Sportslejren på Lanzarote er i fuld gang: ”Det er et helt unikt fællesskab”
I denne uge er en gruppe deltagere, der er udfordrede af forskellige fysiske handicap, på en sportslejr på Club La Santa på Lanzarote, for at afprøve forskellige parasportsgrene.
I fredags ankom de 18 deltagere på årets sportslejr til sportsresortet Club La Santa på Lanzarote. Hele ugen er der lagt fuldt program, så deltagerne kan afprøve så meget forskellig sport som muligt. Målet med sportslejren er, at få gode sportsoplevelser i et fællesskab med andre, og håbet efter hjemkomsten er, at nogle af deltagerne ønsker at fortsætte med at dyrke interessen for sport.
De første to dage var der blandt andet svømning, kørestolsbasket og atletik på programmet, og sideløbende er det muligt at deltage i andre aktiviteter som fx snorkling og dykning. Deltagerne har alle forskellige udfordringer, men skal deltage i de samme aktiviteter, og det er med til at skabe et stærkt sammenhold i gruppen.
En af deltagerne er Sanne Rasmussen, der har mild cerebral parese, og hun mærker også, hvordan folks forskelligheder er med til at styrke gruppen:
- Det giver et sammenhold på en anden måde, når man kommer herned med en gruppe, hvor man føler, at alle er på lige fod. Man ved, at alle kæmper med et eller andet, så det handler slet ikke om at være den bedste, det handler bare om at turde at prøve tingene af så godt som man nu kan, og så hjælper alle hinanden i stedet. Det er et helt unikt fællesskab.
Også teamlederen Anni Vestergaard Horsted er positiv over det høje aktivitetsniveau fra deltagernes side på sportslejrens første dage:
- Vi er kommet godt fra start og har oplevet fantastisk engagement fra deltagerne, både til de forskellige sportsaktiviteter, men også i forhold til det sociale, hvor alle byder ind til fællesskabet og støtter hinanden.
Resten af ugen står på endnu flere sportsaktiviteter med blandt andet cross fit, paddle tennis og badminton inden turen igen går mod kolde Danmark fredag den 20. december.
Sportslejren er blevet mulig med midler fra Bevica Fonden, Bevica Legater og Vanførefonden.
Om Bevica Fonden og Vanførefonden
Puljen ”Den gode oplevelse i et fællesskab med andre” er en fælles pulje for personlige legater, som er oprettet af Vanførefonden, Bevica Legater og Bevica Fonden. Formålet med puljen er at give mennesker, der er udfordret af deres handicap og økonomi, mulighed for gode oplevelser sammen med andre. Den bærende tanke er, at vi alle bliver stærkere og får mere overskud og glæde gennem sociale fællesskaber.
Bevica Fonden er en erhvervsdrivende fond med en vision om at give mennesker med bevægelseshandicap den størst mulige selvstændighed og uafhængighed. Puljen er oprettet sammen med Bevica Legater, der yder støtte til mindre projekter, som styrker livskvaliteten for mennesker med bevægelseshandicap.
Vanførefonden har i mere end 60 år støttet initiativer, som gennemgribende har været med til at forbedre vilkårene for mennesker med bevægelseshandicap i Danmark.