1980-1989: Guld, guld, guld

Det er koldt i Seoul, og regnen slår i ansigtet. Hænderne glider igen og igen på kørestolsracerens våde hjul, når hun slår sig fremad. Fyrre kilometers asfalt ligger bag hende, da hun kører ind på det olympiske stadion, og manden fra Canada, der har ligget på hjul i hvad der føles som en evighed, overhaler.

Connie Hansen bruger irritationen til at finde de sidste kræfter frem, hun bider smerten i sig og tager de afsluttende runder på stadion. Bemærker knapt publikum.

Det er de Paralympiske Lege i 1988, og hun er verdens bedste kvindelige kørestolsracer. Hun har allerede taget guld i 400 meter, 800 meter, 1500 meter og 5000 meter. Nu passerer hun målstregen og vinder i maraton, legenes sidste og mest prestigefyldte konkurrence. Men glæden over den nærmest umulige bedrift, fem guld på stribe ved et PL, trumfes af irritationen over canadieren, der ingen føringer tog.

Connie Hansen triller hen og fortæller ham, at han har opført sig usportsligt.

– I don’t want to be beaten by a woman, svarer han. Så skælder hun ham huden fuld.

Den historiske høst

Connie Hansen er den største blandt mange danske profiler, da Danmark ved PL i Seoul vinder imponerende 66 medaljer, heraf 25 af guld – en dansk paralympisk medaljehøst, der aldrig vil blive overgået. Især i atletik og svømning står Danmark stærkt, og også kørestolsracerene Ingrid Lauridsen og Mogens Justesen og svømmerne John ”Piskeriset” Petersson, Anders Christensen og Charlotte Hede høster ædelt metal som med grønthøstere.

Det nystartede TV2 er taget med til Sydkorea og sikrer for første gang en massiv mediedækning af PL og et kendskab til handicapidrættens ”stjerner” hjemme i de danske stuer.

– Det var et fantastisk Paralympics. Vi havde et kanonhold og skovlede medaljer ind. Når det hele tiden går fremad, bliver man høj af det. Det var også første gang, hvor faciliteterne var de samme som ved OL. Det gav et kæmpe ryk, husker John Petersson, der vandt fire guldmedaljer i Seoul og i dag er formand for Parasport Danmark.

Talent og professionalisme

Elitedelen af dansk handicapidræts historie hænger uløseligt sammen med de Paralympiske Lege, der i professionalisme, prestige og niveau har en status langt over den, europamesterskaber og verdensmesterskaber har i de enkelte idrætsgrene.

Danmark deltager første gang ved legene i Tel Aviv i 1968. På det tidspunkt er der ingen reel dansk elite, og de seks deltagere vinder ingen medaljer, men må nøjes med store oplevelser. I de første mange år er legene kun for kørestolsbrugere, men i Toronto i 1976 kommer også synshandicappede og amputerede med, og Danmark tager sine første seks medaljer. Fra Toronto og frem til Seoul i 1988 hæves niveauet og antallet af vundne medaljer fra gang til gang, og Danmark udvikler sig til at være en af verdens ti bedste handicapidrætsnationer i både Seoul i 1988 og i Barcelona i 1992.

Baggrunden for den store succes er en gylden generation af atleter og et for datiden professionelt setup. I 1984 får Ingrid Lauridsen som den første paratlet Team Danmark-støtte, og i 1989 bliver Jysk Sengetøjslager forbundets første hovedsponsor.  

– Det var vigtigt at vi havde ordentlige forhold, nogle gode trænere og et godt serviceapparat til at hjælpe. Og så var der nogle talentfulde og ambitiøse idrætsudøvere, blandt andet et ungt svømmehold, der toppede i Seoul, siger Connie Hansen.

Hårdere international konkurrence

Siden 1988 har Danmark ved hvert PL vundet færre medaljer end ved det foregående. Først ved de Paralympiske Lege i Rio 2016 blev kurven vendt: her vandt man syv medaljer, to mere end ved de foregående lege i London. Men det er stadig ikke mange i forhold til de 66, der blev vundet i Seoul 28 år tidligere.

Ifølge Parasport Danmarks elitechef, Michael Møllgaard Nielsen, er der flere faktorer bag den faldende medaljehøst:

– Der er kommet langt færre klasser og mange flere deltagende nationer. Så konkurrencen er blevet meget skarpere, og tendensen er, at atleterne specialiserer sig mere end nogensinde før. Connie Hansen vandt i sin tid alt fra 100 m til maraton, det ser du ikke på samme måde mere. Vi har jo haft nogle fortrin som velfærdssamfund, men i dag satser langt flere lande på paraelitesport, lyder det fra elitechefen, der har været til PL i en stabsfunktion ved alle lege siden 1992, og som i 2008-2016 stod i spidsen for den danske trup ved sommerlegene.   

Tallene bakker elitechefen op. Ved PL i Seoul i 1988 blev der delt 2200 medaljer til godt 3.000 deltagere fra 60 lande. Ved legene i Tokyo (afholdt efterdeadline) forventes det at 4.400 atleter fra ca. 170 lande vil dyste om 1620 medaljer.

Samarbejde styrker

Michael Møllgaard Nielsen medgiver, at elite-parasporten i Danmark i særligt 00’erne havde store udfordringer med at rekruttere og skabe attraktive træningsmiljøer, men i dag ser han optimistisk på fremtiden. Et styrket og tættere samarbejde med DIF, Team Danmark, specialforbund og almenklubber har langsomt løftet elite-parasporten igen. 

– Opmærksomheden omkring PL har været med til at gøre, at vi er kommet i meget tættere kontakt med almenklubberne og specialforbundene. De ser PL på TV og får et helt andet billede af os. Alle eliteatleter, medmindre de spiller goalball eller kørestolsrugby, træner i en almen idrætsforening, og stort set alle vores trænere er højt uddannede og kommer fra specialforbundene. Det styrker rekrutteringen til de enkelte idrætter og gør det nemmere at udvikle nogle stærke træningsmiljøer. Samtidig er Team Danmark er rykket tættere på os med alle deres eksperter, og så har vi fået DIF til at overtage ansvaret for den danske PL-deltagelse. Det frigør virkelig nogle resurser hos os, og det har også  tilført noget økonomi, som er fuldstændig afgørende for muligheden for at præstere, siger elitechefen, der tror på, at fremgangen ved legene i Rio vil fortsætte i årene fremover:

– Jeg er super positiv i forhold til fremtiden.