Ny sportslig ledelse i dansk parasvømning
Som led i en ambitiøs 7-års-plan, der skal løfte dansk parasvømning, har Parasport Danmark ansat Brian Marshall som ny svømmelandstræner med det overordnede sportslige ansvar og Örn Arnarson som talentudvikler.
Det kan i øjeblikket være svært at få øje på de store resultater i dansk parasvømning, men det skal der laves om på fremadrettet. Parasport Danmark vil være bedre til at tage imod nye talenter og fastholde og udvikle dem, så der igen kan svømmes om medaljerne ved internationale mesterskaber. Oven på de Paralympiske Lege i Tokyo, hvor Danmark var repræsenteret ved Amalie Vinther, skal der derfor nu implementeres en ny struktur for konkurrencesvømning i parasporten.
- Vi vil gerne byde endnu flere børn og unge med et handicap til svømning, samt støtte svømmerne til at opnå deres potentiale i samspil med deres klubber. Skal vi svømme med om medaljer igen ved PL, skal vi udvikle et godt svømmemiljø lige fra begynder- til landsholdsniveau, siger Anne-Dorte Andersen, der er idrætskonsulent med ansvar for svømning i Parasport Danmark.
Nye profiler i spidsen
Centralt i planen er ansættelsen af en sportslige ledelse, der skal løfte det daglige setup for danske parasvømmere gennem et stærkt fokus på samarbejde og talentudvikling. Her er valget faldet på Brian Marshall og Örn Arnarson, der er velkendte og respekterede profiler i dansk svømning.
- De har en kæmpe passion og energi til at tage fat på opgaven. Begge har deres gang i en almen svømmeklub og ved, hvad det kræver at udvikle svømmere. De har også erfaring med at inkludere parasvømmere på almene konkurrencehold, og de kender de udfordringer, klubber kan opleve omkring inklusion. Det er vigtigt for os, siger Anne-Dorte Andersen.
Ny landstræner og sportslig ansvarlig er Brian Marshall, der har arbejdet med talent- og elitesvømning i England, Island og Danmark og har trænet flere svømmere til PL og OL. Han har tidligere været sportsansvarlig og landstræner for det islandske landshold, adjunkt ved Reykjavik Universitet og klubchef i Esbjerg Svømmeklub. I dag arbejder han som udviklingschef i FREM Odense og som high-performance konsulent for det finske svømmeforbund.
- Internationalt succesfulde svømmere, uanset om de er en del af parasvømning eller almensvømning, skaber stolthed, inspiration og glæde i deres klubber og kommuner over hele landet. Det vil vi skabe igen ved at få Danmark tilbage i verdenstoppen af parasvømning, siger Brian Marshall, der især understreger behovet for at styrke samarbejdet med almenklubberne.
- Vi skal bygge videre på det fremragende arbejde fra det nuværende trænerteam og udvikle stærke, innovative partnerskaber med klubberne, hvor trænere og klubledelse får den nødvendige support og anerkendelse i deres daglige coaching af parasvømmere, siger han.
Som nærmeste sparringspartner får han islandske Örn Arnarson, der selv er tidligere elitesvømmer og medaljetager ved EM og VM. Han arbejder som talentudvikler i Fredericia Svømmeklub og får samme rolle i Parasport Danmark.
- Jeg glæder mig rigtig meget til mit arbejde med parasvømning, hvor jeg kommer til at hjælpe unge mennesker med at opnå deres drømme og mål inden for svømning. Jeg forventer at møde en del motiverede svømmere og trænere og glæder mig til at bidrage til deres udvikling, siger Örn Arnarson, der får som kerneopgave at støtte svømmerne lige fra Rising Stars, til årgangs- og juniorsvømning og til de er klar til landsholdet.
Kerneopgaven for den nye sportslige ledelse i parasvømning er over de næste tre år at få udviklet en base af parasvømmere og sikre, at der bliver etableret langt flere konkurrencetilbud for parasvømmere, end tilfældet er i dag.
Tak for mange års indsats
Ved udgangen af 2021 stopper nuværende landstræner Bjarne Kragh i Parasport Danmark efter ni år i spidsen for de bedste danske parasvømmere. Også talenttræner Helle Kjær, der har været med i syv år, har valgt at søge nye udfordringer.
- Heldigvis vil begge være med til efterårets aktiviteter, så svømmerne vil opleve en stille og rolig overgang. Både Bjarne og Helle har gjort en stor indsats for parasvømning i Danmark, og vi er mange, der står klar til at sige tak for et godt samarbejde, lyder det fra Anne-Dorte Andersen.