Special Olympics-værtskab i verdensklasse
Der er gået tre dage siden atleter, trænere og frivillige sagde farvel til hinanden, til afslutningsceremonien på Special Olympics Idrætsfestival. Tak til Frederikshavn Kommune, for den fantastiske rolle som værtskommune.
Frederikshavn Kommune formåede virkelig at sætte rammerne til dette års Special Olympics Idrætsfestival, hvor 1200 deltagere fra 8 nationer gav den gas med sport, fest og fællesskab i tre intense dage. Begivenheden har ikke kun samlet atleter og trænere fra flere lande, men også skabt en atmosfære af glæde, inklusion og sportsånd, som vil blive husket i lang tid. Også for Parasport Danmarks bestyrelsesforman John Petersson. I hans tale til afslutningsceremonien, gav han udtryk for den fantastiske gæstfrihed og stærke indsats, som Frederikshavn har budt ind med.
- Den her weekend varmer mit idrætshjerte, og er fuldstændig uforglemmelig. Jeg har mødt fantastiske atleter, trænere og frivillige, der udviser så meget glæde og oprigtighed. En kæmpe tak til Frederikshavn kommune for at give os alle en idrætsfestival i verdensklasse, sagde John Petersson.
Ifølge Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit S. Hansen, var det heller ikke nemt at skulle sige farvel til festivalen efter den festlige weekend.
- Det har været helt fantastisk, jeg har slet ikke lyst til at I skal hjem. Vi har ventet så længe, glædet os så meget og nu er det hele ovre. I har været så gode alle sammen, trænere, atleter, frivillige. Alt er virkelig gået som det skulle, sagde Birgit S. Hansen.
Special Olympics Idrætsfestival handler om mere en blot sport; det handler om at skabe et fællesskab, hvor alle føler sig værdsat og inkluderet. Frederikshavn Kommune har med sit værtskab, på smukkeste vis levet op til den vision ved at byde varmt velkommen til alle deltagerne. Tak Frederikshavn!
Special Olympics 2026
Til afslutningsceremonien blev næste værtskommune offentliggjort. I 2026 vil Roskilde Kommune åbne byen op for endnu en festival i verdensklasse. Dette kun viceborgmester Jette Tjørnelund garanterer.
- Jeg vil gerne garantere, at vi i Roskilde Kommune vil sætte alle sejl til, for at gøre det mindst lige så godt som Frederikshavn Kommune. Vi vil leve op til et arrangement i verdensklasse, sagde Jette Tjørnelund da kommunen blev offentliggjort.