Parasport Danmark logo hvid.png

Parasport 2-2022 er udkommet

Årets anden udgave af vores medlemsblad Parasport er netop udkommet med masser af interessant læsestof til ferien.

Parasport 2-2022 er netop udkommet.
Parasport 2-2022 er netop udkommet.

I denne udgave af bladet zoomer vi ind på en problemstilling, der er blevet et væsentligt tema blandt mennesker med fysiske handicap – nemlig udfordringer med at få bevilget støtte til særligt idrætsudstyr for at kunne dyrke den sport, man drømmer om. I kan bl.a. læse om Nikolaj, Lasse og Michael, der alle har kæmpet en kamp med deres respektive kommuner for at få støtte til idrætsudstyr. De mange afslag vækker bekymring, og det har vi bedt social- og ældreminister Astrid Krag om at forholde sig til. Læs både hendes betragtninger og Parasport Danmarks formand John Peterssons reaktion.

Derudover kan I læse en fantastisk historie om, hvordan parataekwondokæmper Lisa Kjær Gjessing og landstræner Bjarne Johansen har hjulpet 13 ukrainske parataekwondokæmpere med at komme til Danmark fra deres krigshærgede hjemland, og senere i magasinet sætter vi fokus på dansk paraskydning, der udvikler sig meget i øjeblikket og har et klart mål om, at de danske skytter igen skal kunne blande sig i toppen ved de store internationale mesterskaber.

Vi bringer selvfølgelig også et dejligt gensyn i ord og billeder på forårets store højdepunkt i Kolding, nemlig Special Olympics Idrætsfestival 2022, hvor vi endelig igen kunne være samlet om sport og fællesskab.   

Alt dette og meget kan I læse om i bladet, som I finder via linkene herunder:

Læs det nye nummer af Parasport i web-version her  (velegnet til højtlæsningsfunktion).

 

Om magasinet Parasport
Parasport er Parasport Danmarks medlemsblad, der udkommer fire gange årligt. Med Parasport får du nyheder, portrætter, debat og baggrund fra parasportens fascinerende verden. Bladet er gratis for Parasport Danmarks medlemmer, og alle, der er medlem af en klub under Parasport Danmark, kan gratis få leveret bladet i postkassen fire gange om året. Læs mere om hvordan ved at klikke her.