Parasport Danmark logo hvid.png

Parasvømning: Odense FREM med i projekt Rising Stars

Svømmeklubben FREM Odense bliver med nyt tilbud i parasvømning en del af projektet Rising Stars.

Parasvømning: Odense FREM med i projekt Rising Stars
FREM Odense bliver nu en del af projektet Rising Stars, der skal give børn og unge i alderen 7-15 år et supplement til den daglige klubtræning.

FREM Odense skal i samarbejde med Parasport Danmark være med til at løfte parasporten i Danmark inden for svømning. Fra november 2020 kan Svømmeklubben FREM Odense således tilbyde para-atleter at blive en del af projektet "Rising Stars" – et projekt der skal give børn og unge i alderen 7-15 år et supplement til den daglige klubtræning.

I FREM glæder bestyrelsen og de 1700 medlemmer sig til at kunne komme i gang med projektet – og forhåbentlig byde velkommen til en masse nye ansigter i foreningen.

- Parasport er absolut noget, vi ser frem til at kunne gøre noget mere ud af. Og i samarbejde med Parasport Danmark er jeg sikker på, vi kan lave noget rigtigt godt til gavn for folk i Odense og evt. fra hele Fyn. FREM har altid taget et socialt ansvar, og det er vigtigt, at idrætsklubber ikke er snævre og sig selv nok, så derfor har vi hele paletten af medlemmer, siger Christian Heyde-Petersen, formand i FREM, og fortsætter:
- Folk kan have forskellige udgangspunkter i livet, så det er vigtigt, at alle kan finde et fællesskab. Alle skal kunne føle sig hjemme i FREM og i idrætten – uanset om man er på vej til VM i livredning eller lige er begyndt til vandpolo. Vi er jo også en folkeoplysende forening, og derfor skal vi jo bidrage til at gøre os alle sammen lidt klogere og mere oplyste. Men hvem ved, måske Odense skal til at sende svømmere til de Paralympiske Lege? Det ville da være super!

Idrætskonsulent i Parasport Danmark, Anne-Dorte Andersen, glæder sig over samarbejdet med FREM Odense.
- Det kræver nogle engagerede værtsklubber at starte de her Rising Stars-hold op for svømmere med en funktionsnedsættelse, og vi er glade for, at FREM Odense ville være med. Målet er at etablere to hold - et Rising Stars-hold for børn med et fysisk handicap eller et synshandicap samt et hold for børn med et udviklingshandicap.

På den lidt længere bane er inklusion på de almene hold et af målene i FREM, fortæller klubbens udviklingschef, Brian Marshall:
- Ideen her er, at vi laver nogle opstartshold til børn med funktionsnedsættelser, og så er det tanken, at efterhånden som de bliver bedre og får lyst til at svømme mere, så tilbydes de mere og mere tid på de almindelige svømmehold. Inklusion og integration er vigtigt, og vi skal huske, at de alle kan lære af hinanden ved at være sammen. Derudover håber vi, at vi som klub kan løfte dem alle, og at de får et socialt fællesskab, funktionsnedsættelser eller ej.

Yderligere information
Svømmeklubben FREM Odense:
Formand Christian Heyde-Petersen, tlf. 51 91 86 18
Udviklingschef Brian Marshall, tlf. 22 10 70 05

Parasport Danmark:
Idrætskonsulent Anne-Dorte Andersen, tlf. 21 34 44 24. 


OM RISING STARS

"Rising Stars” er titlen på et succesfuldt træningsfællesskab for børn og unge i parabordtennis, og det koncept overføres nu også til parasvømning og para-atletik. Det første svømmetilbud er startet op i Aarhus i september 2020.

Målgruppen er børn og unge med funktionsnedsættelse i alderen 7-15 år, og det er ikke et krav, at man er medlem af en klub.

Tilbuddet er en mulighed for, at svømmere med handicap fra forskellige klubber og landsdele kan mødes og udveksle erfaring og få hjælp til at få den bedst mulige træning tilpasset deres handicap. Trænerteamet består bl.a. af Parasport Danmarks svømmelandstræner samt trænere fra vores talenthold, boblehold og u-hold (for svømmere med udviklingshandicap), og derudover vil flere af vores etablerede parasvømmere også hjælpe til og dele ud af deres erfaringer.