Parasport Danmark logo hvid.png

Mere idræt på vej til borgere med handicap i Fredericia

Nyt samarbejde skal give flere fredericianere med funktionsnedsættelse og psykiske vanskeligheder mulighed for at dyrke idræt. Første tilbud er klar til sommer.

Mere idræt på vej til borgere med handicap i Fredericia
I sommerferien 2019 vil børn og unge med særlige behov i Fredericia og omegn få mulighed for at røre sig sammen med andre på en af Parasport Danmarks sportsskoler. Foto: Lars Thomsen

Fredericia Kommune indgår en fælles aftale med Bevæg dig for livet – Parasport og Idræt for sindet. Aftalen betyder, at Fredericia Kommune styrker indsatsen for, at flere borgere med funktionsnedsættelse og psykiske vanskeligheder får mulighed for at dyrke idræt og være en del af det lokale foreningsliv. Særligt vil der være fokus på kommunens børn og unge.

Konkret nedsætter Fredericia Kommune en arbejdsgruppe, hvor repræsentanter fra kommunen, Idræt i dagtimerne, specialskoler samt kommunens bo- og aktivitetstilskud arbejder for at sikre flere tilbud til målgruppen.

- Vi tror på, at fællesskabet styrker vores trivsel, og kombinerer man det med fysisk aktivitet, øges vores livskvalitet. Derfor er tilbuddene i idrætsforeningerne helt centrale for denne aftale, lyder det fra Peer Stokholm, direktør i DGI Sydøstjylland.

Første tilbud klar til sommer
Allerede i sommerferien 2019 vil byens børn og unge med særlige behov få mulighed for at røre sig sammen med andre. Her bliver der stablet en sportsskole på benene i samarbejde med Parasport Danmark, hvor de unge får mulighed for at prøve kræfter med forskellige sportsgrene.

- For både kommunen og os som idrætsorganisationer har det været vigtigt med en samarbejdsaftale, der kan sikre hurtig handling. Derfor er vi glade for, at det er muligt at etablere en sportsskole for børn med funktionsnedsættelse eller særlige behov allerede i 2019. På den måde får vi hurtigt involveret det frivillige foreningsliv og giver børnene en mulighed for at deltage på en sportsskole på linje med deres kammerater, siger John Petersson, formand i Parasport Danmark.

Sportsskolen forventes at vare i fire dage og finde sted i et af de lokale idrætsmiljøer i Fredericia.

- Vi vil give flere muligheder til borgere med særlige behov, og vi håber, at vi kommer til at se mange flere engagere sig i det lokale foreningsliv rundt omkring i kommunen. Mange vil sikkert nikke genkendende til, at idrættens verden giver venner for livet. Det håber jeg, at mange flere af vores borgere kommer til at opleve, siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune Lars Ejby Pedersen.

Formanden for Handicaprådet i Fredericia ser frem til, at der kommer flere idrætstilbud til målgruppen:
- Børn og voksne med særlige behov har også brug for et socialt fritidsliv. De falder ofte uden for rammerne af de gængse idrætstilbud, fordi de har brug for ekstra hjælp og støtte. Så det er rigtig fint, at der nu kommer fokus på at give dem nogle flere muligheder. Også forældrene vil have gavn af, at tilbuddene bliver organisereret og drevet. Der er ikke altid overskud i en travl hverdag til at engagere sig som frivillig, siger formand for Handicaprådet i Fredericia Niklas Andersen.

Projektet er bredt forankret i Fredericia Kommune, hvor Kultur & Idræt, Børn & Unge, Senior & Handicap og Familie- & Børnesundhed samarbejder med de øvrige aktører om at udvikle flere idrætstilbud til målgruppen. Bl.a. bliver der etableret et tæt samarbejde med Idræt i dagtimerne, Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse og Frederiksodde Skolen. 

 

Fakta om Bevæg dig for livet – Parasport og Idræt for sindet

  • Bevæg dig for livet – Parasport og Idræt for sindet er et samarbejde mellem DGI, DIF, DAI og Parasport Danmark.
  • Målet er at indgå samarbejde med ti kommuner i Nordjylland og Sydøstjylland om at højne idrætsdeltagelsen for mennesker med funktionsnedsættelse eller psykiske vanskeligheder.
  • En kommunal idrætskoordinator bliver bindeled og den røde tråd mellem inaktive borgere med særlige behov, idrætsforeninger, kommunens forvaltninger, botilbud og idrætsorganisationer.
  • Aftalen bygger på et samarbejde mellem fire forvaltninger: Kultur & Idræt, Familie og Børnesundhed, Børn & Unge samt Senior & Handicap.
  • Den lokale aftale med Fredericia Kommune træder i kraft 1. april 2019.