Parasport Danmark logo hvid.png

Parasportens hovedstad: Vi vil være de bedste

Vejle kommune har udnævnt sig til parasportens hovedstad. Vi vil gerne tilbyde sportsaktiviteter til alle med et handicap, forklarer formand for parasportrådet Tage Schmidt.

Fjordbyen, der måske er mest kendt for den smukke udsigt fra Vejlefjordbroen, Egtvedpigen og det ikoniske Bølge-byggeri ved havnen vil nu være berømt for noget helt andet. Vejle har nemlig udnævnt sig selv til at være parasportens hovedstad.

Som den eneste kommune i Danmark har man nedsat et parasportråd. Det består af politikere, interessenter fra handicapklubber, repræsentanter fra erhvervet og almene borgere med tilknytning til handicapområdet.

- Vi arbejder med at sørge for, at der er flere tilbud til personer med handicap. Vi har simpelthen valgt sætte overliggeren så højt som muligt og erklære, at vi vil være de bedste, forklarer formanden for parasportrådet Tage Schmidt.

Flere tager parasporten til sig

Siden da har ringene bredt sig i Vejle Fjord-vandet. Tage Schmidt forklarer, at flere og flere byder ind på parasport. Sammen med Parasport Danmark har kommunen lavet en foreningsanalyse, hvor 134 foreninger blev spurgt om deres muligheder for at inkludere parasporten.

- 68 af foreningerne har sagt, at de enten er helt klar eller næsten klar. Dem har vi møde med til oktober for at indgå i en dialog om, hvad vi gør for at få det startet op, fortæller Tage Schmidt.
Flere foreninger i Vejle har allerede stor succes med parasport. På de følgende sider kan du læse om sejlladsholdet i HIVO, racerunnerholdet i Vejle IF og para-dartspillerne i dartklubben Royal.

Der er plads til alle her

Sejladsholdet for udviklingshæmmede har eksisteret i over 30 år, og hemmeligheden bag succesen bunder i det gode sammenhold. De fortsætter, som de altid har gjort, selv om Vejle kalder sig for parasportens hovedstad.

Foreningen Handicap Idræt Vejle & Omegn, også kaldet HIVO, har i 40 år arbejdet for at give fysisk handicappede og udviklingshæmmede mulighed for at dyrke idræt. I sommermånederne sejler sejladsholdet for udviklingshæmmede for fulde sejl. Ralf Magnussen har været træner på holdet i 30 år og forklarer, at der er plads til alle udviklingshæmmede.

- Vi har forskellige slags udviklingshæmmede medlemmer her i klubben. Vi har fx Bjarne, der har downs syndrom. Når han sejler, så er han nede i kahytten. Men han er jo med, og han bliver ikke kigget skævt til af nogle af de andre, som kan sejle stærkt. Der er plads til alle her.

Tager duelighedsprøve

Der er rigtig gode muligheder for, at udviklingshæmmede kan folde sig ud og blive dygtigere til sejlads. Eksempelvis har to af medlemmerne netop bestået duelighedsprøven.

- Det er noget helt særligt, at man som udviklingshæmmet kommer til duelighedsprøve. Jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde har oplevet det i HIVO før. For ét er at kunne sejle - du skal også kunne bestå den teoretiske del.

Ifølge Ralf Magnussen bunder foreningens succes i det gode sammenhold.

- Alle instruktører i HIVO brænder virkelig for det, og det smitter af på hele foreningen, siger han og fortsætter:

- Vi har et godt socialt sammenhold her i sejladsklubben. Besætningen her på båden kender også dem på de andre både. Fx tager vi på weekendture sammen i flere både.

Glade for parasport-fokus

Ralf Magnussen forklarer, at HIVO altid har fået en pæn behandling af Vejle kommune. Men for den 40 år gamle forening gør det ikke den store forskel, at kommunen har udnævnt sig selv til parasportens hovedstad.

- Vi fortsætter jo bare, som vi altid har gjort, siger Ralf Magnussen og tilføjer:
- Men vi er da rigtig glade for det øgede fokus på parasport i Vejle. Det er da kun godt.

Alle skal have muligheden for at spille dart

Vejles dartklub har ramt plet med deres fokus på parasport, for på få år er de blevet den klub i landet med flest paradartspillere. En af dem er Torben Bæk Sørensen, som arbejder for at give kørestolsbrugere bedre muligheder for at spille dart.

I dartklubben Royal har de virkelig taget parasporten til sig. Beslutningen blev taget af klubformand Heinz Dahl på opfordring fra et medlem i klubben. I starten var det en udfordring, fordi lokalerne lå på 1. sal.

- Det var jo ikke optimalt, fordi vi gerne vil inkludere paradartspillerne i klubben. Jeg synes, det var vigtigt at etablere de forhold, der skal til for, at alle har mulighed for at være med til at spille dart, siger Heinz Dahl.
Klubben gik derfor i gang med at lede efter nye lokaler. I dag har de til huse på havnen i Vejle, hvor der er god tilgængelighed.

Luksuslokaler

I klubbens nye lokaler hænger dartskiverne på rad og række. Et par af dem er placeret lidt lavere end de andre til paradartspillerne.

- Det er ren luksus i de her lokaler. Jeg mærker ingen forskel, fordi jeg sidder i en kørestol. Det er rigtig dejligt, siger Torben Bæk Sørensen, imens han kaster pilene mod dartskiven.

Han har spillet dart i årevis – også før han kom galt af sted og blev kørestolsbruger. Han har været medlem af klubben, siden han fik et tip om, at de var begyndt at inkludere paradartspillere.

- Det tog lige et par dage at vænne sig til at spille i en kørestol. Men så blev det bedre stille og roligt, fortæller han med jysk beskedenhed. I dag er han så dygtig, at han er udtaget til Paradart-landsholdet.

Opfordrer til bedre tilgængelighed

Torben Bæk Sørensen har et ønske om, at flere klubber inkluderer paraspillere. Men det kan være svært at finde midler til at gøre klublokalerne tilgængelige. Derfor hjælper han til, hvor han kan.

- Klubben i Horsens vil rigtig gerne inkludere paradartspillerne, men havde ikke råd til en rampe. Jeg havde en ekstra folderampe derhjemme, så den har jeg lånt til dem, indtil de får deres egen.

I Royal er de glade for, at Vejle kommune kalder sig parasportens hovedstad. De håber, at det kan give mere fokus på paradart. Og så har Torben Bæk Sørensen en opfordring:

- Hvis Vejle gerne vil være parasportens hovedstad, skal kommunen prioritere tilgængeligheden på sportsstederne mere. Ellers får de ikke kørestolsbrugerne i gang.

 

”Det sociale på holdet er klart det vigtigste”

Line Vacker er træner på det populære racerunnerhold i Vejle. Hun er helt sikker på, at årsagen til succesen ligger i holdets stærke fællesskab.

På Vejle Atletikstadion holder racerunnerne til. Alderen på holdet spænder fra tre til tres, og de fysiske handikap spænder ligeså bredt. Siden 2015 er antallet af løbere på holdet fordoblet flere gange, og bag den succes står holdets topengagerede træner Line Vacker.

Hun har skabt et fællesskab og sammenhold på holdet, som racerunnerne kommer langvejsfra for at være en del af. Og med det øgede fokus på parasport i Vejle, ser hun masser af potentiale for at forbedre forholdene for parasportudøvere.

Fællesskab og familietræning

Line Vacker gik på pædagogseminaret, da hun hørte, at racerunnerholdet i Vejle manglede en fast træner. Og det var en mulighed, hun ikke kunne lade passere.

- Jeg tænkte på, hvordan jeg selv har det, når jeg dyrker idræt – det er sådan en fed følelse bagefter. Det giver mig en glæde at hjælpe andre til at få den følelse. Jeg kan jo mærke, at løberne er glade for at komme her. De elsker det bare, fortæller hun.

I starten var der tre på holdet, så blev de seks og i dag er de fjorten racerunnere. Når man spørger Line Vacker om, hvorfor holdet er blevet en succes, er hun slet ikke i tvivl.

- Det er helt klart det sociale på holdet. Selv om noget af træningen er adskilt i forhold til alder, så laver vi også meget fælles. Og forældre og søskende har mulighed for at være med på cykel eller løbehjul - det har de taget rigtig godt imod.

Mere parasport i de små klubber

I forbindelse med Vejle kommunes fokus på parasport har klubben har været så heldig at modtage en donation på 30.000 kroner af City Vejle og Jelling Musikfestival.

- Det er mange penge, og dem er vi rigtig glade for. Nogle af pengene skal klart bruges på flere sociale arrangementer og stævner for racerunnere, fortæller hun.

Line Vacker håber også, at det kan sprede sig til andre dele af kommunen.

- Jeg synes, det er megafedt, at Vejle har udnævnt sig selv til parasportens hovedstad. Men jeg håber også, at der kommer mere parasport ud i de små klubber. Der skal plantes alle mulige frø forskellige steder – så tror jeg, at det bliver rigtig godt.