Rubens fodboldmagi hædret med Ildsjæleprisen 2025
Som træner og stifter af fodboldholdet Specialstyrken i Hinnerup har Ruben skabt et inkluderende fællesskab for børn med særlige behov, og gjort en kæmpe forskel - der nu belønnes med Parasport Danmarks fornemme Ildjælepris.

Når fodbolden sparkes over græsset på banen i Hinnerup, er det ikke bare sport – det er livsglæde, fællesskab og rummelighed. Bag den magi står Ruben Skjellerup Meng, som modtager Parasport Danmarks Ildsjælepris 2025 for sin helt særlige indsats som træner og drivkraft bag Specialstyrken – et fodboldhold for børn og unge med særlige behov i HOG Fodbold.
Ruben Skjellerup Meng hædres for sin enestående indsats med at skabe fællesskab, fodboldglæde og uforglemmelige oplevelser for børn, der ofte står uden for fællesskabet - her træder de ind på banen med stolthed og selvtillid.
- Som mor til en søn med ADD og autisme er holdet en gave og et uundværligt tilbud som har styrket min søns tro på sig selv, siger Lene Krarup Monrad som har sin søn på Rubens hold.
Her er der plads til forskelligheder, superkræfter og masser af fodboldglæde – alt sammen skabt gennem Rubens utrættelige indsats og dybe menneskelige engagement.
- Hvis man har en hjerneskade, er autist, blind eller bare har brug for lidt ekstra omsorg, så er det os ’almindelige’ dødeliges ansvar at sørge for, at de bliver inkluderet, siger Ruben.
Den holdning gennemsyrer alt, han gør – fra træning og stævner til fælles oplevelser som indløb med AGF eller hyggelige ture til Randers Regnskov. Ruben formår at se potentialet i hver enkelt spiller, og fremhæve deres styrker. Dette gjorde han bl.a. da han indstillede spilleren Silas til prisen ”Årets Holdkammerat”. Dette endte med en meget flot 2. plads, samt 10.000kr. i præmie til klubben. Sådan skaber man ikke bare succesoplevelser, men også forbilleder.



Ildsjæleprisen gives til personer, der gør en markant forskel for parasporten. Med sin varme, vilje og vision har Ruben gjort netop dét. Han har bygget broer, åbnet døre og vist vejen til et inkluderende fællesskab, hvor børn ikke bliver defineret af deres udfordringer, men af deres drømme og evner.
Parasport Danmark er stolte af at hylde Ruben Skjellerup Meng med Ildsjæleprisen 2025 – for en indsats, der rækker langt ud over fodboldbanens optegninger og ind i hjertet på de mennesker, han berører.
Med Ildsjæleprisen i Parasport Danmark følger 5.000 kr.
Indstillede kandidater i 2025
Ruben Skjellerup Meng, Specialstyrken HOG
Birgit Søgaard Hansen, Helsingør Atletik Klub
Maria Miravet Sorribes, Højbjerg Badminton Klub
Mette Damkjær, BGIF Gymnastik
Rikke Blomgren, Medicinsk Udvalg (Parasport Danmark)
Tidligere modtagere af Ildsjæleprisen
2008 Kirsten Vagner, Vordingborg Handicap Idræt
2009 Keld Zysek, DHIF's Svømmeudvalg
2010 Jan Karkov Sørensen, IH Aalborg
2011 Dan Egerup, Helsingør Floorball Team
2012 Villy Villadsen, Skive Handicap Idræts Forening
2013 Forældregruppen, Højbjerg Badmintonklub
2014 Peder Dahl, Lavia Viborg
2015 Jesper Overgaard, Dansk Håndcykelklub
2016 Charlotte Svarrer, Skjern Håndbold
2017 Trine Lyngsø, Holsted Ungdoms og Gymnastikforening
2018 Karna Gregersen, Svømmeklubben Sælungerne
2019 Gitta Thorup Sørensen, I.H. Aalborg
2020 Pernille Holm Sørensen, LAVIA Aarhus
2021 Janus Tappert, Klub Liv og Motion
2022 Mona Bober, Bowlingklubben Trippel
2023 Leif Torstensen, Goalball-Klub Odense Handicapidrætsforening
2024 Alex Dahl Nielsen, VI-KA Thisted