Parasport Danmark logo hvid.png

Svendborg Basketball Club vinder DM i rekruttering 2020

En jury har udpeget Svendborg Basketball Club som den samlede vinder af konkurrencen DM i rekruttering, og klubben kan dermed kalde sig danmarksmester i at rekruttere børn og unge med handicap. Med de nødvendige forholdsregler fik klubmedlemmer og formand Karin Olsen i dag overrakt blomster og en præmiecheck på 25.000 kr.

Formand for Svendborg Basketball Club, Karin Olsen, modtager blomster og check fra projektleder i Parasport Danmark, Line Kruse. Foto: Tom Andreasen.
Formand for Svendborg Basketball Club, Karin Olsen, modtager blomster og check fra projektleder i Parasport Danmark, Line Kruse. Foto: Tom Andreasen.

Flaget var hejst, og gensynsglæden var ikke til at tage fejl af foran Svendborg Idrætscenter i dag, da idrætsudøvere fra Svendborg Basket Clubs dansehold mødtes med trænere og klubformand Karin Olsen for første gang i adskillige uger – naturligvis med behørig afstand.

Og årsagen var da også festlig: Klubbens initiativ med at skabe et danse-og cheerleaderhold for børn med særlige behov er netop udpeget som vinder af Parasport Danmarks konkurrence DM i rekruttering, og derfor blev de i dag hyldet og fik overrakt blomster og en check på 25.000 kr.

– Det er helt fantastisk!, lød den første og umiddelbare reaktion fra en rørt formand Karin Olsen fra Svendborg Basketball Club, der også var overrasket over, at en lille forening kunne vinde konkurrencen over de store foreninger og andre gode projekter, de var oppe imod.

Også børn og trænere var stolte:
– Jeg oplever, at børnene føler, at de er del af noget som er større end dem selv, at de er en del af et fællesskab. Det er en måde for børnene at lære om det sociale spillerum, og de lærer hinanden forskelligheder og bliver rummelige over for hinanden. At opleve glæden fra børnene og at de glæder sig til at komme til træning, det er så værdifuldt, lød det fra træner Anja Hersbøl Trabjerg.

Hun blev suppleret af Jeppe Hansen fra Wild Rabbit:
– Jeg synes, det er ret sejt, at vi har vundet den her pris. Det er godt at stå med 25.000 kr. i hånden. Måske skal vi bruge pengene til en tur til Lalandia, lød buddet.



Flere idrætsaktive børn og unge med handicap
Igennem det seneste år har ni klubber fra hele landet knoklet for at skabe bedre idrætsmuligheder for børn og unge med handicap i Parasport Danmarks konkurrence DM i rekruttering. Svendborg Basketball Club har deltaget i konkurrencen med et mål om at udvide basketholdet Wild Rabbits – for børn med særlige behov – med et dansehold, som skal fungere som cheerleaders for deres baskethold. Til sammen har holdene nu 18 medlemmer med særlige behov.

Efter en online-afstemning gik tre finalister videre til finalerunden – ud over Svendborg-klubben var det Københavns Idrætsforening For Udviklingshæmmede og Virum-Sorgenfri Tennisklub. En jury bestående af medlemmer af Parasport Danmarks Breddeudvalg har vurderet initiativerne, og det blev altså Svendborg Basketball Clubs initiativ, der imponerede juryen allermest – selv om det var svært at vælge ét initiativ over de andre, fortæller formand for Parasport Danmarks Breddeudvalg, Lene van der Keur:
– Det har virkelig været et svært valg, da alle tre finalister på hver deres måde har formået at rekruttere, fastholde og forankre og også kan overføre til andre klubber.

Juryen lagde særlig vægt på, at klubben har formået at inkludere deres nye medlemmer i hele foreningen:
– Valget er til sidst faldet på Svendborg Basketball Club. Her har man over en bred kam i klubben arbejdet for, at dette skulle lykkes. Det er fantastisk, at børnene bliver inddraget i rigtig mange af klubbens aktiviteter, og at klubben også rækker ud og samarbejder med andre lokale ressourcer – stort tillykke med det, lyder det fra Lene van der Keur.

At de nye Rabbits-hold skal være en fast forankret del af klubbens øvrige aktiviteter, har da også været et af kardinalpunkterne, fortæller Karin Olsen, som er formand i klubben.
– Vi har hele vejen igennem haft fokus på at inkludere børnene i foreningen – uanset om man har nogle lidt særlige behov, så er man lige så meget en ”Svendborg Rabbit” som alle andre. Det er en stor glæde at opleve, hvordan hele klubben bakker op om vores tiltag.

Glæder sig til at komme i hallen igen
Selvom foreningslivet på grund af coronavirus ligger lidt stille i øjeblikket, er klubben i fuld gang med at planlægge nye aktiviteter til næste sæson, og Karin Olsen ved godt, hvad pengene skal bruges til, når Wild Rabbits igen får lov at komme tilbage til Svendborg Idrætscenter.
– Pengene er selvølgelig øremærket til Wild Rabbits-holdene. Måske skal nogle af pengene gå til at deltage i den nye Happy Hoops-liga, som er en basketliga for børn med særlige behov. Vi leger også lidt med at udvide med en tredje idræt, der passer ind i konceptet for klubben, men for os er antallet af børn på holdene ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel – det er indholdet, der først og fremmest er vigtigt.


Alle DM-projekterne fortjener stor anerkendelse
Der kan som bekendt kun findes én vinder af konkurrencen, men alle ni foreninger, der har deltaget, fortjener stor anerkendelse for deres arbejde med målgruppen, fortæller projektleder i Parasport Danmark Line Kruse:
– Det har været utroligt spændende at opleve alle deltagernes rekrutteringsindsatser folde sig ud, og de har allesammen arbejdet meget målrettet på at få flere børn og unge med handicap aktive. Det er vores håb i Parasport Danmark, at de mange nye tiltag, der er blevet igangsat, må trives i det videre forløb. Lige så vel håber vi, at indsatserne kan være til stor inspiration for andre foreninger.

De øvrige to projekter i finalen var:

Virum-Sorgenfri Tennisklub
Indsats: Virum-Sorgenfri Tennisklub har deltaget i konkurrencen med projektet TEAM FRED, der er et tennishold for børn og unge med ADHD og autisme.

Københavns Idrætsforening For Udviklingshæmmede
Indsats: Københavns Idrætsforening For Udviklingshæmmede (KIFU) har deltaget i konkurrencen med en oprindelig målsætning om at oprette to nye i samarbejde med almene idrætsforeninger i København.

Læs mere om de øvrige deltagere i konkurrencen ved at klikke her. 

Læs mere om DM i rekruttering her.