1990-1999: Idræt for alle

I 1991 giver 12-årige Lasse Myrup den gas. For første gang i sit liv. Og den lille elegante el-sportsstol, han sidder i, accelererer til topfart på få sekunder og skyder som et projektil ned gennem gymnastiksalen i Nørresundby.

– Det var helt revolutionerende. Stolen, farten, vinden i håret. I starten handlede det handlede bare om at køre stærkt. Vi lavede racerbaner i hallen, fortæller Lasse Myrup, der i dag er 42 år.

Lasse og hans to år yngre søster Line var blandt de første i Danmark, der spillede el-hockey. Det foregik i Nørresundby, hvor idrætskonsulent Jørn Erik Simonsen havde samlet omkring 10 børn, flest med muskelsvind. De trillede til dagligt omkring i store klodsede el-kørestole og havde næsten ingen idrætsmuligheder. De kunne spille boccia, svømme og gå til skydning, husker Lasse.

På den baggrund var opfindelsen af de små el-sportsstole og udviklingen af el-hockeysporten et lille mirakel for børn med muskelsvind.

– Det var den eneste holdsport med bold for sådan nogle som os. Det var helt vildt at lære at kontrollere bolden og at drible, siger Lasse Myrup, der var aktiv spiller indtil 2011.

Satsningen på de svageste

Dansk Handicap Idræts-Forbund bygger på den danske foreningstanke, hvor deltagerne selv organiserer idrætten. Men det er ikke alle handicappede, der er i stand til det. Nogle mennesker med udviklingshandicap mangler f.eks. de kognitive evner til at oprette en klub og få et idrætstilbud op at stå. Og mennesker med svære fysiske handicap har ofte brug for praktisk hjælp og har ikke kunnet dyrke særlig mange idrætter.

Så selv om både mennesker med svære fysiske handicap og udviklingshandicap var en del af DHIF fra begyndelsen, var klubberne i forbundets tidlige år domineret af handicapgrupper som personer med synshandicap, lettere fysiske handicap og hørehandicap, der alle var i stand til selv at organisere deres idræt.

Manglen på idrætstilbud bliver kritiseret flere steder fra – blandt andet fra landsorganisationen for mennesker med udviklingshandicap, LEV. Og fra slutningen af 1980’erne begynder DHIF at satse på at skabe idrætstilbud for både mennesker med svære fysisk handicap og udviklingshandicap.

Det hænger især sammen med etableringen af den daværende amtskonsulentordning, der etableres i perioden 1986-1992 og sikrer en fuldtidsansat handicapidrætskonsulent i hvert af landets 14  amter. Ordningen giver DHIF nye muskler: nu er der lokale konsulenter til at hjælpe med at oprette idrætstilbud og klubber i samarbejde med forældre, pædagoger og aktive.

Fart og fysik

For personer med svære fysiske handicap, for eksempel muskelsvind, svær spasticitet eller tetraplegi (= har lammelser i både arme og ben), er en af de store udfordringer manglen på idrætsgrene. Der er stort set ingen idrætsmuligheder, hvis man vil dyrke holdidræt, have fart på eller udfordres fysisk.

Men i 1988 er DHIF vært for en europæisk workshop om idræt for svært fysisk handicappede, og her introduceres blandt andet kørestolsfodbold og storstolshockey i Danmark, to hold- og boldspil der kan dyrkes i almindelige elektriske kørestole (i dag hedder de to idrætter hhv. Powerchair Foorball og Powerchari Floorball).

Og samme år afholder forbundet en designkonkurrence, som fører til udviklingen af den el-hockeystol, som Lasse Myrup og hans kammerater nogle få år senere dribler omkring i.

I 1991 kommer kørestolsrugby, et fysisk hårdt boldspil udviklet til tetraplegikere, til Danmark, og samtidig opfinder kørestolsraceren Connie Hansen i samarbejde med den spastisk lammede atlet Mansoor Siddiqi løbe-cyklen Petra og får de første spastikere op af kørestolene og ud på løbebanerne.

– Mansoor havde lige kørt Copenhagen Marathon baglæns i sin kørestol og havde brugt 12 timer og lige så mange par sko på det. Han spurgte mig så, om jeg ikke kunne lave en racerstol til gadeløb, husker Connie Hansen.

Særlige olympiader

I forhold til at aktivere flere personer med udviklingshandicap handler det i første omgang om at finde resursepersoner, der kan stable idrætstilbud på benene. De findes ikke altid i de nære familier, og derfor satser konsulenterne på at engagere pædagoger, socialarbejdere og institutioner i det frivillige foreningsarbejde. I første halvdel af 1990’erne vokser antallet af idrætsaktive med udviklingshandicap i DHIF eksplosivt.

I København er en gruppe af kommunale hjemmevejledere i slutningen af 1980’erne begyndt at organisere idræt og andre fritidsaktiviteter for beboere på bosteder. Men da de kommer i kontakt med DHIF’s nyansatte idrætskonsulent Ole Ansbjerg, opstår idéen om at lave en forening. I 1990 stiftes Københavns Idrætsforening For Udviklingshæmmede, KIFU, der i dag er en af parasportens store foreninger.   

– Det var DHIF’s idé, at det ikke skulle være pædagogerne, der lavede idrætten, men at det skulle være en forening, fortæller Dorte Mørk, der som hjemmevejleder var med til at stifte KIFU og har været engageret i klubben lige siden. 

– At vi kom ud på idrætsanlæggene og deltog på lige vilkår med alle andre, var enormt vigtigt for os. Det betyder rigtig meget, at du ikke spiller badminton i en eller anden festsal, men i en idrætshal, der hvor alle andre er, med din egen ketsjer. Det betyder en masse for din idrætsidentitet, siger Dorte Mørk.

Senere er Special Olympics, et amerikansk idrætskoncept målrettet de særlige behov hos mennesker med udviklingshandicap, blevet en væsentlig del af DHIF’s (nu Parasport Danmarks) idræt for målgruppen. Siden 2006 har forbundet afviklet Special Olympics Idrætsfestival hvert andet år, ligesom man hvert fjerde år sender et stort hold atleter af sted til Special Olympics World Summer Games, verdens største breddestævne for atleter med udviklingshandicap.

Karl Vilhelm Nielsen, der var formand for forbundet dengang, er glad for af, at idrætten for mennesker med udviklingshandicap og svære fysiske handicap i dag er en veletableret og velfungerende del af parasporten:

– Det er noget, jeg er lidt stolt over. Jeg tænker blandt andet på de muligheder, Special Olympics-konceptet giver nationalt og internationalt. Deltagerne får nogle oplevelser idrætsligt, kulturelt og socialt, som de ellers ikke ville have fået. Og på at vi har fået el-hockey etableret for en gruppe, der ikke har mange andre muligheder. Det er en stor idræt med flere divisioner. Det er der ikke mange af vores idrætter, der har.