Parasport Danmark logo hvid.png

Powerchair floorball præsenterer ny landstræner

Anders Thimm, der til daglig spiller ishockey professionelt i Norge, får ansvaret for at guide de danske verdensmestre i powerchair floorball til en EM-titel på Musholm i 2024.

Powerchair floorball præsenterer ny landstræner

Efter en rekrutteringsproces har landsholdet i powerchair floorball fundet afløseren for tidligere træner Rasmus Yder, der sagde stop efter Danmarks VM-triumf i 2022. Ny mand i front er 34-årige Anders Thimm, der er helt ny i parasporten, men kommer med masser af erfaring fra ishockey og floorball.

Formanden for Powerchair Floorball Danmark, Danni Hillbrandt-Mogensen, glæder sig over aftalen.
- Anders har en virkelig spændende profil, som vores landshold helt sikkert kommer til at nyde godt af. I modsætning til tidligere trænere, så kommer han udefra uden det store kendskab til, hvordan powerchair floorball normalt spilles. I mine øjne er det mere en fordel, end det er en ulempe. For med hans erfaring og indsigt i både ishockey og floorball, kan han komme med helt nye tekniske og taktiske perspektiver, som er vildt interessante at få bragt ind i landsholdets spil, og som uden tvivl vil tilføre helt nye dimensioner og strenge at spille på, siger han.

Anders Thimm kommer til at kombinere tilværelsen som professionel ishockeyspiller i norske KIK Lions med jobbet som cheftræner for powerchair floorball, og han deltager i alle tre landsholdssamlinger, der er planlagt for resten af 2023. Når den norske ishockeysæson slutter i februar, vil han for alvor rette fokus mod EM på Musholm i oktober 2024.

- Jeg har et stort ønske om at lære fra mig, og jeg glæder mig til arbejdet med denne her gruppe spillere. Jeg ved, de har samme tilgang til deres sport, som jeg selv har, og forhåbentlig kan jeg bidrage med noget ekstra vindermentalitet, humor og kammeratskab. Mit mål er, at vi vinder EM næste år både på banen og uden for banen, siger Anders Thimm.

Danni Hillbrandt-Mogensen er overbevist om, at Anders Thimm er den rette til at føre holdet til tops på hjemmebanen i Slagelse.
- Anders kommer med den ekstreme professionalisme, dedikation og vindermentalitet, der skal til for, at vores landshold endnu en gang kan gå hele vejen. Han har stor personlig erfaring med, hvad det vil sige at være en del af et hold og et fællesskab, og hvor målsætninger kun opnås ved, at alle arbejder benhårdt. Derfor er han heller ikke bange for at stille store krav og forventninger til sig selv og alle andre på holdet, og det bliver der brug for, hvis vores landshold skal forblive i den absolutte verdenselite og indfri målsætningen om at vinde EM næste år, siger han.

Danmarks nye landstræner samler efter planen sine spillere første gang til november.

Følg det danske landshold i powerchair floorball på Facebook her.

 

Anders Thimm er ny landstræner i powerchair floorball. Foto: Privat
Anders Thimm er ny landstræner i powerchair floorball. Foto: Privat

Om Anders Thimm

Danmarks nye landstræner i powerchair floorball bor i norske Kristiansand, hvor han spiller ishockey professionelt i den lokale 2. divisionsklub KIK Lions.

Han er født i Aalborg, hvor han tidligere har spillet fem sæsoner på klubbens ungdomshold.

Anders Thimm vil kombinere landstrænerjobbet med ishockeykarrieren i Norge, men udover at lede landsholdets samlinger står han til rådighed for spillerne telefonisk eller via online møder, ligesom de danske klubber kan invitere ham til arrangementer og træninger.

Han fremhæver selv sin vindermentalitet som sin mest karakteristiske egenskab:
- Jeg vil ikke bare vinde, jeg vil køre de andre landshold over. Jeg vil altid have det næste mål.