Frederiksberg Stadion bliver centrum for verdensklasse para-atletik
For 26. gang er Frederiksberg Stadion rammen om World Abilitysport International Frame Running Camp & Cup. Fra 19.-26. juli konkurrerer 75 atleter fra 18 lande i den danskopfundne atletik-disciplin for atleter med handicap, der påvirker balanceevnen.
Der er lagt op til både træning, sociale aktiviteter og konkurrence, når Frederiksberg Stadion lægger løbebane til et verdensomspændende Frame Running-camp. Det er Parasport Frederiksberg, der sammen med World Abilitysport og Parasport Danmark står bag begivenheden.
Ved Frame Running Camp & Cup samles atleter, hjælpere og ledere fra hele verdenen. Her er der gennem Campen fokus på træning, klassifikation, teknisk assistance, trænerkursus og erfaringsudveksling landene imellem, mens der ved afslutningsstævnet World Abilitysport International Cup i dagene 23.-25. juli konkurreres i distancer på 40 m til 5000 m med deltagelse af verdens bedste Frame Running-atleter, heriblandt flere danske løbere.
- Vi ser et blomstrende internationalt Frame Running-miljø, hvilket stævnet endnu engang beviser. Jeg er glad for, at vi kan tiltrække så mange atleter fra hele verden, hvor der både er fokus på at dyrke de sociale relationer, sikre en fælles udvikling af sporten og konkurrence på højeste niveau. Samtidig har vi rekordstor tilslutning til trænerkurset, der afholdes parallelt med campen, siger Mansoor Siddiqi, der sammen med tidligere kørestolsracer Connie Hansen har opfundet Frame Running-disciplinen i 1991.
- Disse begivenheder er et vigtige for at skabe geografisk udbredelse, teknisk knowhow og større konkurrenceintensitet, således at grundlaget for at have Frame Running på atletik-programmet ved de Paralympiske Lege i Los Angeles i 2028 forbedres, lyder det fra Mansoor Siddiqi.
Frame Running er en innovativ sport for handicappede med hæmmet balance. En Frame Runner er en specialbygget 3-hjulet "løbecykel" uden pedaler, hvorpå balancen ikke er et problem. Derfor er Frame Running en oplagt sportsmulighed for blandt andre gigtramte, amputerede og mennesker med cerebral parese.
Pressen er velkommen
Åbningsceremonien ved World Abilitysport International Cup finder sted lørdag den 22. juli 2023 kl. 13.00 på Frederiksberg Stadion, hvor pressen og alle øvrige interesserede er meget velkomne. Ved åbningsceremonien vil der være indmarch for landene og nationalmelodier, inden stævnet officielt åbnes af Thomas Bach, næstformand i DIF. Det vil desuden være muligt at lave interviews med arrangører og deltagere.
Om Frame Running
Opfundet i Danmark i 1991.
I dag udbredt til 30 lande verden over.
Den særlige løbecykel giver mennesker, der til daglig kun kan komme rundt i elektrisk kørestol, manuel kørestol eller gangrollator, mulighed for at bevæge sig rundt ved egen kraft og giver selv de sværest handicappede en følelse af at bevæge sig frit og løbe.