Parasport Danmark logo hvid.png

De Olympiske og Paralympiske Lege samles i DIF

Danmarks Idrætsforbund overtager ansvaret for den danske deltagelse ved de Paralympiske Lege og sidestiller dermed parasporten og almenidrætten.

De Olympiske og Paralympiske Lege samles i DIF
Danmark til de Paralympiske Lege i Rio 2016. Foto: Lars Møller

Når de danske atleter kæmper om medaljer ved OL og PL har det hidtil været to forskellige organisationer, der stod bag deltagelsen. Den danske OL-deltagelse er organiseret af DIF, som er olympisk komité i Danmark, mens Parasport Danmark har stået for den danske deltagelse ved PL. Det ansvar overgår nu til DIF, og det betyder fx, at det er DIF, der fastsætter udtagelseskrav, er udtagelseskomité og sammensætter PL-staben.

Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF, siger:

- Der er mange gode argumenter for, at den danske deltagelse ved De Paralympiske Lege rykker fra Parasport Danmark og over i DIF-regi. Først og fremmest sidestiller vi nu PL-atleterne og OL-atleter. Vi sender hermed både et stærkt signal til omverdenen, men også til atleterne selv. Desuden forventer vi at kunne skabe flere indtægter fra fonde og andre samarbejdspartnere, så PL-atleterne kan præstere endnu bedre under legene. Sidst men ikke mindst, så er der god synergi i at lade den samme organisation stå for deltagelsen i både OL og PL, da det er begivenheder, som minder meget om hinanden og foregår samme sted med omkring en måneds mellemrum. Vi ser meget frem til den nye store opgave og går til den med et ambitiøst mål om både flere PL-medaljer og at styrke parasporten i Danmark.

I Parasport Danmark er der ligeledes stor tilfredshed med, at paraplyorganisationen DIF fremover løfter den danske PL-deltagelse.

- Vi er meget tilfredse med, at DIF sidestiller parasporten med den øvrige olympiske idræt, og vi ser frem til samarbejdet omkring den danske PL-deltagelse, siger Niels Christiansen, direktør i Parasport Danmark og fortsætter:

- Vi forventer, at DIF styrker rammerne om den danske PL-deltagelse frem mod Tokyo 2020, og at et tæt samarbejde mellem Parasport Danmark, specialforbundene og Team Danmark vil løfte de sportslige resultater og føre til flere danske PL-medaljer. Det er et samarbejde, der er nødvendigt, hvis vores atleter skal kunne blande sig i toppen af international parasport fremover.

På den korte bane fortsætter Parasport Danmark med at varetage den danske deltagelse i vinter-PL i PyeongChang 2018, og på lang sigt vil elitearbejdet fortsat være en væsentlig del af forbundets virke.

- Vi slipper ikke PL, men vi overlader tøjlerne til DIF. Det er fortsat vores ansvar at sikre, at de danske paraatleter får de bedst mulige vilkår for at vinde medaljer ved internationale mesterskaber, siger Niels Christiansen.

På atletsiden er der store forventninger til, hvad den nye omorganisering kommer til at betyde og kan føre med sig med tiden. Peter Rosenmeier, der har fire PL-deltagelser og fire PL-bordtennismedaljer - heraf to af guld - på CV'et, siger:

- Vi er meget glade for sidestillingen af PL med OL i DIF. Det er noget, vi har kæmpet for længe, og vi tager det som en meget positiv anerkendelse og håber samtidig, at det blot er første skridt på vejen mod en bredere integration af parasporten i almenidrætten. Her og nu glæder vi os dog først og fremmest til snart at begynde PL-kampagnen frem mod Tokyo med forventningen om flere ressourcer at trække på og håbet om at kunne betale tilbage med endnu flere PL-medaljer på sigt.

DIF har formelt set allerede overtaget ansvaret for PL-deltagelsen, men da der er under et halvt år til vinterlegene i sydkoreanske PyeongChang, så fuldfører Parasport Danmark denne PL-deltagelse, som de længe har arbejdet på.

Fakta om PL i Rio

  • 21 danske atleter fordelt på atletik, bordtennis, cykling, ridning, skydning og svømning
  • 7 danske medaljer (1 guld, 2 sølv, 4 bronze)
  • 4.342 atleter i alt
  • 528 medaljesæt i 22 sportsgrene
  • Knap 2,2 millioner tilskuere
  • PL blev mediedækket i 154 lande verden over
label