Hvem skal være Årets Para-atlet i 2021?
Årets Para-atlet skal traditionen tro honoreres med Pressalits Keep Living-pris og 40.000 kr. Det sker den 1. februar 2022 ved et arrangement for Parasport Danmarks sponsorer, samarbejdspartnere og pressen i Vejle, hvor vi også kigger frem mod den danske deltagelse ved de Paralympiske Vinterlege i Beijing i marts samt de store parasportsevents på dansk grund i 2022.
En forrygende sportssommer fik et flot punktum ved de Paralympiske Lege i Tokyo i august og september, hvor 25 danske para-atleter tilsammen vandt fem medaljer i atletik, bordtennis, taekwondo og dressur.
Én medaljevinder har imponeret i en sådan grad, at han eller hun nu kan se frem til at modtage Pressalits Keep Living-pris ved kåringen af Årets Para-atlet 2021, der finder sted ved et arrangement tirsdag den 1. februar kl. 14 på Vejle Center Hotel, Willy Sørensens Plads 3, 7100 Vejle.
Under seks måneder efter afslutningsceremonien i Tokyo tændes den olympiske ild igen ved vinter-PL i Beijing, der indledes den 4. marts 2022. En enkelt para-atlet får mulighed for at repræsentere Danmark i alpin skisport, og på pressemødet kigger Parasport Danmark frem mod konkurrencerne.
Flere store events på dansk grund
I 2022 er der flere store parasportsevents i Danmark, som vi også kigger frem imod på pressemødet. I dagene 18.-20. marts er der paradressur i verdensklasse i Randbøl, når Blue Hors danner rammen om et stort internationalt paradressurstævne. Til maj forventes op mod 1000 idrætsudøvere med udviklingshandicap at tage del i Special Olympics Idrætsfestival i Kolding, og i august er Danmark og Herning vært for VM i fire ridesportsdiscipliner, herunder paradressur. Endelig venter der endnu en stor oplevelse til oktober, når er Vejle Kommune, Sport Event Denmark og Parasport Danmark vært for VM i kørestolsrugby, der samler de 12 bedste rugbynationer i kampen om VM-trofæet og direkte kvalifikation til de Paralympiske Lege i Paris 2024. På pressemødet fortæller Parasport Danmark om forberedelserne til verdensmesterskabet, der efter et succesfuldt EM samme sted i 2019 udvider tilskuerkapaciteten for at samle endnu flere danskere og medrejsende tilskuere omkring en af parasportens mest populære og seværdige idrætter.
Tilmelding
Alle relevante atleter vil være til stede og stille op til interview.
Af praktiske årsager bedes tilmelding til kåringen og pressemødet i DGI Huset Vejle ske senest mandag den 31. januar 2021 til Parasport Danmarks kommunikationskonsulent Jannik Lund Andersen, e-mail: jla@parasport.dk eller tlf. 51 27 17 60.
Om Pressalits Keep Living-pris
Pressalit A/S tilbyder fleksible køkken- og badeværelsesløsninger til mennesker med nedsat funktionsevne gennem forretningsområdet Pressalit Care, der arbejder for at fjerne begrænsninger og skabe nye muligheder for personer med handicap. Pressalits Keep Living-pris er essensen af dette arbejde - en måde at honorere para-atleter, som gennem deres sport sætter et eksempel og viser, at der findes muligheder, hvor andre måske ikke ser nogle.
Ved udvælgelsen af vinderen er der lagt vægt på årets resultater, men også træningsindsats, indstilling og det, at udøveren vurderes at være en god repræsentant for parasporten, har spillet ind. Prisen er blevet uddelt siden 2002, hvor Pressalit blev hovedsponsor for Parasport Danmark, og de ti seneste vindere er:
2010: Landsholdet i ridning
2011: Kvindelandsholdet i goalball
2012: Jackie Tony Christiansen, atletik
2013: Landsholdet i kørestolsrugby
2014: Amalie Vinther, svømning
2015: David Amager, landstræner i ridning
2016: Peter Rosenmeier, bordtennis
2017: Daniel Wagner, atletik
2018: Stinna Tange Kaastrup, ridning
2019: Lisa Kjær Gjessing, taekwondo
2020: Landstrænerteamet, skydning