Fuld fart på "Keglerne" i Bramdrupdam
DM i rekruttering brager derudad, og alle klubber arbejder målrettet med deres rekrutteringsindsats, som skal få børn og unge med handicap med til idræt. I Bramdrupdam Gymnastikforening har de oprettet ”Keglerne” – et hold for børn, der trives bedst i tilpassede rammer.
Holdnavnet ”Keglerne” er ment med et glimt i øjet. Det skinner tydeligt igennem, når Mette Damkjær, der er træner for holdet, fortæller om opstarten.
- Holdet startede op med to tilmeldte børn. Hver torsdag mødte de op med en glæde, som er svær at beskrive. De udviklede sig fra gang til gang, og kom glade og fortalte, at de havde øvet sig på at stå på ét ben hjemme, eller at de havde fået nye sko. Begge dele med den største stolthed i stemme og øjne. Det var det fedeste. Var det en af de dage for mig, som egentlig bare skulle overstås, ændrede det sig hurtigt, når jeg mødtes med ”Keglerne”.
Forud for holdopstarten havde Mette gjort sig tanker om, i hvilket omfang forældrene skulle inddrages i træningen, og hvorvidt børnene kunne løsrive sig og fokusere på gymnastikken, hvis forældrene var til stede, men det viste sig hurtigt ikke at være en udfordring.
- Jeg havde en idé om, at forældrene ikke skulle være inde i hallen, imens vi trænede. Men erfaringen blev, at det var ligemeget, om de var der eller ej. Børnene var så optagede af gymnastikken, at de ikke blev forstyrret af forældrene.
Hver torsdag eftermiddag kl. 16.00 har Mette børnenes udelte opmærksomhed, og forældrene er til stede til at dele deres børns glæde ved at bevæge sig, samtidig med at de kan give en hjælpende hånd med til redskaberne.
- Jeg oplevede, at forældrene, der var i hallen var, fik en stolthed over deres børn. De oplevede, at de blev bedre og bedre og kunne ting, som forældrene ikke vidste. Ligeledes var der altid hjælp til redskabsbanerne, sådan at vi havde flere muligheder og mere tid til træningen.
Selvom ”Keglerne” er et af Bramdrupdam Gymnastikforenings mindste hold og er forbeholdt børn med særlige behov, er det lige så stor en del af foreningen som alle andre gymnastikhold.
- Keglerne er en del af BGIF på lige fod med andre hold på trods af det lave deltagerantal. Vi er en del af opvisningen, hvilket kan lade sig gøre, fordi resten af foreningen bakker op. Vi fik lov at øve i den store hal, hvor opvisningen foregik, en måned inden opvisningsdagen. Vi var det første hold, der gik på gulvet efter fælles indmarch, som vi også deltog i. Der var reserveret pladser til forældrene, så børnene vidste, hvor mor og far sad. Vi havde samme T-shirts på som resten af foreningen – børnene fik bare lov at vælge deres egne farver, hvilket gjorde, at vi kom på gulvet i hver sin farve.
Keglerne træner hver torsdag eftermiddag kl. 16.00 til 16.55 i hal 2 i Bramdrupdam Sports- og Mødecenter, og både børnene og Mette glæder sig til hver træning. Læs mere om Bramdrupdam Gymnastikforening ved at klikke her.