Paraskytterne har taget nye metoder i brug
I en tid hvor Covid-19 har sat en begrænsning for måden, vi er sammen på, har Parasport Danmarks skytter afholdt online-træningssamling – med stor succes.
I weekenden den 10.-12. juli var udviklings- og bruttogruppen samlet i Nykøbing Falster Skytteforening til den første fællestræning, efter at Danmark lukkede ned. Én central person manglede dog, for med den nuværende situation i Sverige prioriterede ledelsen, at den svenske landstræner Jonas Jacobsson ikke skulle komme til Danmark for at træne holdet, og der måtte derfor tænkes i nye baner.
Filmet fra fem forskellige vinkler
For at Jonas Jacobsson havde mulighed for at følge de danske skytter og komme med feedback til den enkelte skytte, blev der på en standplads sat fem webkameraer op, som filmede skytten fra forskellige vinkler. På én computer kunne landstræneren så skifte mellem de fem vinkler, og på en anden kunne han vise skytten, hvis der var noget ved skydestillingen, der skulle rettes.
På den måde havde hver skytte halvanden time med landstræneren, hvor der var fuldt fokus på den enkelte skytte, og tid til at rette evt. udfordringer.
I Nykøbing var landsholdschef Jens Møllenberg og idrætskonsulent Jens Winther klar til at klare det tekniske med internetforbindelse og indstilling af kameraerne i den rigtige vinkel, så Jonas Jacobsson kunne se skytten bedst muligt.
Skepsis gjort til skamme
Skytterne gik til træningen med en vis skepsis, da der var meget teknik, der kunne svigte og dermed ødelægge muligheden for at få den feedback, som er så vigtig, når man ikke mødes så tit. Men den skepsis blev hurtigt gjort til skamme. Dels fungerede teknikken upåklageligt, og dels havde den enkelte skytte, som noget nyt, landstrænerens fulde opmærksomhed i halvanden time.
– Selv om vi alle håber at kunne vende tilbage til mere normale forhold både i hverdagen og i forhold til vores træning, kan det godt betale sig at tænke i nye måder at træne og samles på med alle de tekniske muligheder, der findes, fortæller paraskytte Jens Frimann.
Også landsholdschef Jens Møllenberg er godt tilfreds med online-forsøget:
– Vi vil fremadrettet benytte vores tekniske opsætning, også selvom Jonas er fysisk til stede. Det er et godt visuelt værktøj, der kan fremme forståelsen, og det giver samtidig træneren flere muligheder til at kunne komme rundt om hele skytten, siger han og forsætter.
– Vi har igennem coronaperioden arbejdet med fjernsupport med elektroniske træningssystemer og webcams, så vi har kunnet sidde hjemme og følge den enkelte skytte træne og give support. Det vil vi også fortsætte med, da vi kan se, at det har en god virkning.
Ud over træningen var der også flere oplæg, blandt andet fra eliteskytten Emma Nørholm Koch fra almenidrætten, der fortalte om sin satsning med at flytte til Norge for at gå på NTG Kongsvinger Eliteidrætsgymnasiums skydelinje i tre år. Derudover lagde også dommer Carsten Klich vejen forbi.
Jagter paralympisk kvoteplads
Træningssamlingen blev afholdt hos Nykøbing Falster Skytteforening, der havde søgt støtte og fået kr. 40.000 fra Kulturministeriets coronapulje til tre træningssamlinger. Samlingen var en del af det nyligt igangsatte udviklingsprojekt inden for paraskydning, hvor der er fokus på at rekruttere nye skytter, opbygge en ny bruttogruppe til landsholdet samt implementere en ny træningskultur og et nyt koncept for talent- og elitearbejdet, fortæller landsholdschef Jens Møllenberg, der også har de mere konkrete målsætninger klar:
– Målet er at opnå Team Danmark-status igen, og ved de Paralympiske Lege i 2028 skal vi minimum have fem danske skytter med. På kort sigt skal vi have klassificeret de nye skytter i foråret 2021, deltage ved EM på 10 m med luftriffel i februar 2021 og gerne vinde en kvoteplads til de Paralympiske Lege i Tokyo ved World Cuppen i Lima. Derudover deltager vi ved 6-8 internationale konkurrencer frem mod PL, så hvis coronaen tillader det, har vi et tæt pakket program med konkurrencer og træningssamlinger i 2021.