80.000 børne- og ungetrænere skal have mere viden og aflægge trænerløftet
DIF og specialforbundene lancerer et løft af alle trænere, der har med børn og unge at gøre. Formålet er at klæde trænerne på til at skabe de bedste rammer for leg og læring og tage hånd om de behov, som børnene møder op med.
Næsten alle danske børn er i løbet af deres opvækst medlem af en idrætsforening. Og rigtig mange kan pege på en træner, der har haft en helt særlig rolle i deres liv.
For at give trænerne de bedst mulige vilkår lancerer DIF-idrætten i dag et ’trænerløfte’ til alle trænere i børne- og ungeidrætten. Løftet består af et e-læringskursus med øvelser, der skal få trænerne til at reflektere over deres træning og trænerrollen, og det hele afsluttes med, at der aflægges et løfte, hvor trænerne lover, at de vil dygtiggøre sig selv og deres udøvere “gennem gode, sjove og inddragende oplevelser.”
- Vores foreninger har ansvaret for flere end 850.000 børnemedlemmer. Det forpligter, for trænerne er nogle af de centrale figurer i rigtig mange børns liv. Trænerløftet er vores pendant til lægeløftet. Idrætsforeningerne er allerede der, hvor børnene trives bedst, men vi vil gerne give trænerne de bedste muligheder for at lykkes, så vi får endnu flere børn og unge, der er glade og vokser i vores idrætsforeninger, siger Karin Ingemann, der er udviklingschef i DIF.
Trænerløftet er blevet til i samarbejde med DIF’s forbund, og målsætningen er, at 80.000 trænere skal have aflagt løftet inden udgangen af 2027.
Fakta om trænerløftet
- Trænerløftet består af et gratis e-læringskursus på en halv times varighed, der rundes af med et ’trænerløfte’
- Trænerløftet kan tages af alle trænere tilknyttet en forening under DIF, men er primært tiltænkt børne- og ungetrænere
- Formålet er at skabe idrætstilbud med fokus på stærke fællesskaber, medbestemmelse blandt børn og unge og en udvikling i deres kompetencer
- Trænerløftet skal aflægges af 80.000 trænere inden udgangen af 2027
Det står der i Trænerløftet
Som træner vil jeg igennem gode, sjove og inddragende oplevelser dygtiggøre mine udøvere og mig selv.
Jeg vil gøre mig umage med
- At skabe et udviklende, motiverende og respektfuldt trænings- og konkurrencemiljø
- At være nysgerrig og udvikle mig løbende som træner
- At træne alle udøvere ud fra de forudsætninger, de har