Ny chef for Kommunikation og Kommerciel i Parasport Danmark
Maiken Schütt kommer fremover til at stå i spidsen for kommunikationen i Parasport Danmark, hvor det overordnede mål er at øge synligheden og sprede parasportens stærke fortællinger.
Parasport Danmark opruster på kommunikationsfronten med ansættelsen af Maiken Schütt som ny chef for afdelingen Kommunikation og Kommerciel. Fra 1. februar 2025 får hun ansvaret for at skærpe parasportens stemme i offentligheden og sikre, at sportens mange inspirerende fortællinger når endnu bredere ud.
Med en solid baggrund inden for strategisk kommunikation og kommercielt arbejde bringer Maiken Schütt både journalistiske kompetencer og erfaringer fra hendes tid som elitesportsudøver på sejlerlandsholdet til den nye rolle. Hun kommer fra en stilling som Content & Marketing Manager hos DIF og Team Danmark Kommerciel, hvor hun har været med til at udvikle kampagner og strategier, der har spillet en central rolle i dansk idræt. Et af de markante højdepunkter er OL- og PL-kampagnen Ingen Vinder Alene, der blev rost for at sætte fællesskabets styrke i centrum – et tema, som også spiller en central rolle i parasportens udvikling.
Klar til at sætte parasporten på dagsordenen
Maiken skal arbejde med at implementere en strategisk og autentisk fortælling for Parasport Danmark, som både omfatter en stærk redaktionel linje og en kommerciel dimension, der kan binde Parasport Danmarks vision og værdier sammen i en stærk og troværdig kernefortælling.
– Maikens stærke baggrund inden for strategisk kommunikation og hendes indgående kendskab til idrætsverdenen gør hende til den helt rigtige til at føre parasportens fortællinger frem i rampelyset. Hun træder til i et år, hvor vi i Parasport Danmark ser store muligheder for at konsolidere os og række ud mod nye højder. Med Maiken på holdet er vi klar til at tage de næste skridt mod vores ambitioner om større synlighed og endnu stærkere fællesskaber, siger Parasport Danmarks direktør, Ivan Løvstrup og fortsætter:
– Det handler om at samle, inspirere og engagere – og give parasportens stemme en endnu større plads i fortællingen om dansk idræt.
Maiken Schütt ser stort potentiale i parasportens evne til at engagere og inspirere, både i og uden for idrættens rammer:
– Under PL i Paris blev det tydeligt for enhver, at der i parasporten findes de vildeste personlige historier og meget imponerende sportslige præstationer. Opmærksomheden på parasporten og paraatleterne har et stort potentiale til at engagere mange flere mennesker med et handicap i idrættens fællesskaber, men potentialet rækker langt ud over parasportens grænser, og jeg glæder mig til at være med til at sætte fokus på en vigtig agenda til stor gavn for både idrætten, erhvervslivet og samfundet, siger Maiken Schütt.
Vi ser frem til at byde Maiken velkommen og til det kommende samarbejde om at styrke parasportens stemme og værdi i Danmark.