Formandens jule- og nytårshilsen 2021
Formand John Petersson ser tilbage på et år, hvor Parasport Danmarks 50 års-jubilæum sammen med de Paralympiske Lege i Tokyo og fortsatte corona-udfordringer i idrættens verden trækker de store overskrifter.
Kære venner i parasporten
2021 har på mange måder været et helt specielt år. Vi har fejret et jubilæum og jublet over sportslige triumfer i Tokyo, og Parasport Danmarks sommeraktiviteter og Special Olympics skolefodbolden var med stor succes tilbage efter et års tvungen coronapause. Til gengæld blev der heller ingen Special Olympics Idrætsfestival i 2021, og vi ved, at store dele af foreningsidrætten – også i parasporten – har været ramt af senfølger oven på coronanedlukningen.
Parasport Danmarks 50 års-jubilæum har selvfølgelig fyldt meget i år – for mig, vores bestyrelse og forbundets ansatte. Jeg er også glad og taknemmelig for, at så mange klubber, atleter, sponsorer og samarbejdspartnere ønskede at tage del i fejringen. Først og fremmest er det glædeligt, at det lykkedes at samle så mange af jer til vores reception i Idrættens Hus den 29. oktober. Det var en rigtig god anledning til at mindes de skelsættende øjeblikke og store personligheder i vores fælles historie.
Det har også været en stor fornøjelse at opleve, hvordan vores jubilæumspulje er blevet udnyttet af klubber og idrætsudvalg til at bringe fejringen helt tæt på medlemmerne. Tak til alle jer, der har været proaktive og opfindsomme i løbet af året.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ligesom mange af vores klubber og idrætsudøvere havde håbet på, at vi også kunne fejre jubilæum med den ottende udgave af Special Olympics Idrætsfestival. Men det stod hurtigt klart for os og værtskommunen Frederikshavn, at omstændighederne heller ikke tillod en værdig gennemførsel i år – med sport, fest og naturligvis deltagelse af klubber fra hele landet samt vores nordiske naboer. Idrætsfestivalen blev aflyst, men heldigvis har Frederikshavn meldt sig på banen som vært i 2024, så de mange spændende planer og forberedelser kan blive forløst.
Så længe behøver vi dog ikke vente på Special Olympics Idrætsfestival, der allerede til maj næste år kommer til Kolding. Forberedelserne er i fuld gang og tilmeldingen åbner her til januar. I Parasport Danmark mærker vi tydeligt, at vi samarbejder med en kommune, der virkelig vil parasporten og aktivt bruger sit værtskab til at udvikle de lokale idrætstilbud for mennesker med udviklingshandicap. Det er en fornøjelse at medvirke til.
Mens vi herhjemme valgte ikke at gå gennemføre Special Olympics Idrætsfestival for enhver pris, holdt Japan, IOC og IPC fast i at gennemføre OL og de Paralympiske Lege trods de mange væsentlige udfordringer og kompromiser, coronapandemien nødvendiggjorde for arrangører og deltagere. Tokyo 2020 skal have stor ros for, at det hele lykkedes.
PL i Tokyo var mit første som formand for Parasport Danmark. Det var en stor og mindeværdig oplevelse særligt takket være de 25 danske atleter, der leverede den ene toppræstation efter den anden. Især var det et højdepunkt at være vidne til Tobias Thorning Jørgensens triumfer på det olympiske ridestadion, hvor jeg fik æren af at overrække ham guldmedaljen for hans suveræne sejr i den individuelle test. Det var Danmarks første medalje i Tokyo, men nr. 300 i alt til Danmark ved PL siden den første i 1976.
Legene i Tokyo var også en god mulighed for at se, hvordan samarbejdet omkring den danske PL-deltagelse fungerer i praksis mellem Parasport Danmark, DIF og Team Danmark. I vores forbund har vi kæmpet for, at PL-atleterne skulle opnå ligestilling med OL-atleterne. Det gælder både før, under og efter deltagelsen i de Paralympiske Lege. Med DIF som operatør på PL, flere ressourcer i forberedelsesfasen og øget adgang til ekspertbistand føler vi, at vi er kommet et kæmpe skridt på papiret. Og min klare opfattelse er, at de danske atleter også mærker udviklingen i praksis. Det er fantastisk ikke bare for de bedste atleter, men for fremtidens talenter og parasporten generelt.
Det blev også til et spændende første møde med Danmarks kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen i Tokyo. Vi fik god lejlighed til både at nyde sporten fra tilskuerrækkerne, der på grund af Japans strenge coronarestriktioner var stort set tomme, samt drøfte vilkår og perspektiver for parasporten i Danmark. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at legene gjorde et stort indtryk, og det er min klare fornemmelse, at kulturministeren generelt ser stor værdi i idrætten for mennesker med handicap og særlige behov.
Jeg glæder mig til at fortsætte dialogen og samarbejde med ministeren herhjemme, hvor Parasport Danmark sigter efter i højere grad at blive en markant og synlig idrætspolitisk aktør, der agerer strategisk og med stor samfundsmæssig gennemslagskraft til gavn for alle mennesker med et handicap eller særlige behov. Til at udvikle organisationen og føre Parasport Danmarks vision og strategi ud i livet har vi ansat Ivan Løvstrup som ny direktør og Hanne Hede som økonomichef. Det er et stærkt makkerpar, og de kommer til at sætte et stort præg på parasporten de kommende år.
Indflydelse søger vi også internationalt, og i dansk idræt har vi altid tilstræbt at sidde med, der hvor beslutningerne skal træffes. Jannie Hammershøi har siden 2013 været en dygtig og højt respekteret præsident for International Blind Sports Federation (IBSA). Efter otte år på posten måtte hun give taktstokken videre i oktober, men hele parasporten skylder hende stor tak for indsatsen, og jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet i Parasport Danmarks bestyrelse.
Takket være idrætspolitikere som Janni nyder Danmark stor international anseelse. Det nød jeg bl.a. godt af, da jeg på IPC’s virtuelle generalforsamling i december blev valgt ind i IPC’s bestyrelse, hvor jeg tidligere har siddet med fra 2013 til 2017. Derfor kender jeg også vigtigheden at have en stemme i netop det selskab og kæmpe for, at parasporten og de Paralympiske Lege udvikler sig i den retning, vi mener er den rigtige.
På vegne af Parasport Danmarks bestyrelse vil jeg gerne slutte min hilsen af med at sende en stor tak til alle de frivillige trænere og ledere samt ansatte, sponsorer og samarbejdspartnere, der er så afgørende for, at parasporten i Danmark fungerer og udvikler sig. Og endelig skal der lyde en særlig tak til forbundets direktør og administrationschef igennem 20 år, Niels Christiansen, der besluttet at gå på pension. Niels har betydet ubeskriveligt meget for Parasport Danmark, og han har for mig personligt været en stor hjælp og ressource, siden jeg tog over som formand i 2018.
Glædelig jul og et lykkebringende nytår til jer alle. Jeg glæder mig til at kæmpe for parasporten sammen med jer i 2022.
John Petersson
Formand, Parasport Danmark