JYSK donerer knap en million kroner til Parasport Danmark
Onsdag blev de paralympiske medaljetagere hyldet ved et arrangement på HimmerLand for atleterne, deres familier, Parasport Danmark og sponsorer. JYSK kunne her overrække en check på 848.100 kroner efter salg af lodsedler.
I ugerne op til og under de Paralympiske Lege i Tokyo kunne kunder i alle danske JYSK-butikker købe lodsedler. Her var der mulighed for at vinde gavekort til JYSK og i hovedpræmie en Toyota Aygo, mens salget gik ubeskåret til Parasport Danmark.
Salget er nu blevet gjort op, og i perioden blev der solgt hele 33.924 lodsedler. Da lodsedlerne kostede 25 kroner stykket, bliver det til en samlet donation på 848.100 kroner. Dermed overgår salget et lignende forud for PL i Rio de Janeiro i 2016, hvor der blev solgt knap 31.000 lodsedler.
- Vi er glade for, at vi endnu engang kan støtte de danske para-atleter med et flot beløb. Alle vores kollegaer ude i butikkerne har virkelig gjort en stor indsats for at få solgt så mange lodsedler som overhovedet muligt, og vi håber, at det kan være et godt rygstød frem mod de Paralympiske Lege i Paris 2024, siger Bo V. Andersen, Country Manager i JYSK Danmark.
Hyldest for PL-medaljetagerne
Checken blev onsdag overrakt ved et arrangement på HimmerLand, hvor de danske medaljetagere ved PL blev hyldet af familier, Parasport Danmark og sponsorer. Parasport Danmarks formand, John Petersson, og direktør, Ivan Løvstrup, tog imod checken.
- Vi sender en stor tak til JYSK, JYSKs kunder og ikke mindst alle de butiksmedarbejdere landet over, der har knoklet for at gøre PL-lotteriet til en succes, mens vores danske atleter har kæmpet om medaljer i Tokyo. Overskuddet fra salget af lodsedler sikrer gode rammer om atleternes forberedelser til de næste store mål og er med til at løfte Parasport Danmarks indsats for at udvikle næste generation af danske PL-deltagere, siger John Petersson.
JYSK har været hovedsponsor for Parasport Danmark siden 1989. Tidligere på året kørte JYSK også en kampagne i forbindelse med salg af puder. Her lød den samlede donation på 194.780 kroner til Parasport Danmark.