Odense Wheelers fejrer jubilæum med festlig træning
Odense Wheelers El-hockey fejrer Parasport Danmarks jubilæum med balloner, flag og festlig træning.
Hos Odense Wheelers El-hockey klub blev årets sidste måned blandt andet brugt på fejring af Parasport Danmarks 50 års jubilæum. Den festlige fejring fandt sted den 5. december, hvor klubbens medlemmer og frivillige var samlet til en helt speciel træning.
Her stod den blandt andet på træningsøvelser, hvor deltagerne skulle fange balloner i el-hockeystolene uden at sprænge dem. Efterfølgende blev træningen afsluttet med spisning, som var støttet af Parasport Danmarks jubilæumspulje.
- Det er fantastisk at være frivillig i foreningslivet, når man som lille forening også kan blive tilgodeset, så stor tak til Parasport Danmark, lød det fra klubbens bestyrelsesformand Bjarne Jørgensen.