Vordingborg Handicap Idræt fylder 40 år
40 år med fremdrift er, hvad Vordingborg Handicap Idræt kan skrive på sit cv, når foreningen i dag, tirsdag den 16. februar, runder deres fjerde årti.
Siden foreningens start tilbage i 1981 har der været masser af udvikling, og i dag rummer Vordingborg Handicap Idræt (VHI) over 160 medlemmer. Foreningen tilbyder i dag en lang række idrætter blandt andet boccia, bordtennis, bowling, fodbold, snooker og svømning.
Foreningen har gennem årene fyldt godt op i medaljeskabet, og sammen med medlemmerne har VHI haft titler som verdensmester, europamester, Paralympisk mester, nordisk mester, og en lang række danmarksmestre. VHI har også haft flere deltagere med til Special Olympics World Games, og her er det også blevet til flere guld, sølv og bronzemedaljer. På ledersiden er det også blevet til flere hæderstitler, som Handicapprisen, Ildsjæle-prisen, Årets leder, samt Du-gør-en-forskel-prisen.
Vordingborg Handicap Idræt har formået at blande idræt og socialt samvær på en måde, så alle føler sig velkommen i foreningen. I VHI er alle ligestillede, uanset funktionsnedsættelse eller ej, da foreningen sætter stor pris på inklusion gennem idrætten.
Vordingborg Handicap Idræt har gennem mere end ti år været værter på Parasport Danmarks Sportsskoler for børn og unge. Foreningen har oplevet mange gengangere hvert år, hvilket understreger vigtigheden af netop dette tiltag for børn og unge med særlige behov.
På grund af COVID-19-restriktionerne er det desværre ikke muligt for Vordingborg Handicap Idræt at fejre de 40 år, men bestyrelsen garanterer, at der nok skal blive afholdt reception, og desuden vil der blive afholdt en kæmpefest for medlemmerne, når tiderne atter tillader det.