Eventyreren

Komplet rygmarvsskade

Efter at have aftjent værnepligt i såvel det sydafrikanske militær som det danske søværn, scorede han som 26-årig drømmejobbet og blev surfkaptajn på en yacht, der sejlede turister rundt til fantastiske surfspots i Det Indonesiske Øhav, men blot et år senere tog hans tilværelse en dramatisk kolbøtte. Efter et besøg i Cape Town i 1998 tilbød en kvindelig bekendt at køre ham tilbage til lufthavnen, da en bil med fire mænd pludselig begyndte at forfølge og skyde efter dem. Parrets bil skred og kørte op af mindre bakke, før den stoppede. Mændene i den anden bil, der formentligt var ude på at stjæle deres køretøj, forsøgte at trække parret ud af bilen, mens de tæskede løs på dem. Brunos ben sad fast i sædet, mens hans overkrop stak ud af vinduet, da bilen pludselig begyndte at rulle rundt, landede bilen ovenpå hans veninde og den skoldhede motor brændte hende.

- Mens jeg røg ind og ud af bevidsthed, hørte jeg hende skrige. Jeg vidste, at jeg havde brækket min ryg, fordi jeg kunne ikke bevæge noget som helst: mine arme, ben, ansigt, alt var lammet. Da ambulancerne endelig kom, trådte en af redderne på mit ansigt, da han forsøgte at skræve over mig. Jeg ankom til hospitalet med en brækket ryg og et fodaftryk på mit ansigt, det sidste var lidt komisk. Jeg kan huske, at jeg ønskede, jeg havde været i Danmark, fordi der ville det ikke være sket. Her bliver ting gjort ordentligt, men det er Afrika for dig. Det er smukt, det er vildt, det er vanvittigt, men når noget går galt, går det virkeligt galt.

Veninden overlevede ulykken, men Bruno Hansen havde brækket ryggen, hvilket betød, at han var lam fra livet og ned. Da han vågnede op fra koma, blev han mødt af en kontant læge, der gav ham beskeden: ’Du er lammet og kommer aldrig til at gå igen, sønnike.’

- Han introducerede aldrig sig selv eller fortalte, hvor jeg var. Det var meget hårdt og robotagtigt, og jeg er stadig vred over, at det blev gjort på den måde.

Bruno Hansen havde i begyndelsen svært ved at acceptere, at han skulle tilbringe resten af sit liv i en kørestol. Han søgte blandt andet hjælp hos en shaman i den brasilianske jungle. Efterfølgende forsøgte han sig med en kostbar eksperimentel operation i Tijuana, hvor læger injicerede fosterceller fra en blåhaj i hans rygmarv.

- Jeg ville udforske alle muligheder for at komme ud af kørestolen. Jeg troede ikke på, at jeg ikke ville komme til at gå igen.

Ingen af tiltagene havde imidlertid nogen effekt, og efter nogle få måneder i San Diego, tog Bruno Hansen til Mexico, hvor han drak og tog stoffer for at undslippe virkeligheden.

Russisk roulette

En aften, hvor han sad og beklagede sig over sin skæbne under et kortspil, fik en af de mexikanske spillere nok og trak en revolver frem. Han tog alle patroner ud, satte en enkelt tilbage i tromlen og skubbede revolveren mod danskeren med en opfordring til at gøre en ende på hans liv. Bruno Hansen satte revolveren mod sin tinding og trykkede på aftrækkeren, men intet skete. Han sigtede dernæst på mexicaneren, men skød dog ikke, og faldt derefter i søvn hen over bordet.     

Bruno Hansens næste destination var kystbyen Rio Nexpa, hvor han bitter og deprimeret besluttede at begå selvmord. Han lånte en piges longboard, padlede ud på dybt vand og lod sig falde af brættet i et forsøg på at drukne. 

- Men det kunne jeg selvfølgelig ikke, fordi jeg flød ovenpå, og jeg kunne ikke dykke. Det pissede mig virkeligt af, så jeg klatrede op på surfboardet igen og begyndte at padle ud mod nogle store bølger. Hvis jeg blev ramt af dem, ville jeg helt klart ikke overleve. Jeg havde dog ikke en reel chance for at nå dem, og pludselig red jeg den her bølge 30-40 meter ind mod stranden. En øjeblikkelig følelse af lykke indtraf. Nogle amerikanere, jeg havde lært at kende, stod på strandbredden, og klappede og jublede. På en eller anden måde var den lille bølge sendt af guderne. Den lod mig genopdage glæden ved at surfe.

Tilbage på brættet

Bruno Hansen indså, at hans rygmarvsskade ikke betød, at han behøvede at vinke farvel til det liv, han havde levet før ulykken. Han begyndte at surfe igen, og i dag betvinger han bølger af samme kaliber, som før han blev skadet. Når han surfer fra stranden, parkerer han sin kørestol ved vandkanten og binder sine ben sammen samt fastgør surfbrættet til det ene ben med en snor. Så svømmer han ud på dybt vand og trækker sig op på surfbrættet, der forrest har håndtag, han kan holde fast i. Hans ben og mellemgulv hviler mod brættet, mens hans arme presser hans overkrop op som en spændt bue. Ofte surfer han også fra både, fordi det er nemmere for ham, stranden kan være ret svær at forcere i en kørestol.

Den 49-årige atlet finder det vanskeligt at sætte ord på, hvad det er, der er så fantastisk ved surfing.

- Det er ret svært at forklare. Der er et kendt mundheld i surferkredse, der lyder: kun en surfer kender følelsen. Det er udfordringen af at være i havet, vandet er rensende, og du føler dig sund og veltilpas.

- Det var de smukkeste, men også mest frygtindgydende bølger, jeg nogensinde har set, men de lærte mig en masse. Jeg indså, at jeg kan gøre, hvad som helst, hvor som helst, hvornår som helst, nøjagtigt som en fyr, der har stærke ben.

5 guldmedaljer

Bruno Hansen havde før sin ulykke deltaget i nogle få surfing-konkurrencer på amatørplan, men da en gammel skolekammerat i 2015 gjorde ham opmærksom på, at The International Sufing Association (ISA) for første gang afholdt World Adaptive Surfing Championship i San Diego, troppede han op som den eneste dansker. Han ankom uden surfbræt, våddragt, træner eller sponsor og startede ud på et surfbræt, han havde lånt, men vandt alligevel overlegent pronedivisionen, hvor der surfes liggende ned.  

I dag har den 49-årige atlet vundet alle fem verdensmesterskaber, han har deltaget i, og med én enkelt undtagelse samtlige andre surfingkonkurrencer han har stillet op i. Ved det seneste verdensmesterskab i marts 2020 konkurrerede han mod 16 andre surfere og vandt finalen med 16,93 point, mens spanieren Marcos Tapia tog andenpladsen med 11 point. Han er mange gange blevet spurgt, hvorfor han er så overlegen på vandet.

- Jeg tror, det er, fordi jeg altid kæmpet. Jeg har aldrig taget den nemme vej i livet. Jeg surfer med mine venner, der er stærke, i god form og en lille smule skøre, og de surfer krævende 4-6 meter høje bølger. Jeg kan desuden presse mig selv 30 procent mere end andre. Når jeg er fuldkommen smadret, kold og træt, så fortsætter jeg alligevel. Det har gjort mig mentalt stærk, at jeg er vokset op i et hårdt miljø i Afrika.

Disciplin gennemsyrer også den danske atlets hverdag. Hver morgen startes med et glas vand, 25 armbøjninger, vægttræning, endnu 25 armbøjninger og så 50 pull-ups. Han spiser først fra klokken 12 og forsøger at undgå mad efter klokken 6 om aftenen.

Op til en konkurrence forbereder Bruno sig ved at surfe så meget som muligt samt meditere. Vennerne får altid en udskyldning på forhånd, fordi han ved, at han bliver militaristisk grænsende til det uudholdelige under verdensmesterskaberne. Da Bruno Hansen stillede op til det første verdensmesterskab i parasurfing var målet at møde andre handicappede surfere. I dag er håbet også, at han kan være med til at hæve nivauet i para-surfing. Han føler dog ikke, at den økonomiske støtte, han har fået fra fonde etc., har været optimal, og det har været en kilde til frustration.

- Jeg kan give en masse andre surfere, der er sponsorede, baghjul, så jeg er lidt vred på handicap-sportsverden, i hvert fald når det kommer til surfing. Virksomheder og fonde tager os ikke rigtigt seriøst. Jeg får sponsorerede surfboards, og nogle gange får jeg betalt min flybillet, men jeg tjener ingen penge på min surfing. Mine venner siger, det er latterligt, at jeg har vundet fem verdensmesterskaber, og alligevel har jeg ikke nogen sponsorer.

Panama til England

COVID-19-pandemien har ødelagt meget for den 49-årige surfer. De seneste fem år har han været i gang at opbygge hav-rehabiliteringscentret, Devocean, i Panama sammen med sin danske fætter Kristoffer. Her kan folk i kørestole komme og lære at sejle kajak, surfe, køre firhjulede crossere, m.m., men på grund af COVID-19 står lejren nu tom.

Da pandemien ramte Panama, kom Bruno på en humanitær flyafgang ud af landet, og han opholder sig nu hos sine forældre i Sydengland, når han altså ikke camper ved Cornwalls kyster i sin varevogn. Drømmen er at besøge Bali igen, så snart det er muligt. Her har han lejet et billigt stykke jord fra en gammel fisker og bygget et hus på pæle med hjælp fra indonesiske venner. En elektrisk hejs gør det muligt for ham at komme op i huset i sin kørestol.

- Jeg vil tage til Bali, surfe og se mine gamle venner og leve det liv, jeg plejede at leve for længe siden.