SPORTSFEST I GADEN - OPLEV PARASPORT VED DM-UGEN I AALBORG
Den 23. – 26. juni forvandles Aalborg til et sportsmekka, hvor danmarksmestrene i over 50 sportsgrene skal findes. Ved den sportslige folkefest er parasporten også repræsenteret.
For første gang nogensinde skal over 180 medaljesæt uddeles, når Aalborg er værtsby for den første DM-uge nogensinde. Også blandt parasport-discipliner skal der konkurreres om DM-guld, når der afvikles danske mesterskaber i kørestolsrugby, atletikdisciplinen Frame Running, el-hockey samt svømmedisciplinerne 50 og 100 m fri.
Derudover stiller flere para-atleter op i udvalgte atletikdiscipliner, hvor de konkurrerer mod atleter uden handicap. Og netop den inklusion af parasporten i almenidrætten er noget, der glæder breddechef Søren Jul Kristensen:
- Parasporten skal være en synlig del af idrætten, og derfor skal Parasport Danmark også være med i DM-ugen, så vi kan profilere særlige parasportsidrætter, hvor vi deltager med el-hockey og kørestolsrugby. Lige så væsentligt er det, at vi også kan vise, at parasportsatleter kan inkluderes i andre specialforbunds DM-er. Derfor er vi glade for, at vi i samarbejde med SVØM og Dansk Atletik Forbund inkluderer parasportsatleter i DM i svømning og atletik, siger Søren Jul Kristensen.
Sådan oplever du parasport ved DM-ugen:
- Kørestolsrugby afvikles søndag 26. juni i Gigantium fra 11.00-18.00. Ved DM-ugen afvikles et Final 4-stævne med deltagelse af Parasport Frederiksberg Falcons, Aarhus Burnouts, Full-Pull Viborg og Valhalla Warriors fra Odense
- Også i el-hockey afvikles der et Final 4-stævne, hvor de fire bedste hold fra den danske 1. division vil kæmpe om guldmedaljerne. Det drejer sig om Københavns El-hockey Klub, Aabenraa Lions, Aarhus Rolling Tigers og Orient Red Bull fra Rødovre. Oplev el-hockey i Gigantium søndag den 26. juni fra 10.30-15.00
- I atletik stiller Daniel Wagner op i længdespringskonkurrencen sammen med de øvrige atleter uden handicap. Længdespringskonkurrencen finder sted på Honnørkajen fredag den 24. juni fra kl. 18.00-20.00.
- Frame Running-konkurrencerne afvikles på Skovdalen Atletikstadion søndag den 26. juni fra 12.00-18.00, hvor der løbes på tværs af klasser.
- Danmarksmestrene skal også findes i svømning, som finder sted i Nørresundby Idrætscenter lørdag den 25. juni fra 18.00-18.30 og søndag den 26. juni fra 17.15-17.45
Der er fri entré ved DM-ugen, men du kan også følge med fra afstand, da DR1 vil være til stede ved sportsfesten hele weekenden samt på DM-ugens sociale kanaler.
Bag eventet står DIF - i tæt samarbejde med de mange specialforbund - og værtsbyen Aalborg, der danner rammen om historiens første DM-uge.