Debat: Mennesker med handicap skal i den røde zone
Mennesker med handicap har brug for kærlighed og omsorg, men også udfordringer. Og passer vi ikke på som pårørende og fagprofessionelle, bliver forsøget på at skærme imod risici en risikofaktor i sig selv.
Af Mie Maar Andersen, konsulent og ph.d., Videnscenter om handicap
For nogle år siden holdt jeg et oplæg for forældre til børn med CP, og det var tydeligt, at nogle i kærlighed til deres børn, havde store bekymringer ved at lade dem gå til de idrætter, børnene ønskede. De var bange for, at deres børn skulle lide nederlag, blive mobbet og erfare, at de ikke kunne følge med.
Det er forståeligt, at man som forælder vil vise omsorg, men for meget omsorg kan være problematisk, for man risikerer at opbygge usikkerhed frem for tro på egne evner i sit barn. Usikkerhed om hvem man er som menneske, og hvad man må, kan og tør.
Mennesker med handicap bliver i mange sammenhænge opfattet som sårbare individer, der har behov for en stor grad af tryghed, støtte og rutiner. En tilgang som er båret af de bedste intentioner, og som i mange tilfælde er hensigtsmæssig. Men ønsket om at yde omsorg kan i nogle tilfælde, paradoksalt nok, blive en direkte risikofaktor, der bremser udvikling og oplevelsen af at leve et værdigt liv. Det kan ske, når etableringen af tryghed bliver til overbeskyttelse, støtte til at vi tager ansvaret fra barnet og rutiner til et fravalg af nye oplevelser og udfordringer.
En ”omvendt Pippi”
I Astrid Lindgrens fortællinger om Pippi Langstrømpe, siger hun et sted: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!"
Men når børn med handicap ikke udfordres, er konsekvensen ofte, at de ikke ved, hvad de kan forvente af deres egne evner. En mangel som betyder, at udfordringer ofte mødes med en ”omvendt Pippi”: ’Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert IKKE’. En oplevelse af manglende evner der gør, at mange træffer det sikre valg – nemlig at forholde sig passivt – og undlader at deltage i aktiviteter og fællesskaber.
Jeg har ikke tal på hvor mange børn, unge og voksne med handicap, jeg har mødt, som har sagt ordene ’det kan jeg ikke’, når jeg har præsenteret dem for en udfordring. Alligevel har der ikke været grænser for, hvad vi sammen har opnået, når vi har haft tiden, tilliden og er gået roligt, men beslutsomt frem.
Kort sagt gør vi mennesker med handicap en stor bjørnetjeneste ved at afskærme fra de udfordringer og knubs, livet byder på. Også selvom det gøres i bedste mening.
Den røde zone
Forskning viser, at udfordrende aktiviteter i trygge relationer kan medvirke til betydelig personlig udvikling. Igennem min ph.d. har jeg beskrevet udviklingsstadiet ’den røde zone’. Det er en udviklingszone, der for deltagere umiddelbart opfattes som komplet uoverkommelig, men som i realiteten kan mestres med den rette støtte og de rette tilpasninger. I modsætning til hvad mange tror, er det faktisk sundt, lærerigt og meget udviklende at befinde sig her, hvis det sker kontrolleret og i kortere tid – uanset graden af handicap. Mennesker med handicap, der har lave forventninger til sig selv, kan få nogle meget betydningsfulde oplevelser, der styrker troen på egne evner, når situationen i ’den røde zone’ overkommes.
Ph.d.’en tager udgangspunkt i sportscamps for mennesker med CP. Rød zone-teorien bygger på konkrete oplevelser i udfordrende idrætter såsom kajak, udspring fra vipper og klatring. Det er dog en pointe, at man kan møde den røde zone mange steder i sit liv; f.eks. til jobsamtalen, i trafikken, i mødet med nye mennesker eller på den første date.
Selvom oplevelser i rød zone kan skabe følelser af ængstelse eller mangel på kontrol, er det afgørende, at fagprofessionelle og pårørende tør være med til at understøtte den uundværlige udvikling, som udfordrende oplevelser kan give. Der er ikke tale om at smide mennesker ud, hvor de ikke kan bunde og lade dem stå alene med følelser af angst eller inkompetence. Tværtimod er det vigtigt, at vi er klar til at anerkende de svære følelser og støtte på den bedst mulige måde. Det er nemlig samtidig at sende et signal om, at vi tror på mennesker med handicap. At vi opfatter dem som ressourcestærke personer, der på lige fod med andre, har evnerne til at mestre mange af de udfordringer, man møder. Hvis ikke ens nærmeste eller samfundet sender det signal, hvorfor skulle man så tro på sig selv? At turde udfordre er at vise tillid og omsorg, så mennesker med handicap ikke snydes for store oplevelser og livserfaringer.