Leder: Viden nedbryder barrierer
Af John Petersson, formand for Parasport Danmark
Fysisk aktivitet er afgørende for vores folkesundhed herhjemme. Og mens over halvdelen af den voksne befolkning dyrker sport og motion, er den kedelige kendsgerning, at personer med funktionsnedsættelser er mindre repræsenteret i idrætten end den øvrige befolkning.
Det arbejder vi hver dag for at gøre bedre ved at tilbyde attraktive og lettilgængelige idrætsmiljøer for alle med et handicap eller særlige behov - og ved at styrke vores vidensgrundlag om de udfordringer, der spænder ben for et aktivt liv.
Derfor er jeg glad for, at vi kort før sommer kunne offentliggøre en ny rapport sammen med Idrættens Analyseinstitut, der skaber et vigtigt og samlet overblik over, hvilke barrierer og potentialer personer med funktionsnedsættelse kan opleve i forbindelse med at deltage i idræt.
Med rapporten i hånden har vi et solidt grundlag at arbejde videre ud fra. Og et fælles ståsted hvorfra vi kan kaste lys på nogle af de benspænd i samfundet, i idrætsforeningerne og på det personlige plan, som vi i endnu højere grad skal arbejde strategisk med at nedbryde.
Eksempelvis peger rapporten på, at det er lige så væsentligt at arbejde med det enkelte menneskes opfattelse af, hvad der er muligt, attraktivt og trygt, som med selve adgangen til tilbuddene. Angsten for at skille sig ud, bekymring for skader, træthed, manglen på rollemodeller og beskyttertrang fra forældre er nogle af de barrierer, der fylder mest hos den enkelte – og som i sidste ende kan betyde et fravalg af idræt frem for et tilvalg.
De udfordringer og potentialer, der bliver fremhævet og dokumenteret i undersøgelsen, kalder på handling og helhedsorienterede løsninger. I Parasport Danmark forsøger vi at sætte offentligt fokus på barriererne i medierne, fx gennem debatindlæg i Politiken og Idrætsmonitor, og ved aktivt at tage løsningsorienterede dialoger med vores mange samarbejdspartnere i parasporten, idrætten og kommunerne. Fremadrettet skal vi også være endnu bedre til at sikre, at vores kurser, aktiviteter, kommunikation m.m. er med til at skabe muligheder.
Med viden kan vi nedbryde barrierer. Og det starter allerede i ungdomsårene, hvor kimen til et aktivt liv i overvejende grad bliver lagt.