Parasport Danmark logo hvid.png

Hattricket kom i hus: Peter Rosenmeier vinder EM-guld i parabordtennis

Rutinerede Rosenmeier var suveræn i finalen, mens Thea Amalie Nielsen overraskende nappede en bronzemedalje.

Hattricket kom i hus: Peter Rosenmeier vinder EM-guld i parabordtennis
Thea Amalie Nielsen tog overraskende bronzemedaljen i kvindernes klasse 10, mens Peter Rosenmeier var urørlig i mændenes klasse 6. Foto: Louise Dyring Mbae.

Helsingborg Arena har siden mandag dannet rammen om EM i parabordtennis, og i dag blev finalerne i singlerækkerne afviklet. Danske Peter Rosenmeier, der gennem en lang årrække har domineret verdenstoppen i parabordtennis, gik benhårdt efter guldet. Og sådan blev det. Det har dog på ingen måde ligget i kortene, at titlen ville blive nem at erobre, da bredden i toppen kun er blevet større gennem årene. Men finalen bød på en skarpt spillende Rosenmeier, der ikke lod den rumænske modstander, Bobi Simion, få et eneste sæt. Kampen blev afgjort med cifrene 11-5, 11-7 og 11-8 og guldet var i hus.

Overlegen guldkamp
EM-guldet betyder, at Peter Rosenmeier nu har opnået et af sine helt store mål: At være både verdensmester, paralympisk mester og europamester på samme tid. Men at det skulle kunne klares i tre sæt kom lidt bag på danskeren, som i semifinalen var i en tæt 5-sætter mod tyske Thomas Rau. 
– Nu er det lykkedes. Jeg har gerne villet have alle tre titler samtidig og det skete i dag. Men denne her finale – det blev sgu lidt nemmere end jeg havde troet. Simion har været godt spillende hele turneringen igennem, men jeg kommer ind og får sat mig på ham og synes, jeg har den hele vejen igennem. Det er jo fantastisk at sådan en finale kan gå så stærkt, fortæller Peter Rosenmeier med et smil på læben.

Peter Rosenmeier, der spiller i klasse 6, har deltaget ved de Paralympiske Lege fire gange i streg og går benhårdt efter at hive en tredje PL-guldmedalje hjem til næste års Paralympiske Lege i Tokyo.

Flot bronze til Thea Amalie Nielsen
Også i damesingle endte det med et godt resultat. Her mødte Thea Amalie Nielsen den tyrkiske Merve Demir i en tæt semifinale. En femsætter, hvor det var marginaler, der gjorde udfaldet. Det blev desværre til et nederlag til danske Thea, der dog stadig kunne glæde sig over sin første EM-bronzemedalje som singlespiller.
– Jeg er selvfølgelig virkelig, virkelig glad for, at jeg nåede til semifinalen og brød min seedning. Det havde jeg overhovedet ikke forventet, så det er kun super positivt. Men jeg er selvfølgelig mega, mega ærgerlig over, at når nu det var så marginalt i de sæt, jeg tabte, at jeg ikke lige fik den sidste bold på pladen. Men jeg er rimelig fortrøstningsfuld. Jeg er gået ind til det her EM uden forventninger, så jeg er glad, fortæller Thea Amalie Nielsen, der deltager i klasse 10, som er for de spillere, der har mindst funktionsnedsættelse.

Også landstræner, Christoffer Petersen, er godt tilfreds. Og endda en smule overrasket.
– Når man tænker på den start vi fik på ugen, med Sophie Walløe som røg ud (læs mere her), så skulle vi nedjustere medaljemålsætningerne. Men Thea gjorde sit til, at vi stadig er i mål med den. Det er super fedt, siger han og fortsætter:
– Theas bronzemedalje er overraskende. Vi vidste godt, at Peter kunne gå hen og vinde. Det er selvfølgelig svært på en anden måde, men Thea kommer fra ikke at være i nærheden af sådan noget til i sidste turnering og frem til nu bare at bygge på. Så det glæder mig på en måde mindst lige så meget som Peters guldmedalje, fortæller Christoffer Petersen, der dog allerede før EM luftede muligheden for, at Thea kunne gå hen og overraske.

Holdturnering venter
Torsdag til lørdag spilles der holdturnering, hvor Danmark i klasse 7 deltager med spillerne Peter Rosenmeier, Henrik Brammer og Rasmus Damkjær Hansen.
Følg med på den officielle EM-side: https://www.ittf.com/tournament/5090/European-Para-Championships-2019/