Parasport Danmark logo hvid.png

DM-drømmen gik i opfyldelse

Parasport Danmark og forbundets atleter fik sidste weekend i juni opfyldt et stort ønske. Her deltog paraatleterne på lige fod med den almene idræt ved DM-ugen i Aalborg. Parasport fulgte flere af atleterne på finaledagen.

El-hockey formand Alexander Ibsen (med bolden), synes det er enormt vigtigt, at parasporten deltager i DM-ugen sammen med almenidrætten.
FOTO: MICHAEL BO RASMUSSEN / BAGHUSET

Tekst: Mikkel Viken

Hjulene hviner, screeningerne sættes og kommandoerne bliver udstukket med lungernes fulde kraft i Gigantium. El-hockey kan for det utrænede øje momentvis ligne kaos, men spillerne ved præcis hvilke knapper, der skal skrues på for at opnå succes på banen.
Denne regnvåde søndag i juni er ikke som alle andre dage for de danske el-hockeyspillere. Det er første gang nogensinde, at de er inkluderet på lige fod med den almene idræt ved DM-ugen i Aalborg. Det samme gør sig gældende for resten af Parasport Danmarks deltagende atleter.

- Det er sindssygt vigtigt, at vi paraatleter deltager i DM sammen med alle de andre sportsgrene. Det er dejligt at blive accepteret og anerkendt, for selvom vi har et handicap, så har vi samme kampgejst og vil konkurrere som alle andre. Det er med til at arbejde på den generelle accept af, at mennesker med handicap også har ressourcer og ting at byde på, lyder det fra formand for Parasport Danmarks El-hockey, Alexander Ibsen, der selv deltager som spiller for Aarhus Rolling Tigers.

Det største i karrieren
Ved turneringen duellerer fire af Danmarks bedste hold om DM-titlen. En af favoritterne til at løbe med guldet er København El-hockey Klub. Her spiller Nicklas Charlton - eller el-hockeyens grand old man – som han bliver kaldt i disse kredse. Charlton voksede op i en skøjtehal med en far, der var professionel ishockeyspiller. Han ønskede selv at glide over isen med en stav i hænderne, men da omstændighederne umuliggjorde dette, forelskede han sig i el-hockey. Han begyndte til sporten som syvårig i 1992, og i dag er han den dansker, som har spillet el-hockey i flest år. Han har i sine 30 år prøvet meget, men denne dag slår alt.   

- Jeg kan godt mærke, at det er noget andet end en normal ligakamp. Det er kæmpestort at være en del af. Jeg håber, at deltagelsen i DM-ugen kan give sporten lidt mere opmærksomhed, end den normalt får. Vi er vant til at være den her lille, lukkede gruppe, men det er forhåbentligt et godt vindue til at udbrede el-hockeyen, siger Nicklas Charlton.

Det er kæmpestort at være en del af.
- NICKLAS CHARLTON, EL-HOCKEY


Grundlag for medlemsvækst
Den rutinerede hockeyræv sætter fokus på et problem, som har ramt mange sportsgrene siden coronapandemien lukkede landet ned. Et faldende medlemstal er også en kendsgerning for el-hockeyen, som er gået fra 200 til cirka 130 udøvere.
Derfor var formanden også glad for at se, at børn med og uden handicap fik prøvet de sportsstole, som stod linet op til nysgerrige sjæle i den ene ende af hallen.
- Det er gået rigtig godt. Der har været en del besøgende, og jeg vil nok vurdere, at der har været mellem 60-70 mennesker, vi ikke har set før. Det er dejligt, at vi får vist sporten, så vi kan få nye medlemmer. Jeg føler, det har været en succes og med de erfaringer, vi har gjort, er jeg sikker på, at vi kan lave det endnu federe næste år, siger Alexander Ibsen.

Alexander Hillhouse (tv.) og Nis Heide Pinnerup lykønsker hinanden. FOTO: ALLAN NIELSEN / EVENTMEDIA
Alexander Hillhouse (tv.) og Nis Heide Pinnerup lykønsker hinanden. FOTO: ALLAN NIELSEN / EVENTMEDIA
Jeg har ikke oplevet en lignende stemning i Danmark før, og uden den havde vi ikke sat så mange rekorder.

Inferno i svømmehallen
Otte kilometer nord for Gigantium, på den anden side af Limfjorden, er halgulvet skiftet ud med et svømmebassin i Nørresundby Idrætscenter. Bassen fra højtalerne sender vibrationer gennem kroppen, mens larmen fra tilskuerne overdøver alle tanker. Det er et rent inferno, som omringer svømmerne i vandet.
Denne søndag bliver der konkurreret om et hav af medaljesæt. Det vækker glæde hos assisterende landstræner for parasvømmerne, Mads Clausen, at der har været fokus på inklusion til DM-ugen.

- Det er en stor oplevelse for dem at svømme på så stor en scene og med så mange mennesker i hallen. Det er skønt, de er blevet en integreret del af DM, hvor de har deres egne løb og kan konkurrere på deres vilkår, lyder det fra Mads Clausen.

Dagen forinden var de første medaljer blevet uddelt. Derfor var parasvømmerne nede til medaljeoverrækkelse på Aalborg Havn, som var det store samlingspunkt under DM-ugen.

- De vokser lige et par centimeter, når de står sammen med alle de andre atleter. Det er fantastisk at mærke entusiasmen. Det er tydeligt, at DM-ugen er noget, de har set frem til, siger den assisterende landstræner.


Danske rekorder på stribe
Efter samtalen smutter Mads Clausen ned til sine svømmere. De skal alle i vandet om kort tid. Parasvømmerne konkurrerer mod hinanden på kryds og tværs af handicap, men for at få et retfærdigt løb svømmer de efter verdensrekorden, i den klasse de tilhører. Dermed er det ikke givet, at det er den med den hurtigste tid, som vinder.

Den noget større kulisse og stemingen i hallen gør parasvømmerne godt. Der bliver sat flere danske rekorder hos både herrerne og damerne. Freja Kvist og Camilla Witt fordeler guldmedaljerne mellem sig hos kvinderne, mens stortalentet Alexander Hillhouse rydder bordet i mændenes konkurrencer.

- Det er gået rigtig godt. Jeg er glad for weekenden, hvor jeg har sat tre danske rekorder og vundet to guldmedaljer. Jeg har ikke oplevet en lignende stemning i Danmark før, og uden den havde vi ikke sat så mange rekorder, lyder det fra Alexander Hillhouse, som kort forinden DM havde vundet to medaljer ved Para-VM på Madeira.

Svømmetalentet er sikker på, at inklusionen vil skabe fremgang for svømmere med handicap.

- Der er mange parasvømmere, som aldrig har prøvet det her før, men det giver alle et løft. Vi bliver bedre svømmere. Det kan tydeligt ses på de mange rekorder, siger en smilende Danmarksmester.

Tilbage i Gigantium må Alexander Ibsen og Aarhus nøjes med bronze, mens Nicklas Charltons hold er ude i en drabelig straffeslagskonkurrence i finalen, som københavnerne taber til Aabenraa Lions.

DM-UGENS MESTRE I PARASPORTEN

Over 200 danmarksmestre fra 47 sportsgrene blev kåret den sidste weekend i juni, da Aalborg var vært for premieren på DM-ugen. Parasport Danmark uddelte DM-metal i el-hockey, kørestolsrugby, FrameRunning og svømning.

En perlerække af Danmarks dygtigste atleter udkæmpede DM-dueller på mere end 24 venues i Aalborg. Weekenden bød bl.a. på finalestævner i el-hockey og kørestolsrugby i Gigantium og FrameRunning på Skovdalen Atletikstadion, mens Daniel Wagner og Ronni Jensen begge tog del i de almene mesterskaber i længdespring og diskoskast.

Her får du overblikket over, hvordan medaljerne blev fordelt i parasporten.

SVØMNING                                                                                                                                       
50 m fri, kvinder
Guld: Freja Kvist, Aarhus Swim
Sølv: Eva Rosted, Hørsholm Svømmeforening
Bronze: Camilla Bitz Witt, Fredericia Svømmeklub

50 m fri, herrer
Guld: Alexander Hillhouse, Svømmeklubben Kvik Kastrup
Sølv: Nis Heide Pinnerup, Viborg Handicap Idrætsforening
Bronze: Frederik Schmidt Johansen, Svøm Skagelse Korsør

100 m fri, kvinder
Guld: Camilla Bitz Witt, Fredericia
Sølv: Eva Rosted, Hørsholm
Bronze: Maria Kjer Rasmussen, Kvik Kastrup 

100m fri, herrer
Guld: Alexander Hillhouse, Kvik Kastrup
Sølv: Nis Heide Pinnerup, Viborg HIF
Bronze: Frederik Schmidt Johansen, Svøm SK

FRAMERUNNING
100 m, kvinder
Guld: Karla Risum, Aarhus 1900 AL
Sølv: Thea Berggren Jørgensen, RaceRunning Klub Holbæk
Bronze: Andrea Stokholm Overgaard

100 m, herrer
Guld: Lasse Kromann, Odense OGF
Sølv: Casper Bjørn Østergaard, Parasport Aalborg
Bronze: Nikolaj Overgaard Christensen, Randers Freja Para-atletik

KØRESTOLSRUGBY
Guld: Parasport Frederiksberg
Sølv: Århus Burnouts

EL-HOCKEY
Guld: Aabenraa Danfoss Lions
Sølv: Københavns El-hockey klub

Bag DM-ugen står DIF - i tæt samarbejde med hele 27 specialforbund - og værtsbyen Aalborg, som igen næste år også danner rammen om DM-ugen i uge 25.