Parasport Danmark logo hvid.png

NYE KØRESTOLE TIL UNDERVISNINGSKORPSET

Med 26 nye kørestole styrker Parasport Danmark indsatsen over for skoler, institutioner og firmaer, der vil at prøve kræfter med forskellige parasportsgrene.

NYE KØRESTOLE TIL UNDERVISNINGSKORPSET

Hvor hurtigt kan man egentlig køre i en sportskørestol, og hvad sker der, når man tackler hinanden? Det og meget mere kan du og dine medstuderende, venner og kollegaer prøve på egen hånd med Parasport Danmarks specialiserede undervisningskorps.

Korpset består af tidligere eller nuværende idrætsudøvere med et handicap, som både fortæller en personlig historie om, hvordan parasporten kan løfte det enkelte menneske og underviser i forskellige typer af parasport.

Tilbuddet er målrettet skoler, institutioner og firmaer i hele landet, der ønsker nye udfordringer og et arrangement, der samler.

"Med de nye kørestole kan vi styrke vores undervisning- og eventilbud, og det er samtidig anledning til, at vi gør en indsats for, at vi kan nå ud til flere uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Parasport er sjovt, og mange af idrætterne kan man sagtens prøve, selv om man ikke har et handicap. Det kan give fælles oplevelser, værdifuld indsigt og god anledning til gode snakke om, hvad det betyder at have et handicap," siger Søren Jul Kristensen, Bredde- og Teamchef i Parasport Danmark.

Underviserne tilpasser et grundforløb til deltagernes niveau, stedets faciliteter og medbringer på dagen en trailer fyldt med idrætsrekvisitter og sportskørestole. Undervisningen er opdelt i en praksis-del og en teoretisk del. 

Læs mere om mulighederne for at få besøg af undervisningskorpset her:

Tak til Jascha Fonden og Kørestolseksperten, der har bidraget økonomisk til køb af stolene.