Jubilæums Logo Til Parasport.Dk

Siden Sidst

Korte nyheder fra parasportens verden, samt oversigt over nye klubber og tilbud.

Siden Sidst

Special Olympics Idrætsfestival - i din kommune?

Under sloganet ”Sport med et smil” vil Special Olympics Idrætsfestival i Frederikshavn i maj 2020 give deltagerne sjove og spændende oplevelser. Derefter skal stafetten gives videre, og Parasport Danmark søger derfor en værtskommune der vil tage ejerskab for festivalen i 2022 og som har et foreningsmiljø, der vil bakke op.

- I 2022 er det 9. gang festivalen afvikles. Vores erfaring fra tidligere er, at selve festivalen og forberedelserne hertil sætter spor i den enkelte kommune og det lokale foreningsliv. Idéer fødes, og der knyttes kontakter, som ofte styrker idrætten for mennesker med udviklingshandicap, siger Anette Svejstrup, breddekonsulent i Parasport Danmark.

Der er ansøgningsfrist 1. oktober. Vil du vide mere, så kontakt Anette Svejstrup, breddekonsulent i Parasport Danmark på e-mail asv@parasport.dk, eller tlf. 20 99 03 44.

VIDENSCENTER OM HANDICAP FÅR NY LEDER

Den 1. august havde Dorte Nørregaard første arbejdsdag som leder af Videnscenter om handicap. Hun tager over fra centrets leder igennem 24 år, Kristian Jensen, som er gået på pension. Dorte Nørregaard kommer fra en stilling som udviklingsleder hos Center for Frivilligt Socialt Arbejde i Odense.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at styrke viden, metodeudvikling og nye løsninger på handicapområdet sammen med kommuner, regioner, organisationer og de mennesker med handicap, som det hele handler om. Der bliver masser af spændende opgaver at tage hul på sammen med videnscentrets erfarne ansatte og bestyrelse, siger hun.

Læs mere om Videnscenter om handicap på www.handivid.dk

 

BESTSELLER KLÆDER PL-HOLDET PÅ

For fjerde gang i træk leverer BESTSELLER tøjet til de danske atleter, der drager til de Olympiske og Paralympiske Lege i Tokyo 2020.

BESTSELLER og dets brands JACK & JONES og VERO MODA har designet en eksklusiv kollektion til de danske olympiske og paralympiske atleter, som det også var tilfældet i Beijing 2008, London 2012 og Rio 2016.

- Det var en ret nem beslutning for os at forlænge vores partnerskabsaftale med BESTSELLER. De tilbagemeldinger, som vi har modtaget fra vores atleter har været, at de danske hold har været blandt de bedst klædte, siger Søren Simonsen, chef de mission for det danske OL-hold, og fortsætter:

- BESTSELLER har bevist, at de ved, hvordan man skaber en iøjefaldende kollektion og meget vigtigt, så har de vist, at de forstår, hvad atleterne ønsker.

ROYAL PARA-RUN

Den 10. juni blev der for anden gang afviklet Royal Run i hele landet, og i den anledning deltog en lang række para-atleter i et særligt half-mile på Frederiksberg. Løbet bestod af to hold, ’Special Olympics holdet’, der blandt andet havde deltagelse af atleter fra Special Olympics World Games, og ’det paralympiske hold’, det blandt andet bestod af paralympiske atleter. De to hold gennemførte de 800 meter op ad Frederiksberg Allé, mens folk heppede fra sidelinjen og løbet blev sendt på direkte TV.

Paraatleter deltog ved årets Royal Run.
Paraatleter deltog ved årets Royal Run.

- Jeg tror, at det giver rigtig meget til parasporten, at der bliver sat fokus på det gennem løbet her på landsdækkende TV. Det viser, at folk med et handicap kan meget mere end man lige tror, og det er jo det vi alle sammen ønsker at få frem, fortalte bordtennisspilleren Sophie Walløe, der som deltager ved de Paralympiske Lege i Rio i 2016 var en del af det paralympiske hold.

Parasportens half-mile var en del af en række løb på Frederiksberg, der blandt andet talte hospitalsklovne, eliteløbere og cykelryttere.

 

GOLFENS DAG FOR SPASTIKERE

Den 5. maj fik syv unge spastikere en introduktion til paragolfens verden, da der blev afholdt Golfens Dag for spastikere i Hørsholm Golf. Bag arrangementet stod Dansk Golf Union og Sports for Brains, og DGU’s paragolfkonsulent Jesper Hviid fortæller, at de unge kom med stor ivrighed og gå-på-mod.

- Nogen vil nok hævde, at syv unge potentielle golfspillere ikke er imponerende, men paragolf er en niche inden for golf i Danmark, og den vokser stille og roligt, fortæller Jesper Hviid og fortsætter:

- Arrangementet her er vores første forsøg på at henvende os til en lille specifik målgruppe, og på den baggrund vurderer vi det som en succes. Vi vil helt klart overveje at afprøve konceptet andre steder i landet, og vi hører gerne fra klubber som kunne være interesseret i at være værter.

 

 

 

Hørsholm Golf inviterede til 'Golfens dag for spastikere'.
Hørsholm Golf inviterede til 'Golfens dag for spastikere'.

John Petersson: Tusinde tak til HHI’s frivillige

Den 2.-3. februar holdt HHI hockey-jubilæumsstævne i Hammelev Hallen. Blandt gæsterne var Parasport Danmarks formand John Petersson, der efterfølgende skrev et lykønskningsbrev til foreningen, som Parasport har fået lov til bringe:

- Lørdag den 2. februar 2019 havde jeg fornøjelsen af at deltage ved HHI – Foreningen for dem med særlige behov 15-års Hockey jubilæums-stævne i Hammelev Hallen med over 175 deltagere. Som formand for Parasport Danmark varmer det altid mit sportshjerte at se så mange entusiastiske og passionerede udøvere give den fuld gas ved alle kampene. Stort tillykke med de 15 år med Hockey som idræt i HHI, men ikke mindst med foreningens 40-års jubilæum. Det er skønt at se, at foreningen til trods for alderen stadigvæk har mange medlemmer og til stadighed er medårsag til at rigtig mange personer med særlige behov dyrker motion og idræt om end ikke dagligt så i hvert fald ugentligt.

Foreningen ledes og styres af ildsjæle, der ligger en meget stor del af deres vågne timer i at skabe rammer og muligheder, sammenhold og konkurrence – og dette skal I have tusinde mange tak for. I er med til at bevæge Danmark og det er vi som forbund yderst stolte af. Også en stor tak til alle frivillige for deres arbejde i dagligdagen, men også i forbindelse med et sådant stort idrætsarrangement over en weekend. Uden jer kunne det ikke lade sig gøre.

Ved mit besøg blev det også tydeligt, at der er stor opbakning fra Haderslev Kommune – et kommunalt samarbejde er en afgørende faktor for en stabil men også udviklende klub. Tak for støtten til Haderslev Kommune.

Ovenstående tekst skulle oprindeligt havde været bragt i Parasport nr. 2 / 2019 - redaktionen beklager.

 

Nye klubber & tilbud


Boccia, skydning og svømning på Bornholm
Handicap Idrætsforening Bornholm tilbyder boccia for voksne med udviklinghandicap, skydning for unge og voksne med udviklingshandicap eller synshandicap og svømning for alle.
Kontakt Kim Jacobsen på h.i.b@hotmail.dk eller tlf. 24 41 14 94
www.handicapidrætsforeningbornholm.dk

Ridning i Holbæk
Vipperød Rideklub tilbyder ridning for bevægelseshandicappede.
Kontakt Åse Rasmussen på viprideklub@gmail.com eller tlf. 53 82 12 42
www.viprideklub.dk

Ridning i Allerød
Holmegårdens Rideklubtilbyder ridning for bevægelseshæmmede. 
Kontakt Dorte Høst på dorte.hoest@hotmail.com eller tlf. 22 76 12 51.
www.hgr.dk

Skydning på Falster
Nykøbing F. Skytteforening tilbyder skydning for bevægelseshandicappede.
Kontakt Tønnes Koch på koch@blegindgaard.com eller tlf. 20 45 50 36
www.nfskytte.dk

El-hockey i Vejle
Gårslev Gymnastikforening - GGF har oprettet et el-hockey-hold, og vil på sigt også have et fitnesstilbud hvor alle kan være, uanset handicap.
Kontakt Lars Fogt Andersen på lfa@energinet.dk eller tlf. 30 25 50 48.
www.gaarslev.dk

Svømning i Aarhus
AGF tilbyder nu svømning for bevægelseshæmmede.
Kontakt Ib Kronborg Nielsen på formand@agf-svomning.dk eller tlf. 91 15 18 02
www.agf-swimteam.dk

Ridning i Aarhus
Kirstinelund Sportsrideklub tilbyder ridning for bevægelseshæmmede.
Kontakt Anne Holm på ah@ok.dk eller tlf. 29 27 72 17.

Golf på Djursland
Lübker Golf Klub tilbyder golf for alle med handicap.
Kontakt Michael Lynderup Kjeldsen på mlk@lubker.com eller tlf. 38 40 80 50
www.lubker.com

Gymnastik i Viborg
Viborg Gymnastik-Forening tilbyder gymnastik for børn og unge med fysiske handicap og udviklingshandicap. Kontakt Anja Astrup Larsen på anja@vgf.dk eller tlf. 20 73 97 98.
www.vgf.dk

Ridning i Frederikshavn
Frederikshavn Rideklub tilbyder ridning for alle med handicap.
Kontakt Jacob Møller Pedersen på frederikshavnrideklub@gmail.com eller tlf. 60 21 38 29.
www.frederikshavnrideklub.dk