk handicap, typisk muskelsvind eller cerebral parese. Der spilles i elektriske kørestole, der er speciallavede til sporten og må køre op til 15 km/t.

Kampe afvikles på en indendørs bane, der måler ca. 26 x 16 meter. Hjørnerne er runde, og målet står på banen, så der kan spilles rundt om som i ishockey. En kamp består af to halvlege a 20 minutter.

Hvert hold har fem spillere på banen inkl. en målvogter. Mindst to af de fem spillere har en særlig T-stav, som er fastmonteret på fronten af sportsstolen. Målmanden skal være en af de to. De øvrige spillere bruger en håndholdt stav og er de mest funktionsstærke og iøjnefaldende spillere for publikum.

Powerchair Hockey er særligt udbredt i Europa, Nordamerika og Australien, men de otte bedste hold på verdensranglisten er alle europæiske.

Forstå Powerchair Hockey