Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Mesterskabssæson i parasporten

Så godt som hele den danske bruttotrup til de Paralympiske Lege i Tokyo har i løbet af efteråret kæmpet for kvotepladser og medaljer ved internationale mesterskaber verden over. Her får du et overblik over de danske præstationer, og Parasport Danmarks eliteteam bestående af elitechef Michael Møllgaard Nielsen og elitekonsulent Jonas Schmidt Christensen vurderer resultater og fremtidsudsigter.

Mesterskabssæson i parasporten

Wagners kunststykke

Efter en skadesplaget sæson sprang Daniel Wagner sig først til en sølvmedalje i længdespring i ny personlig rekord, inden han for første gang løb sig til VM-titlen på 100 m. Begge konkurrencer blev en tæt duel mellem den 26-årige vejlenser og tyske Leon Schäfer. Alt tyder på, at det bliver de to rivaler, der skal slås om guldet i T63-klassen for benamputerede i Tokyo næste sommer.

Daniel Wagner fik ellers en rigtig dårlig start på længdespringsfinalen, hvor han overtrådte sit første forsøg, samtidig med at Schäfer lagde fra land med at springe imponerende 6,90 m. Men derfra viste Daniel Wagner, at samarbejdet med Lars Nielsen, der er personlig træner for Wagner og Dansk Atletik Forbunds landstræner i spring, begynder at give pote. Hele tre gange lykkedes det Wagner at forbedre sit eget bedste, men det til trods kom han ikke tættere på Schäfer end 6,84 m.

Anstrengelserne i længdespringskonkurrencen var nok til at sende Daniel Wagner, der i forvejen var tvivlsom starter på 100 m med en skadet akillessene, i kørestol i dagene op til de indledende heat. I sidste øjeblik erklærede det danske team dog Wagner for klar, og i sikker stil løb han sig til en plads i finalen i tiden 12.45, der var sæsonbedste og tredjebedste indledende tid. To dage senere viste danskeren så, at han havde endnu et gear, da han kom fantastisk ud af startblokken og holdt konkurrenterne bag sig hele vejen til målstregen, som han krydsede i tiden 12.32.

- Jeg troede ikke engang på det, da jeg kom over målstregen. Da jeg så mit navn som nummer ét, var det ren glæde. Jeg kunne ikke holde mig tilbage. At vinde guld er en drøm, der går i opfyldelse, sagde Daniel Wagner, da medaljen var blevet fejret foran publikum og verdenspresse med en karakteristisk Wagner-saltomortale.

Landstræner Anders Delholm var også fuld af beundring:

- Daniel har en vanvittig vindermentalitet. At gå fra at være i tvivl om han skulle løbe til at blive verdensmester. Endda efter at vi tidligere på dagen fandt ud af, at han var flyttet fra bane 5 til den mindre gode bane 8, formår han at sætte op til et fantastisk løb, lød roserne fra Anders Delholm.

Det danske team havde mere at glæde sig over: Kristel Walther kom helt tæt på en VM-medalje og sikrede sig en kvoteplads til PL i Tokyo 2020 i diskoskast, Andrea Stockholm Overgaard sprintede sig til bronze i RaceRunning-kategorien RR3, der var med på VM-programmet for første gang, og mellemdistanceløberne Anders Lagergren og Mohamed Hersi løb begge personlige rekorder i hus.

 

Pil op: Det var en glædelig overraskelse, at Daniel tog guldet på 100 m og tilmed efter en optakt, der har været langt fra optimal. Samtidig var Kristel enormt tæt på at vinde sin første VM-medalje, og det styrker troen på et stort resultat til hende i Tokyo. Det var også fedt at se, at de danske RaceRunning-atleter viste sig flot frem i disciplinens første optræden ved et VM i para-atletik. På den negative side er det hamrende ærgerligt, at Bjørk Nørremark bliver skadet kort før VM og dermed misser en stor chance for at kvalificere sig til PL, og det er selvfølgelig skuffende, at en rutineret atlet som Ronni Jensen har en offday og misser VM-finalen og med al sandsynlighed PL-deltagelsen i diskos.

 

EM-sølv booster triatlets PL-forhåbninger

Efterårssæsonen begyndte med en kolossal nedtur for benamputerede Sebastian Engwald Jensen i PTS4-klassen, der krydsede målstregen som nier ved VM, men måtte se sig diskvalificeret for en mindre teknisk fejl. Bare to uger senere fik den danske triatlet dog på fornemste vis taget revanche, da han vandt sølv ved EM i uvejrsramte Valencia, Spanien.

- Det var en mega forløsning efter det skuffende VM-udfald. Jeg gik til start uden nogen forventninger overhovedet. Mest fordi skuffelsen fra VM stadig fyldte, og fordi feltet og konkurrencen er så tæt, lød det fra Sebastian Engwald Jensen umiddelbart efter løbet.

Sebastian Engwald Jensen, der bor i Dubai, gennemført de 750m svømning, 20km cykling og 5km løb i tiden 1:07:40. Det var godt fem minutter langsommere end vinderen, Frankrigs verdensetter Alexis Hanquinquant.

På den internationale rangliste, hvor de ni højsetrangerede atleter i juni 2020 sikrer sig en billet til Tokyo, overvintrer Sebastian Engwald Jensen på en 8. plads.

Pil op: Det er rigtig spændende med Sebastian. Han har et utroligt professionelt setup i Dubai, hvor han får optimeret på sin træning og sit udstyr, og det gør så også, at han virkelig præsterer. Det er imponerende, at han kun bliver slået af den suveræne verdensetter. Det var en dejlig overraskelse, og bekræfter, at han er en seriøs bejler til en PL-kvoteplads.

 

 

Rosenmeier fuldendte hattricket

Den danske bordtennisstjerne stod for presset på ”hjemmebanen” i Helsingborg og vandt EM-guld for første gang siden 2013. Titlen betyder samtidig, at Peter Rosenmeier for første gang i karrieren kan kalde sig europamester, verdensmester og paralympisk mester på samme tid.

- Det var en stor motivation for mig og potentielt min sidste chance for at lykkedes med den målsætning. Jeg er rigtig glad for guldet, og det er et rigtig godt afsæt frem mod PL næste år, siger Peter Rosenmeier, der er bosat i Malmø og svensk gift.

I finalen i klasse 6 stod Peter Rosenmeier for én gangs skyld ikke over for sin spansk ærkerival Alvaro Valera, der noget overraskende havde tabt sin kvartfinale til David Wetherill fra Storbritannien. I stedet var modstanderen rumænske Bobi Simion, der for to år siden tog Peter Rosenmeier på sengen og ekspederede danskeren ud af kvartfinalen ved EM i Rumænien. Denne gang var Simion dog chanceløs, og Rosenmeier vandt overbevisende i tre sæt, 11-5, 11-7 og 11-8.

Mens det var ventet, at Rosenmeier ville tage en medalje, var det en glædelig overraskelse, at 18-årige Thea Amalie Nielsen i fraværet af Sophie Walløe for alvor trådte frem på scenen og vandt sin første mesterskabsmedalje i klasse 10. Den unge dansker tabte ganske vist en tæt semifinale i fem sæt til tyrkiske Merve Demir, men spillede ellers sit livs bedste turnering.

- Jeg er selvfølgelig virkelig, virkelig glad for, at jeg nåede til semifinalen og brød min seedning. Det havde jeg overhovedet ikke forventet, så det er super positivt. Samtidig er jeg selvfølgelig mega ærgerlig over, at jeg ikke lige fik den sidste bold på pladen, når det nu var så tæt i semifinalen, lyder det fra Thea Amalie Nielsen.

Det danske herrehold bestående af Peter Rosenmeier, Henrik Brammer og Rasmus Damkjær Hansen satte et flot punktum på EM, da det blev til sølv i holdturneringen i klasse 7.

Pil op: At det trods fraværet af Sophie Walløe og alt den uro, klassifikationssagen skabte omkring holdet, alligevel blev til tre medaljer, er mere end godkendt. Peter præsterede under stort pres i singleturneringen, og sølvet i holdturneringen betyder, at Danmark absolut er i spil til en kvoteplads der. Endelig var det rigtig godt at se, at Thea trådte i karakter. Hvis hun fortsætter den stil, bliver hun rigtig spændende at følge.

 

Danske ryttere langt fra fronten

Et afbud i sidste øjeblik fra håndcykelrytter Michael Jørgensen, der har kørt en glimrende sæson, efterlod det danske hold uden et godt bud på et topresultat til VM i Emmen, Holland. Rutinerede Kim Klüver Christiansen, der siden sine flotte PL-resultater i Rio 2016 har været et stykke fra verdenstoppen, kørte sig til en 11. plads på enkeltstarten og en 13. plads i linjeløbet blandt de 19 startere i H4-klassen.

Debutanterne John Ingemann og Niels Olsen i C-klassen hentede værdifuld løbserfaring, men sluttede i den bagerste tredjedel af feltet i alle deres starter.

Pil ned: Det blev et VM til glemmebogen. Målsætningen i cykling er, at vi kan få en rytter i top-10 til de store mesterskaber, og med under et år til PL er det skuffende, at det ikke lykkedes. Skal man være alligevel være lidt positiv, er det selvfølgelig glædeligt, at vi har tre ryttere med, og på sigt kan de nye forhåbentlig køre med tættere på toppen.

 

Svømmere viste PL-niveau i London

Amalie Vinther og Niels Korfitz Mortensen var i september tilbage på London Aquatics Centre, hvor de i 2012 fik deres paralympiske debut for Danmark. Og VM blev grundlæggende et positivt gensyn for de nu otte år ældre danske svømmere.

Niels Korfitz Mortensen (klasse S8) var bare to tiendedele fra at tage en bronzemedalje i 100 m fly, og den danske delegation nåede en kort stund at fejre en bronzemedalje i 200 m ind. medley, da vinderen af finalen, amerikanske Robert Griswold, blev diskvalificeret. Den beslutning blev dog hurtigt omstødt.

Amalie Vinther (S8) var med fem starter den danske svømmer, der var i aktion flest gange i det olympiske bassin i London. Hun nåede finalen og en ottendeplads i 100 m fri og svømmede sig til en 5. plads 400 m fri i ny dansk rekord på 5:07.56.

- Vi får to danske rekorder med hjem, og det er rigtig godt for arbejdet frem mod Tokyo, at der igen er fremgang at spore. Vi skal helt tilbage til 2015 for Amalies vedkommende, før hun sidst satte dansk rekord i sin favoritdisciplin, siger landstræner Bjarne Kragh.

Den sidste danske VM-svømmer, Laura Martens Christensen, skulle vente en hel uge på at komme i bassinet i 100 m bryst i klasse SB8. Tiden 1:37.34 gav en samlet niendeplads lige uden for finalen.

Pil ligeud: Isoleret set er resultaterne godkendt. Det er rigtig godt at se Amalie tilbage på sit højeste niveau, og forhåbentlig kan hun fortsætte fremgangen og kvalificere sig til PL 2020. Desværre blev VM et sportsligt punktum for Niels Korfitz Mortensen, der har valgt at indstille karrieren grundet manglende motivation. På den korte bane er det meget ærgerligt for dansk parasvømning, der mister det bedste bud på en medaljekandidat i Tokyo.



Skytter missede målet

Det blev ikke til danske topresultater ved World Shooting Para Sport Championships i Sydney, men både rutinerede Johnny Andersen og debutanten Jan Winther kom tæt på at sikre Danmark en kvoteplads til de Paralympiske Lege i Tokyo 2020.

Landstræner Jonas Jacobsson har især ros tilovers for Jan Winther, der er den første døve skytte til at deltage ved et VM i paraskydning.

- Jan deltog i sin første store konkurrence med dette verdensmesterskab og lykkedes godt. Det var bestemt ikke til at se, at han ikke har trænet et par af disciplinerne i mere end et par måneder, siger den svenske skyttelegende.

Tættest på PL-kvotepladsen var Jan Winther i disciplinen 50m Cal.22. liggende, hvor han med 608,2 point var 0,1 point fra at sikre Danmark en billet til Tokyo-legene.

Trods den lovende debut var ingen af de danske skytter, der også tæller Jens Frimann, i nærheden af at skyde sig i en VM-finale i Sydney. Næste og sidste chance for at kvalificere en dansk skytte til de Paralympiske Lege 2020 bliver til foråret i Lima, Peru.

Pil ned: Forventningen var, at skytterne ville sikre en kvoteplads til PL, og holdets forberedelser var optimale med en længere træningslejr og akklimatisering i Australien forud for VM. Det er skuffende, at vores rutinerede skytter ikke gør det bedre, men positivt at Jan Winther får en godkendt debut. Det kan godt være, vi giver PL 2020 et sidste skud i Lima til foråret, men fokus skal være på at bygge et nyt, spændende hold op til legene i Paris 2024.

 

Goalballkvinder skuffede stort

Danmarks lovende kvindehold drømte om at spille sig hele vejen til PL i Tokyo, men tabte i stedet samtlige kampe ved EM i Rostock og røg med et brag ned i Europas B-række.

De danske damer åbnede EM med et klokkeklart nederlag til Rusland på 4-14, og i de følgende opgør tabte holdet til overkommelig modstand i form af Finland og Grækenland. Da holdet også tabte til Ukraine i sidste puljekamp, stod det klart, at de Danmark skulle møde Holland i et opgør om at undgå sidstepladsen ved EM. Her cementerede danskerne EM-nedturen med et nederlag på hele 2-8.

Pil ned: Alle havde håbet på mere her. Holdet kommer dårligt fra start og taber et par tætte kampe. Vi vidste godt, det ville blive svært med en kvoteplads, men det er overraskende og skuffende for alle, at de rykker ned. Det er tid til at gøre status i dansk goalball. Der er helt åbenlyst nogle ting, der skal gøres anderledes, hvis vi vil have et hold med til PL i Paris.

 

 

Lisa Kjær Gjessing tilbage på toppen

Den danske verdensetter og kommende PL-debutant fejede al modstand af måtten til EM i parataekwondo i Bari, Italien, og beviste igen, at hun er i en klasse for sig i K44-klassen under 58 kg. Dermed fik Lisa Kjær Gjessing revancheret nedturen fra VM tidligere på året, hvor hun i sin kvartfinale pådrog sig to brud på sin højre arm, som ikke bare kostede hende chancen for at forsvare sin titel, men også har gjort hende ukampdygtig i det meste af den igangværende sæson.

EM afholdes som et åbent mesterskab med deltagelse af kæmpere fra hele verden, og i finalen stod Lisa Kjær Gjessing overfor kinesiske Yujie Li, der har vundet alt i danskerens skadesfravær. Det blev dog ikke den tætte tvekamp, mange havde forventet, men i stedet en dansk magtdemonstration.

- Alle vidste, at det var den moralske finale mellem mig og kineseren om, hvem der var bedst i klassen, og derfor lå der et pres på mine skuldre. Men det var også en udfordring, jeg har set frem til længe, og det er fantastisk endelig at kunne få udløst alle de træninger, al den forberedelse og de mange tanker, der har været. Vi har haft meget stort fokus på kineseren, og derfor har jeg i mit hoved også fået bygget hende op til noget, som hun måske ikke helt er – i hvert fald var hun det ikke i dag. Jeg er glad og lettet over, at jeg holdt fast i min egen gameplan og gjorde finalekampen til min finale, sagde Lisa Kjær Gjessing oven på den overbevisende sejr på 27-14.

For stortalentet Adam Carton varede EM kun én kamp. Han mødte en stærk russisk kæmper i første runde og tabte 3-21.

Pil op: Det betyder rigtig meget mentalt, at Lisa vinder sikkert over kineseren, der ellers har domineret i den periode, hvor Lisa har været ukampdygtig. Samtidig er det selvfølgelig rigtig vigtigt for hende at mærke, at armen kan holde til strabadserne efter to skadespauser på to år. Det lover rigtig godt for PL i Tokyo. Adam vinder stadig ikke sine kampe, men møder også nogle virkelig hårde modstandere qua sin dårlige seedning, og der er tydelige fremskridt at spore.

 

 

Internationale medaljer i 2019

GULD

  • Tobias Thorning Jørgensen i kür og individuel mesterskabsklasse ved EM i dressur
  • Peter Rosenmeier i single ved EM i bordtennis
  • Lisa Kjær Gjessing ved EM i taekwondo
  • Daniel Wagner på 100 m ved VM i atletik

 

SØLV

  • Kørestolsrugby-landsholdet ved EM
  • Daniel Wagner i længdespring ved VM i atletik
  • Sebastian Jensen ved EM i triatlon
  • Peter Rosenmeier, Henrik Brammer og Rasmus Damkjær Hansen i holdturneringen ved EM i bordtennis

 

BRONZE

  • Thea Amalie Nielsen i single ved EM i bordtennis
  • Andrea Stockholm Overgaard på 100 m RaceRunning ved VM i atletik
  • Tobias Thorning Jørgensen, Caroline Cecilie Nielsen, Line Thorning Jørgensen og Camilla Christensen I holdkonkurrencen ved EM i dressur
  • Cathrine Rosengren i single ved VM i badminton